Design som dræber. George Nelson (1908-86) hører ikke til blandt det 20. århundredes ypperste amerikanske arkitekter og designere, men han er deroppe et sted. Lad os sige tredjeøverste hylde, og det er ikke så tosset endda. I 1960 lavede han en 24 minutter lang kortfilm med den provokerende titel How to kill people (en formulering som man i øvrigt sikkert skal være forsigtig med at google i disse overvågningstider). I filmen, som er én lang monolog, indleder han med at sige, at design har tre bærende roller, som samfundet støtter ”ubetinget”: husholdning, mode og dødbringende våben. Derefter går han i gang med at beskrive våbendesignets historie fra stenen over køllen og frem til 60’erne. Det var muligvis en smule provokerende at tale om, at samfundet er med på den værste, når det gælder den forædling af dræbervåbnet, som har fundet sted op gennem historien, men George Nelson havde en pointe.
Kurderne under pres. I sin bog Duty Free Art, som udkom i februar, bringer den tyske billedkunstner, filmmager og essayist Hito Steyerl (f.1966) George Nelson og hans halvt glemte kortfilm på banen igen. I kapitlet ”How to kill people: A problem of design” tager hun afsæt i filmen og beskriver destruktionen af en by, som hun indledningsvis anonymiserer: Den gamle bydel bliver revet ned, indbyggerne mister retten til deres boliger; unge lokale gør oprør, staten slår hårdt ned på det, hele karreer bliver udslettet, og der bliver opført nybyggeri, som ikke er for de oprindelige beboere. Hito Steyerl fortæller, at hele aktionen er pakket ind i design, præsentation af nye byplaner og videoer med indbydende 3D-renderinger, der viser et trist ‘før’ og et flot ‘efter’ – med legepladser og ”hausmanniserede fortove”. Byudvikling, jovist, men Steyerl benævner det, hvad hun mener, det er: regulær krigsførelse. Byen viser sig at være Diyarbakır i det østlige Tyrkiet, som også er den uofficielle hovedstad for landets kurdisk-befolkede områder. ”Der findes værre eksempler i hele regionen. Det interessante er ikke, at disse begivenheder finder sted. Det sker konstant hele tiden. Det interessante er, at de fleste mennesker tror, at det er helt normalt,” skriver Hito Steyerl.
Kunst som pressionsmiddel. Hito Steyerl er ikke bare en af Tysklands allerhotteste kunstnere, hun er også politisk aktivist, og det er i lyset af det, hun skriver i sin bog, at hendes seneste aktivisme skal ses. ”Jeg er træt af, at staten bruger mit arbejde til at aflede opmærksomheden fra sin stiltiende accept af tvangsforflyttelser, etnisk udrensning og krigsførelse og til at give sin politik en aura af tolerance og inkludering,” sagde hun forleden. Ethvert tysk museum for samtidskunst med respekt for sig selv ligger inde med værker af Hito Steyerl, og det er det, hun forsøger at bruge som pressionsmiddel: Så længe forbundskansler Angela Merkels regering ikke offentligt fordømmer Tyrkiets krigsførelse mod kurderne i Syrien, vil Steyerl ikke have, at de museerne viser hendes ting. Hun og tre andre kvinder – den kurdiske filminstruktør Heja Netirk, skuespilleren Anina Jendreyko og Bilgin Ayata, der er professor i sociologi – kræver endvidere, at Tyskland stopper helt med at sælge våben til Tyrkiet, og at EU gør en ende på aftalen om at give penge til den tyrkiske regering mod, at Tyrkiet ikke lukker flygtninge fra Syrien ind i Europa. Hvis man i de senere år har spekuleret på kunstens relevans og rolle i en globaliseret verden, så er der måske begyndt at komme nogle fingerpeg. /Oliver Stilling