Nye tider, nye metoder

Hvis et brand først har fået ridser i lakken, er gode råd dyre, når forbrugernes tillid skal vindes tilbage. Nogle virksomheder vælger at skrue op for CSR-charmen eller donere til velgørenhed, andre overvejer måske at undskylde eller beklage, og andre igen tænker snarere i rebranding: De gamle slogans, logoer og dertilhørende konnotationer brændes, og virksomheden bliver på den måde klar til at rejse sig som en frisk og mindre forhadt fugl føniks. Det var eksempelvis den manøvre, energiselskabet Dong lykkedes med, da de pludselig tog navn efter den folkekære fysiker og strømspecialist Hans Christian Ørsted i kølvandet på salget til Goldman Sachs.

Nu vil Facebook så også være med på logo- og navnelegen. Det sociale mediekonglomerat har mildt sagt været i modvind de seneste år, og mandag annoncerede Facebook derfor, at de fremover vil rebrande sig selv som FACEBOOK. Samtidig får det ikoniske logo en overhaling med versaler og et nyt sæt såkaldt ”dynamiske” farvenuancer. I et blogindlæg kalder Facebook selv det nye farvevalg for en ”empatisk farvepalette” (hvad end det så betyder), alt imens den nye font med sine blødere kanter ”tilføjer en grad af optimisme”. Okay så. I vores øjne ligner det nye logo nu mest af alt noget, man kunne finde i en børnefødselsdagsinvitation skrevet i en af de ældre versioner af Microsoft Word – men det udtryk er selvfølgelig også ret afvæbnende.

Sideløbende med Facebook har en anden Silicon Valley-gigant, nemlig Apple, været på sin helt egen charmeoffensiv. Mandag kunne Apple fortælle, at de planlægger at bruge 2,5 mia. dollars på at afhjælpe den verserende boligkrise i Californien. På mange måder er det en krise, som Apple selv har været med til at skabe, men det er da stadig ganske sympatisk. Måske Facebook skulle tage et par sider ud af Apples bog for at lære, hvordan man kan være en techgigant og (nogenlunde) folkekær på én og samme tid.

Ingen dans på roser

De mange forsøg på at genoprette tilliden hos befolkningen begrænser sig dog ikke kun til de amerikanske techvirksomheder – også selvom deres medieplatforme ofte er stederne, hvor de mærkværdige skuestykker udspiller sig. Den 10. oktober lavede Socialdemokratiet eksempelvis en lidt kryptisk Facebook-opdatering, der øjensynligt er fløjet under de flestes radar de seneste uger, men som i går fik sig lidt af en renæssance. Påklistret et billede, hvor Mette Frederiksen skuer insisterende ud fra skærmen, ses teksten: ”Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov eller lyst til.”

Det er jo næsten, som om Socialdemokratiet med opdateringen påtager sig en mærkværdig form for præsumptionsansvar: Vi kommer til at foretage os nogle kontroversielle ting, men du skal vide, at vi gør det for dit eget bedste. Og reelt set er der vel flere ting, som udmeldingen kan være møntet på: Er det måske hele diskussionen om fratagelsen af ISIS-krigeres statsborgerskab? Eller ønsket om at øge overvågningen i det danske samfund? Eller måden hvorpå embedsværket med Mette Frederiksens personlige spindoktor Martin Rossens mystiske position som stabschef er blevet gjort ovenud politisk? Uanset hvad der hentydes til, kan Socialdemokratiet i hvert fald siges at have taget den tvivlsomme charmeoffensiv på forskud – og måske endda lidt for meget.

Mandag blev der i hvert fald råbt vagt i gevær flere steder på de sociale medier. Mediekrigere gik til tastaturet og spurgte nærmest i kor: Er Socialdemokratiet nu for alvor blevet totalitære? En af de mest oplysende analyser kom fra Twitterbrugeren @ibeneser, der sammenkoblede Frederiksens udsagn med det såkaldte ”securitization”-begreb (på dansk: sikkerhedsliggørelse). Humlen er, at det kan være et smart politisk greb at tage en kriseretorik i brug for at legitimere ekstraordinære (og nogle gange demokratisk tvivlsomme) metoder.

Det er eksempelvis sikkerhedsliggørelse, der er på spil, når politikere taler om nødvendigheden af at føre ”krig mod terror”. Det, som gør Socialdemokratiets nylige opdatering så bemærkelsesværdig, er imidlertid, at den kan ses som et tydeligt eksempel på sikkerhedsliggørelse, men uden at det bliver tydeliggjort, hvad det egentlig er, S ønsker at gøre sikkert – hvilket paradoksalt nok skaber en ny usikkerhed. Pointerne fra @ibeneser synes på mange måder rammende; og professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Ole Wæver, der er en af ophavsmændene til securitization-begrebet, delte da også sidenhen analysen på sin egen Twitter-profil.

Men er Socialdemokratiet så rent faktisk blevet totalitære, eller hvad? Ikke rigtigt. Som Hannah Arendt skriver i Det totalitære herredømme: ”Det ligger i selve de totalitære styrers natur at kræve ubegrænset magt. En sådan magt kan kun sikres, hvis bogstavelig talt alle mennesker uden en eneste undtagelse kan beherskes med ubetinget sikkerhed i alle deres livsytringer.” Der er vi trods alt ikke endnu.

Omvendt skriver Hannah Arendt dog også: ”Målet for den totalitære opdragelse har aldrig været at indpode en overbevisning, men at hindre evnen til at danne sig en sådan” – og der er vi måske lidt mere i tvivl. Det er i hvert fald svært at danne sig en overbevisning om Socialdemokratiets førte politik, når de end ikke lader os vide, hvad det er for nogle problemstillinger, der gør, at de vil ”tage nogle ting i brug” som de ikke tidligere ”har haft hverken behov eller lyst til”. Vi håber inderligt, at der blot er tale om et nyt logo med en mere empatisk farvepalette. /David Dragsted