Nyhedsanalyse

To danskere er på vej mod ny e-sportssensation

People react as they watch the Mid Season Invitational (MSI) Esport championship of the League of Legends 2018 in Paris, France, May 19, 2018. REUTERS/Philippe Wojazer

Kan de spille den hjem? Når vi snakker danske e-sportsstjerner, kender de fleste efterhånden Counter Strike-drengene fra Astralis, der har vundet alle de turneringer, der er værd at vinde, og som endda har været inviteret til pandekager på Københavns Rådhus. Lidt færre har måske hørt om Johan ”N0tail” Sundstein, der målt i præmiesummer har været den andenmest vindende e-sportsstjerne nogensinde, og som tilmed har vundet verdensmesterskabet i DOTA 2 to gange i streg med sit hold OG. Nu er der så en nogenlunde sandsynlighed for, at de to League of Legends-spillere Rasmus ”Caps” Winther og Martin ”Wunder” Hansen fra holdet G2 kan skrive sig ind i det voksende pantheon af ekstremt succesrige danske computerespillere: Søndag skal G2 forsøge at vinde verdensmesterskabet i League of Legends som det første europæiske hold siden 2011.

Hvad er League of Legends? League of Legends, forkortet LoL, er ligesom DOTA 2 et såkaldt MOBA (Multiplayer online battle arena), en form for holdbaseret strategispil. I LoL dyster to hold à fem spillere om at ødelægge modstanderens base, og hver spiller styrer sin egen fantasy-inspirerede karakter, der har et sæt unikke evner. Helt kort kan LoL måske bedst sammenlignes med en holdsport såsom basketball (og sjovt nok har en del berømte NBA-spillere faktisk også investeret større summer i computerspillet): Spillerne har hver sin rolle at udfylde – nogle er forsvarere, andre angribere – og forståelse og koordination spillerne imellem er altafgørende for at opnå succes. League of Legends er dog ikke bare et hvilket som helst MOBA. Spillet har længe været et af de absolut største og mest populære på verdensplan, og det er faktisk, målt på seertal, en hel del større end Counter Strike. Traditionelt har særligt de sydkoreanske hold (og i nogen grad også de kinesiske) været altdominerende, og det vil derfor være lidt af en sensation, hvis G2 lykkes med at snuppe verdensmesterskabet foran finalemodstanderen, det kinesiske hold FPX.

Kommer der pandekager? Selv hvis Wunder og Caps på søndag kan kalde sig verdensmestre, er det dog mere tvivlsomt, om LoL vil kunne få samme folkelige gennembrud, som Counter Strike har fået herhjemme i kølvandet på Astralis’ succes. Sammenlignet med Counter Strike kræver League of Legends en del mere forhåndsviden for at kunne følge med, og spillet er da heller ikke så umiddelbart afkodeligt (man vinder ikke nødvendigvis, selvom man har skudt alle sine modspillere). Men på verdensplan vil de to danskere altså kunne cementere deres status som kæmpestjerner. Sidste år så omkring 200 mio. mennesker med under finalen, og det vil ikke være uhørt, hvis de samme seertal blev opnået på søndag. Vi tvivler på, at et vundet verdensmesterskab vil være nok til, at Caps og Wunder får en invitation til pandekager på rådhuset – men præstationen vil faktisk være en af de absolut største i dansk esports-historie. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12