Hvis du er en lille smule aktiv på de sociale medier eller af og til deltager i den offentlige debat, ved du selvfølgelig godt, hvad en shitstorm er. Nogle erklærer sig uenige med dig, men ikke bare uenige. Deres mishag er så fundamentalt, at de sætter spørgsmålstegn ved din opholdstilladelse på planeten. Flere følger efter. Nationens normalt godt skjulte reservoir af tåber, trolde og læse- og skrivehæmmede myldrer frem. Kun fordi der findes en straffelov, der kriminaliserer spark og knytnæveslag, nøjes de med ord.
Sådan ser en shitstorm ud, den varer en dag eller to. Så er alt glemt, fordi de sociale medier om noget er korttidshukommelsens medier. Men måske har du ikke selv glemt det. Et lille ar bliver tilbage.
Forestil dig nu en shitstorm, der ikke brøler på de sociale medier, men også omfatter regeringen, landets førende politiske partier, de store landsdækkende aviser, radio og tv-stationer. Forestil dig, at anklagerne lyder på terrorisme og landsforræderi, og hvis du er kvinde, at tilføjelsen, at du er en luder og hore, med stor selvfølge bliver obligatorisk, og at også din mors navn og adresse udleveres til de ophidsede masser.
Shitstormen har taget et kvalitativt spring fremad og er blevet til en livstruende hetz. Enhver nettrolds hedeste drøm er gået i opfyldelse.
Forleden dag modtog jeg en mail, der indledtes med ordene: ”Du vil ikke tro, hvad jeg nu vil fortælle dig.” Mailen kom fra den tyrkiske forfatter Aslı Erdoğan, og historien er nøjagtig den, jeg lige har fortalt.
Aslı Erdoğan er en af de mange tyrkiske forfattere og journalister, der i disse år forfølges af det stadig mere autoritære Erdoğan-regime. Årsagen? Hun har skrevet kritisk om den tyrkiske stats indre krig mod landets kurdere. Hun har siddet i fængsel, og i det tyrkiske retssystem anklages hun for statsundergravende virksomhed og risikerer en livstidsdom. Lige nu er hun i midlertidigt eksil i Tyskland, hvor det tyske PEN har skaffet hende ophold.
Da Tyrkiet i begyndelsen af oktober invaderer de kurdisk-holdte områder i det nordvestlige Syrien, giver Aslı Erdoğan et interview til den italienske avis La Repubblica. Her taler hun om den nationalistiske og militaristiske indoktrinering, børn udsættes for allerede fra de første skoleår. I avisens overskrift bliver det til, at ”Vi tyrkere bliver oplært til at hade kurderne”.
Den belgiske avis Le Soir oversætter uden Aslı Erdoğans vidende interviewet og giver det en endnu mere opsigtsvækkende overskrift. I slutningen af interviewet nævner Aslı Erdoğan, hvordan flertallet af Tyrkiets politiske partier stempler alle kurdiske organisationer som terrororganisationer. I den belgiske avis bliver konstateringen vendt på hovedet: ”Alle politiske partier i parlamentet er terrorister, med undtagelse af det kurdiske.”
Og så bryder helvede løs i Tyrkiet. Lejligheden er kun alt for kærkommen for landets autoritære regime, der nu kan supplere sin blodige krig i Syrien med en verbal krig mod en af landets førende forfattere, der udnævnes til landsforræder. Da Le Soir senere undskylder sin forvrængning af Aslı Erdoğans ord, og hun selv over for BBC dementerer overskriften, lyder reaktionen i de tyrkiske medier, at ”Terrorist-elskeren benægter nu sine egne ord”.
Fælden er klappet, og det er blevet umuligt for Aslı Erdoğan at vende hjem, skønt hun selv føler, at det er i Tyrkiet, hun hører til og har sin livsgerning. I stedet venter der hende et omflakkende, usikkert liv i et Europa, der stiller sig stadig mere uforstående over for flygtninge og forfulgte.
De hellige begreber
Jeg mødte Aslı Erdoğan for et par år siden i Istanbul. Hun var blevet løsladt fra fængsel nogle måneder før og var stadig mærket af sit 136 dage lange ophold i overfyldte celler og kaldte sig verdens mest ensomme forfatter. Men der var også trods i hende. Hun havde farvet sit hår selvlysende hennarødt, for som hun sarkastisk sagde, ”så er jeg nemmere at overvåge”.
Hun har modtaget priser overalt i Europa og er oversat til de fleste europæiske sprog. Hendes forfatterskab er tilgængeligt på norsk og svensk, men ikke på dansk, hvor kun hendes debutroman fra 1998 By i blodrød kappe i 2017 udkom med 19 års forsinkelse.
Når jeg nogle gange spørger mig selv, hvad det egentlig er, jeg foretager mig, når jeg blander mig i den offentlige debat, er det altid modige Aslı Erdoğan, jeg konsulterer. I sin essaysamling Nu er ikke engang stilheden din, skriver hun: ”At forsvare frihed og fred er hverken en forbrydelse eller en heltedåd, det er vor pligt … Og mere end blot et forsvar drejer det sig om at give disse begreber, disse hellige begreber, den betydning tilbage, som de har mistet.” /Carsten Jensen