I skrivende stund er Power of Women Festival (POW) i fuld gang. Over hele København er der filmvisninger, teaterforestillinger, talks og udstillinger, der alle sætter fokus på kvinder i kunst. Festivalens frontperson er Füsun Eriksen (f. 1967), som er seniorkonsulent og forretningsudvikler for Dansk Kulturinstitut og tidligere festivalsdirektør for børnefilmfestivalen ’BUSTER’. Efter mange års arbejde i kunst- og kulturbranchen oplevede hun, at det næsten altid var mændene, der løb med de store lønchecks og de ledende stillinger. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har snakket med Füsun Eriksen om, hvordan man skaber modspil til en mandsdomineret kunst- og kulturverden, hvor kvinder har andenrang.
Føljeton: Hvordan opstod ideen til Power Of Women-festivalen?
Füsun: Den opstod af vrede. Jeg har blandt andet haft jobs i reklamebranchen, hvor vi blev kaldt ”pigerne”. Der var kun ansat én mand, og han stoppede efter kort tid, fordi han ikke gad kaldes ”pigerne”. I en periode arbejdede jeg også hos Zentropa, og der oplevede jeg en chef …
Føljeton: Er det Peter Aalbæk?
Füsun: Nej, det er ikke. Det var en anden, der ikke ville diskutere med mig, fordi jeg var en kvinde. I mange år stillede jeg ikke spørgsmål ved det. Som kvinde kunne man godt få ret store ansvarsområder og respekt – men til en vis grad. Efter ubehagelige oplevelser tænkte jeg: Hvad kan jeg bruge det til? Enten kan jeg græde over det, gå til min fagforening, eller jeg kan forsøge at skabe en platform for kvinder, der står i samme situation som mig. Jeg havde en stor tillid til det danske retssystem på det her punkt, nok også mere end danskerne selv har, fordi jeg selv kommer fra et sted, hvor der ikke er de samme rettigheder. Så jeg tog det helt ind i min krop: I Danmark har vi ligestilling, men langsomt begyndte jeg at se, at der var nogle problemer på området. Jeg spurgte andre, jeg kendte i branchen, som bekræftede mig i, at der er et problem – og at ingen gider at tale om problemet. Så startede jeg POW. I starten havde vi meget, meget få penge. Vi søgte en masse, og fik nej, nej og nej, men så kom #MeToo-kampagnen, og så fik vi pludselig en lille smule penge, ha-ha.
Føljeton: Hvornår skete det?
Füsun: Det var i 2017. Lige pludselig fik vi penge to måneder før, at festivalen skulle gå i luften. Så arbejdede vi, 15 frivillige kvinder, i hele juli og august og fik det til at lykkes. I starten spurgte mange, ”jamen, er der overhovedet et problem?”. Andre var bange for at blive ’blacklistet’ fra andre arbejdspladser, hvis de gik ind i det her – de ville ikke associeres med ord som ’feminisme’. Jeg har også selv været skræmt af ordet. Så jeg tænkte, okay, hvis vi skal have en kvalificeret samtale, så skal vi begynde at snakke om penge. Hvis vi begynder at snakke om bløde værdier, så lukker folk ørerne.
Føljeton: I har en ’vidensbase’, hvor I linker til forskning, der handler om repræsentation af kvinder i kunst og kultur. Bruger I den aktivt i festivalen, eller ligger den mere som en form for eksistensberettigelse for festivalen?
Füsun: Det er både en eksistensberettigelse, og så fordi mange spørger om tal. Det er det første, vi bliver spurgt om er: ’I siger, at kvinder har problemer i Danmark i den kreative branche – hvem siger det?’
Føljeton: I skriver: ”I det overordnede kulturudbud ser vi alt for ofte, at værker og fortællinger drevet af mænds blik på verden bliver præsenteret som den kønsneutrale historie om mennesket, og derfor tillægges større almen interesse”. Modsat virker det, som om I har et ret stort fokus på feminisme og kønsidentitet i de værker, der optræder på festivalen – skaber det ikke et lidt snævert publikum?
Füsun: Vi er ikke en feminisme-festival på dén måde overhovedet. Vi er åbne for alle, og vi har også værker, som er skabt af mænd. Dét vi kræver af værkerne er, at der er en kvinde i hovedrollen – og vi kalder det i øvrigt ‘female’, for det er ikke nødvendigvis en ’kvinde’ på den måde, det kan også være en følelse eller et ’genderissue’. Og det er bevidst, at vi bruger dét udtryk – vi har bare ikke et så fedt ord på dansk, så derfor står der ‘kvindelig’ alle steder, når vi egentlig mener female.
Føljeton: Okay, så værkerne skal ikke nødvendigvis handle om ligestilling, det skal bare repræsentere det?
Füsun: Lige præcis.
Føljeton: Hvad tænker I, der skal til for, at kvinder for alvor etablerer sig i kultur- og kunstverdenen på lige fod med mænd?
Füsun: Vi er begyndt at snakke om kvoter. Jeg har været imod det hele mit liv, for jeg vil gerne have jobs og anerkendelse pga. hvad jeg kan og ikke på grund af mit køn, men jeg synes, vi kæmper og kæmper for nogle ting, som ikke flytter sig. Så kvoter eller regler kunne være en løsning, fx at man ikke kan se navnet på en ansøgning. Desuden er kvinderne nødt til at turde at snakke om problemerne, uden at være bange for at blive ’blacklistet’ eller den slags.
Føljeton: Hvad er det for nogle almene og mangeartede fortællinger, som mangler, i det almene kulturudbud? Hvad er det de ’kvindelige fortællinger’ kan bidrage med, som I har identificeret, der mangler?
Füsun: Det vi ser i kunstverdenen i dag, har en meget ’male’-karakter, såsom magt, dominans og power. Kvinder vil også gerne have power, men de vil måske gerne se det på en anden måde. På Dansk Kulturinstitut har der været ligestillingsår i hele år 2019 på vores kulturcenter i Beijing. Dér har jeg fundet inspiration i den kinesiske filosofi: ’Women hold up half the Sky’ – den sætning synes jeg er fantastisk. Selvfølgelig gælder det ikke kun kvinder, men også LBGT-personer, vi er her sammen, og der skal være ting i kulturudbuddet, som alle kan identificere sig med. En ’female’-tankegang har nogle andre værdier og forventninger til fremtiden – og den stemme skal også høres. Det gælder i øvrigt også for drenge: Jeg tror da heller ikke, at de kun gider se ting, der kommer fra ét synspunkt. Hvis man tillader et andet synspunkt i kunstverdenen, vil det også give dem frihed – og ligestilling.
Foto: Pınar Lauridsen.