Nyhedsanalyse

Kina vil kopiere Randers

MJMSOLO - Randers By Night. Den blå time. Det gamle Rådhus

Vi er hestene. Randers skal være Danmarks nye gallionsfigur i Kina – og det endda i et større omfang end hidtil troet. Allerede i juni sidste år blev det – til de flestes overraskelse – annonceret, at Randers Kommune var i forhandlinger med et kinesisk firma om at opføre en tro kopi af Randers’ midtby et sted i Kina. Sidste weekend udsendte Randers Kommune så en pressemeddelelse, der begejstret kunne fortælle om de opgraderede kinesiske byggeplaner: Over de næste tre år vil det kinesiske konsortium FANS bygge kopier af randrusianske bygninger i hele seks kinesiske byer. De første spadestik til en kopi af Randers Rådhus i byen Huainan er allerede blevet taget, og byggeriet vil, når det står færdigt, blive noget så historisk som den første direkte kopi af en dansk bygning i Kina.

Byggepropaganda. Det lyder jo helt vildt, men reelt er det langt fra første gang, at Kina henter byggeinspiration fra Europa. Rundt om i det asiatiske land er spredt en lang række kopier af berømte europæiske monumenter og endog hele bydele. Eiffeltårnet, Venedig, den østrigske by Hallstatt (der figurerer på UNESCO’s verdensarvsliste), Kina har det hele. Forfatter og journalist Bianca Bosker, der har skrevet bogen Original Copies om Kinas vestligt-inspirerede byggemani, har tidligere brugt begrebet ”duplitecture” til at betegne den mærkværdige tendens. Bosker mener, at Kina bruger den kopierende arkitektur til at cementere landets øgede magt og indflydelse. Når kineserne opfører deres egne udgaver af vestlige vartegn fungerer det simpelthen som en art propaganda, der skal vise Kinas evne til at genskabe den vestlige civilisations kulturelle højdepunkter. Og ja, selv Randers Rådhus spiller altså ind i den tendens. Samtidig har de mange kopibygninger dog også et mere lavpraktisk formål: De giver den voksende kinesiske middelklasse mulighed for at besøge berømte udenlandske turistmål, helt uden at det er nødvendigt at forlade Kina.

Overnatning er inkluderet. Uanset hvad kinesernes bagtanker med det nye Randers-projekt måtte være, har de imidlertid svært ved at få armene ned i den østjyske by. Som Randers’ borgmester Torben Hansen (S) fortæller, vil den kinesiske udgave af Randers Rådhus fungere som ”et udstillingsvindue for vores erhvervsliv og samfund”, alt imens rådhuset også vil huse et rejsebureau, der skal sælge pakkerejser til Skandinavien. Og i samtlige pakker vil mindst én overnatning i Randers naturligvis være inkluderet. Det lyder måske ikke så eksotisk, men det er det altså for kineserne: De skulle angiveligt være helt vilde med den middelalderæstetik, der stadig er at finde i Danmarks sjettestørste by. Imens kan vi andre så gå og fundere over, hvordan ”Ni Hao” mon klinger på randrusiansk. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12