Videoanalyse: Er Boris Johnson pinlig som Anna Mee eller genial som Vogue

Gal eller genial. Tiden hvor valgkampe blev vundet ved at stemme dørklokker og dele brochurer ud er ovre. Den teknologiske virkelighed har taget over, også når det kommer til politik, og vil du vinde et valg, så skal du vinde de sociale medier. Det har den britiske premierminister Boris Johnson også indset. Som en del af sine bestræbelser på at genvinde magten i Storbritannien (og gerne med en så overbevisende sejr, at han kan tvinge brexit igennem) har han lanceret en kampagnevideo, der nu florerer i alle afkroge af nettet. Johnson har jo rygte for at være lidt af en excentrisk type, og videoen er da også … skal vi sige speciel. I videoen følger vi Johnson rundt på et kampagnekontor med håndholdt kamera. Løbende stiller kameramanden Johnson spørgsmål, der har til formål at fremstille Johnson som en ganske almindelig brite, der tilfældigvis har en politisk plan for Storbritannien. Reaktionerne på kampagnetiltaget har været mange. Der er dem, der mener, at manden med moppehåret nu for alvor har tabt makronerne. Men der er også dem, der mener, at videoen er det afgørende bevis på, at Johnson er et geni.

Gal. Inspirationen til videoen er let at afkode. Magasinet Vogue har i en årrække haft stor succes med deres videoserie, hvor de med et håndholdt kamera tropper op hos kendte mennesker og stiller dem en byge af hurtige spørgsmål. Det hele er casual, personligt og hyggeligt. Som fx her, hvor Vogue dukker op hjemme hos Kim Kardashian, men hvor manden Kanye West åbner døren, fordi han tror, at de selvfølgelig vil snakke med ham (haha, oooops! Totalt tilfældigt!). Efter at have gennemset denne video, vil mange nok være efterladt med følelsen af, at det hele var meget tæt på at være meget akavet. Årsagen er, at de i Vogue-videoerne har svært ved at finde balancen mellem det naturlige og det opstillede. Når nogen så prøver at efterligne Vogues videoer, så bliver den balance myrdet brutalt. Det så man, da den Københavnske politiker Anne Mee Allerslevs forsøgte sig med en Vogue-kampagnevideo, hvor hun gik ned gennem Blågadsgade, mens hun svarede på fjollede spørgsmål om sig selv. Det blev ikke velmodtaget. Nu har Johnson så lavet en Anna Mee, og det er mindst ligeså pinligt. Johnsons forsøg på at virke naturlig er alt andet end naturlig. Han laver en kop te, men glemmer at tage teposen ud, inden han hælder mælk i. Han fortæller om sin hunds efterladenskaber, og han hilser ”hjerteligt” på medarbejderne i kampagnekontoret, men ligner en, der aldrig har set dem før. Han siger, han elsker det venstreorienterede punkband ”The Clash,” og at ”intet slår fish and chips en kold aften på en strand” (hvad snakker han om ..?!).  Som mange på Twitter har gjort opmærksom på, så ligner han den virkelige udgave af den svært akavede David Brent, som man møder i tv-serien The Office.

Genial. Men måske er Johnson slet ikke så stor en klovn, som denne video ved første øjekast fremstiller ham som. Når man laver kampagnemateriale på de sociale medier, er der to ting, der er altafgørende. 1) At det bliver delt vidt og bredt. 2) At folk faktisk ser det og tager budskabet ind. Det er ikke helt usandsynligt, at Johnsons team har lavet en småpinlig kampagnevideo med vilje, fordi de ved, at den slags bliver delt som en steppebrand på internettet. Johnsons video er overalt, og torierne har ikke behøvet løfte en finger for det. Der er også noget svært dragende over det toguheld, som udspiller sig i videoen. Den morbide nysgerrighed sætter ind, og det er simpelthen svært at lade være med at kigge i de fire minutter, som videoen varer. Eftersom videoen ikke kun indeholder Johnsons svar på, om han kan lide det kontroversielle smørpålæg Marmite eller ej, men også har de centrale pointer fra hans valgkampagne med, så bliver man faktisk snydt til at høre på Johnsons planer for Storbritannien. Læg dertil, at Johnson gennem hele sin karriere har haft held med at fremstå hyggelig på en lidt tumpet måde. Det gør ham likeable og ufarlig. Måske er det derfor, denne video virker så godt. Den føles ikke som et produkt af en stor kampagnemaskine (selvom den er det). Den føles bare som gode gamle skøre Boris, der er tilbage. /Andreas T. Kønig