Ode til Jylland

Vi er med på, at det ikke har været en populær beslutning at flytte 24syvs gamleFM-placering mere end 110 kilometer vest for storebælt, og vi er nok også tilbøjelige til at tilslutte os koret af hylende medieulve, der forbander den beslutning langt væk. Men i kølvandet på den idiotiske politiske beslutning er der opstået en selvlegitimeret Jyllands-bashing, som den cimbriske halvø altså slet ikke fortjener. Det kan selv vi, der sidder midt i hovedstaden, se.

Sagen er nemlig den, at ligesom store dele af København er langt størstedelen af medarbejdere på Føljeton født og opvokset i Jylland. Derfor ved vi, at det allerværste man kan blive, hvis man vælger at bosætte sig i hovedstaden, det er københavnersmart. Det kan være svært selv at identificere, hvornår man er nået dét punkt, men vi vælger at tro på, at vi ikke er der endnu. Vi er stadig vilde med det jyske. Vi ved, at jyderne gemmer på en hel guldgrube af brugbare livsanskuelser, som kan nuancere et til tider københavnercentreret mediebillede. Eller som minimum kan gøre det et par fortællinger rigere.

For nylig blev vi for eksempel bekræftet i, at man skal huske at spænde sikkerhedsselen, hvis man sætter sig ind på bagsædet hos en jysk chauffør. Det er ikke alle, det ved vi godt, men den gennemsnitlige jyde kører dælme stærkt. Til deres forsvar er der typisk også noget længere mellem A og B, så det siger sig selv, at man ikke altid har tid til at futte rundt med 80 km/t. Fartkontroller er noget, djævlen har skabt, og nu er nogen åbenbart blevet selvtægtsmænd på området. I slutningen af sidste uge, blev der begået hærværk mod Danmarks allerbedste stærekasse. Den er placeret på Vilsundsvej på Mors og udskriver i gennemsnit to fartbøder i timen. Eller, det gjorde den i hvert fald indtil den mistede synet. Nogen har nemlig spraymalet dens øverste vinduer med rød maling. Synet skal den dog nok få tilbage, forsikrer lokalpolitiet i Thisted, så selvtægtsmændene må tage grovere midler i brug, hvis de vil sikre friheden på motorvejen.

De kunne måske med fordel installere en såkaldt trafikalarm i deres biler i stedet. Altså en alarm, der bimler og bamler, hvis du nærmer dig en fartkontrol – og selvfølgelig gør dig opmærksom på kø-dannelser, ulykker eller lignende, men sidstnævnte virker ikke rigtig til at være hovedfunktionen for brugerne. Sådan én har de nu nok allerede i forvejen, for det er en hel standard gadget at have i sin bil. Så standard, at Nordjyske Medier har bragt en bedst-i-test over de forskellige trafikalarmer på markedet, så ingen nogensinde skal frygte fartbøder igen (og nej, det er åbenbart ikke en mulighed bare at overholde fartgrænsen).

Velkommen til Danmark

Nu er det jo ikke kun fortællinger om selvtægt og uorden, der skal være hovedfokus i sådan en hverdagsode til Jylland, tværtimod. Én af os har en morfar hjemme i Nordjylland, der stadig siger ’Velkommen til Danmark!’ hver gang, vi kommer hjem på besøg – og han har bestemt fat i, at der eksisterer et kæmpestort og mangfoldigt Danmark på den anden side af Storebælt. Dét Danmark skildres blandt andet i den nye, danske spillefilm ’Onkel’, som har premiere over hele landet i dag.

’Onkel’ foregår i Tønder og handler om 27-årige Kris, der driver landbrug med sin invalide onkel. Ganske usædvanligt foregår hele filmen på sønderjysk, så den udgives med rigsdanske undertekster. Filmens instruktør, Frelle Petersen, er selv opvokset i Sønderjylland og finder det bydende nødvendigt, at fortællinger fra hele Danmark stadig portrætteres på overbevisende og autentisk vis. Skuespillerne i filmen er derfor amatører, der er castet direkte fra lokalområdet. Det vigtigste ved hovedkaraktererne var nemlig, at de kunne ramme dialekten helt perfekt.

I ’Onkel’ bliver der ikke sagt alverden – faktisk går der hele 8 minutter og 48 sekunder, før det første ord i filmen bliver sagt. Filmen skildrer det stille liv, og her siger man ikke noget, hvis det ikke er vigtigt. Om de sparsommelige ordudvekslinger i ’Onkel’ siger Frelle Petersen i et interview til Kristeligt Dagblad: ”Bare fordi man ikke rabler løs, er man ikke mindre dannet”. Det er måske i virkeligheden den vigtigste lektie, man kan tage med sig, hvis man vil beriges med livsanskuelser, der ikke ligger dybt begravet i det københavnske navlehul. /Camilla Skovgaard Thomsen