På Sorø Kunstmuseum kan man se digteren Morten Søndergaards udstilling ’Sproghospitalet’ frem til d. 19. januar 2020. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har været til ’Salon: Konsultation hos digterdoktoren’, der involverede en introduktion til udstillingen ved Morten Søndergaard selv samt en række individuelle konsultationer, hvor digteren diagnosticerede sproglige problemer blandt udstillingens gæster.
Fuglekvidder fra en nattergal har en helt særlig lyd. Du genkender den med det samme, når du bevæger dig ned ad trappen til kunstmuseets underetage, hvor Sproghospitalet ligger gemt. Nattergalens sprog er kreativt og varieret, og så spiller den lille fugl en vigtig rolle i den romerske digter Ovids Metamorfoser. Her bliver Philomena voldtaget af sin søsters mand, Kong Thereus, som bagefter skærer hendes tunge ud, så hun aldrig vil kunne fortælle nogen om hændelsen. Men som du finder ud af, jo dybere du bevæger dig ind i Sproghospitalet, er sprog ikke nødvendigvis lig tale – det kan tage mange former. Den stumgjorte Philomena broderer et klæde, hvor hun med skrift fortæller sin søster, hvad der er hændt. De to søstre hævner sig ved at dræbe Tereus’ søn, og Philomena forvandler sig til en nattergal for at undslippe kongens vrede. Så det er ikke bare nattergalesang, men Philomenas sang, du hører som det første, inden du når enden af trappen og møder Morten Søndergaard, Orddoktoren, på et kæmpe videoformat.
Orddoktoren fortæller dig, at du nu vil blive indlagt på Sproghospitalet. Hospitalet, hvor sprog behandles på samme måde, som man behandler ødelagte kroppe. Ligesom en menneskekrop er en sprogkrop sammensat af en række delelementer – metaforer, lyde, ordklasser, der alle medvirker til, at vi forstår hinanden. Men er det sproget, der er sygt, og os, der har symptomerne? Eller er det omvendt?
En glasdør åbner sig, og du træder ind i en helt hvid, hospitalsoplyst gang. Hvis du vil, kan du bevæbne dig med udstillingens Vandrejournal, der indeholder 13 tekstlige værker af kunsthistorikere, litterater, læger, psykiatere, forfattere, kunstnere og patienter, der alle på forskellig vis befinder sig i krydsfeltet mellem sygdom, krop og sprog. Jeg går ind i hospitalets første rum – Venteværelset.
En interaktiv videoinstallation fylder hele rummets ene væg. Den viser seks ventende patienter, som begynder at tale, da jeg nærmer mig. I videointroduktionen understregede Orddoktoren, at man endelig måtte huske at snakke med de andre ventende patienter. Jeg har sat mig på en af bænkene, da en ældre dame henvender sig: ”Sig mig,” spørger hun, ”er det dig, man kan snakke til i venteværelset?” Man må gerne snakke til mig, siger jeg, men jeg er desværre ikke en del af udstillingen. Hun vender sig mod videoinstallationen og spørger en lille video-pige: ”Skal du til konsultation, lille ven? Hvad fejler du?”. Video-pigen svarer ikke, men i stedet udbryder en video-mand til højre for pigen: ”Du skal ikke drikke så meget kaffe!”
På Sprogshospitalet er der en uendelig mængde værker, både af Søndergaard selv og nyproducerede og ældre værker, som er blevet hentet ind til udstillingen. Man kan bruge flere timer på at undersøge hvert enkelt værk og dets betydning i det rum, det er placeret i. Jeg vandrer frem og tilbage på hospitalet. Hver gang opdager jeg nye ting, jeg ikke havde set hverken i første eller anden omgang. Udstillingen rummer en kompleksitet, der gør det muligt at dissekere sprog og sprogbrug helt ind til kernen af dets eksistens – til trods for at der paradoksalt nok ikke er særligt mange ord at finde på Sproghospitalet. Men objekterne, lydene og installationerne rummer deres helt særlige sprog.
Skråt over for venteværelset ligger Depotet, der er fyldt med Sproghospitalets ekstraudstyr og forældede apparaturer. Her studerer jeg et A’s anatomi, kigger på kasserne med ordforråd, brugte ord og døde sprog. På depotrummets hylder står alverdens instrumenter, der kan hjælpe til en ’kærlighedserklæring’ eller en ’sætningsbygning’.
Sproghospitalet indeholder velkendte rum fra hospitalsverdenen: en operationsstue, hvor sygeligt sprog fjernes eller opereres, en fødestue, hvor tungen er i fokus, når ordene fødes, et observationsrum, intensivafdeling, opvågning, modtagelse, og udskrivelse. I museets øverste etage findes også et andagtsrum, hvor man kan sige en hemmelighed til en mikrofon, der omdanner den til en rytme, som efter lidt tid går i ét med de andre hemmeligheder, der er blevet fortalt.
Intensiv er det eneste rum, som gæsterne ikke har adgang til. Rummet kan kun betragtes gennem en glasvæg. Derinde hersker stilhed og alt det, som ikke bliver sagt. Her når sproget sin grænse og befinder sig i en tilstand, der ikke er mulig at sætte ord på. I rummet bag glasvæggen står Mona Hatoums Silence (1994), en glasseng uden bund, og Nicolai Abildgaards maleri Mareridt (1880).
I museets gårdhave ligger Sproghospitalets Metaforkirkegård. Her ligger talemåder og metaforer som ’Har man sagt A, må man også sige B’, ’Tiden læger alle sår’ og ’Smerte er kun svaghed, som forlader kroppen’ begravet. På Sproghospitalet må trivielt og intetsigende sprog kigge sig selv i spejlet og forny sig.
Er du syg i sproget?
Til dagens ekstraordinære salon foretager Orddoktoren sprogkonsultationer med de besøgende. Jeg bliver selv konsulteret og tvunget til at identificere egne sproglige problemer. ”Vi leger, men det er stadig alvor,” siger Orddoktoren til mig gentagne gange, mens han spørger indgående til mit sproglige liv, sproglige allergier og sproglige præferencer. Brugen af sprog er individuel og kan have afgørende betydning for et menneskets selvbillede, fortæller han. Derfor føles konsultationen faktisk også ganske alvorlig. Orddoktoren nikker forstående, rynker brynene og skriver mine svar ned. Til sidst konkluderer han, at jeg skal have udskrevet en pakke Interjektioner (udråbsord), blandt andet fordi mit første ord som barn var ’hov’. På pakken kan jeg læse: ”Interjektioner er dine første ord og bliver sandsynligvis også dine sidste”. Det er nok ikke meget ved siden af.
Patienterne efter mig er overraskende bevidste om deres sprogbrug, klar til at tale og undres over det. Blandt dem er der en kvinde, som siger hun er ”synæstetiker”. Orddoktoren er henrykt og beder hende forklare det resterende publikum, hvad synæstesi betyder: ”Det er et fænomen, hvor flere forskellige sanseoplevelser hænger sammen inde i hjernen i et fastlåst mønster. Nogle forbinder fx lyd med smag, og jeg selv forbinder vokaler med farver,” forklarer kvinden. Synæstetikeren fortæller, hvordan en tekst er fyldt med farver, og at vokalerne æ, ø og å har farverne grå, orange og mørkeblå, når hun kigger på dem. Orddoktoren har julelys i øjnene under hele fortællingen – det har publikum for den sags skyld også. Til sidst vurderer han, at kvinden skal have udskrevet en pakke Numeralier. Tal er nemlig farveløse, forklarer kvinden, men farven på æsken passer rigtig godt til ordet, konstaterer hun. Orddoktoren griner og tager sig til maven, mens han spørger publikum: ”Ej, fik i den?!”. Man behøver ikke at være helt syg i sproget for at besøge Sproghospitalet. /Camilla Skovgaard Thomsen
Foto: Sproghospitalets Andagtsrum. Torben Eskerod.