Kære læser

Du bliver, hvad du søger (på Google)

Ishara S. KODIKARA / AFP

I 1803 præsenterede den britiske amatørmeteorolog Luke Howard sit værk Essay on the Modification of Clouds for The Askesian Society – en udvalgt skare af britiske gentlemen med en særlig interesse for naturvidenskab og filosofi (og efter sigende også en stor forkærlighed for lattergas, men det er en anden historie). I sit essay skrev Howard om skyer, og selvom han ikke sådan rigtigt var meteorolog, var han i hvert fald ikke bleg for at kaste sig ud i en beskrivelse af, hvad han så på himlen.

Og sådan gik det til, at skyerne fik latinske navne som cumulus, cirrus og stratus – navne, som rigtige meteorologer bruger den dag i dag, når de beskæftiger sig med formationer af vand på himlen. Og Luke Howard, jo, han fik tilnavnet ‘skyernes fader’, og hans meteorologiske nomenklatur – der dannede skole inden for studiet af skyer – var tilmed beskrevet på så malerisk vis, at selveste Goethe hentede inspiration hos ham til en række digte om skyerne.

Ak ja, det var en anden tid, en tid hvor himlen endnu var et ubeskrevet blad – men også en tid, hvor Howard nok ikke selv i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at den mest omtalte sky af dem alle 206 år senere ikke var at se på himlen, men blot ville gå under navnet skyenthe cloud.

Skyen – den kender du! Og du har sikkert også fulgt med i historierne om techgiganternes tvivlsomme håndtering af al den data, der ligger i skyen – ja måske har du ligefrem overvejet at slette din Facebook og gå helt offline.

Det kan lyde fristende, men det er også besværligt. Er man for eksempel i gang med en uddannelse, forventes det, at man har en computer med sig i skole. Og så er den gal igen, for, som sociologen Annette Prehn bl.a. peger på i sin nye bog Afledte Effekter, er de resultater, der kommer frem, når en elev laver en googlesøgning, ikke altid de samme som dem, læreren eller de andre elever får. På grund af Googles algoritmer er søgeresultatet tværtimod farvet af elevernes tidligere søgninger og dermed også af den sociale og kulturelle kapital, de har med sig hjemmefra. Det ser således ikke for godt ud, hvis man er typen, der søger mere på PewDiePie end på Proust, for så er der lige pludselig lidt længere vej op ad samfundsstigen.

 

The sky is the limit

Bevares, det kan da være meget rart, at Google ved, præcis hvilke kattevideoer man foretrækker, men når algoritmerne har en social slagside, er der grund til at være på vagt. Og som om det ikke skulle være nok, at de såkaldte filterbobler har konsekvenser for nogle elevers adgang til viden og dermed også deres mulighed for at brillere i skolen, peger lektor ved pædagoguddannelsen Niels Jakob Pasgaard på, at filterboblerne også kan betyde, at man ikke bliver udfordret på sine holdninger, hvilket i sidste ende kan føre til ”åndelig dovenskab”.

Den amerikanske cyber-aficionado og ‘sikkerhedsguru’ Bruce Schneier har leget videre med tanken og advarer i stærke vendinger om, at den digitale udvikling kan betyde, at vi ender som trælle i et digitalt feudalsamfund med Google og Facebook som vores herremænd: ”I denne nye verden af databehandling slipper vi en vis mængde kontrol og til gengæld regner vi med, at vores herrer både vil behandle os godt og beskytte os.” Men, fortsætter Schneier, som vi har set masser af eksempler på de seneste år, kan de – herremændene – begå fejltagelser og opføre sig lemfældigt og lunefuldt og ”slavebinde os; prøv bare at flytte data fra en digital herre til en anden”.

Så mens middelalderens herremænd i det mindste beskyttede sine undersåtter, er det i dag en endnu dårligere byttehandel, vi indgår i – og pludselig er det Mark Zuckerberg, der kan kalde sig ‘skyernes fader’.

Okay, det er måske lige en tand for dystopisk, men når Googles algoritmer spænder ben for nogle skoleelevers læring, er det nu alligevel værd at have in mente.

Så hvis du sidder tilbage og overvejer, hvad du kan gøre for at omgå algoritmerne, er et bud at bruge Google lidt mindre, og kun hvis det er strengt nødvendigt – og al din nyvundne tid? Ja den kan du for eksempel bruge på at kigge på de rigtige skyer – eller læse lidt mere Goethe. /Anne Nørgaard Christensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12