De superrige græder hele vejen til banken

Nordea og Jyske Bank bliver pryglet i fuld offentlighed. De to banker har – ifølge de lækkede Panama-papirer – været særdeles imødekommende over for velbeslåede kunder, der foretrækker at holde deres formuer intakte fremfor at overlade de surt akkumulerede midler til velfærdsstatens forgodtbefindende.

Den finansielle sektor reproducerer imidlertid blot en hajs genom. Ingen bebrejder den strømlinede rovfisk, at den hugger til, hvis et blødende spædbarn kommer for skade at falde i vandet under mere tropiske himmelstrøg.

At det handler om netop de to banker, er næppe nogen tilfældighed. Nordeas rødder strækker sig tilbage tilbage til Privatbanken, der i 1990 fusionerede med et par mere folkelige pengeinstitutter og blev til Unibank. I den arvefølge er en stolt tradition for at hjælpe de bedste klienter med at lette skattetrykket blevet vedligeholdt og forfinet. Samme omhyggelighed i kundeplejen har man over årene også kunnet finde hos Jyske Bank. Og selv om det ville være temmelig uretfærdigt at frikende de øvrige danske pengeinstitutter, har de to førstnævnte i det verserende læk af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca placeret sig helt fremme i rampelyset.

Sådan har det altid været med banker.

Ikke dresserede delfiner

Bankerne spiller på hele banen, og der hvor lovgiverne sjusker med kridtstregerne, spiller de også udenfor. Dermed ikke sagt, at den enkelte bankmand ikke kan være i besiddelse af moral. Men at forestille sig at en sektor, der lever af at forvalte, forvandle og optimere immaterielle værdier, skulle handle ud fra moralske overvejelser, har vist sig i bedste fald at være naivt.

Som den tidligere venstrefløjspolitiker og fysiker Preben Wilhjelm bemærkede i forbindelse med, at han i 2012 forsøgte sig med den systemkritik, han savnede hos medierne i efterspillet til finanskrisen, så opfører bankerne sig af natur ikke »som en dresseret delfin.«

Alligevel forsøger diverse Nordea-chefer nu at optræde som dresserede delfiner, der angiveligt skal overbevise deres mere ordinære kunder om, at de bestemt ikke har gjort noget forkert. Hvorefter de straks lover, at ’det’ ikke vil gentage sig!

Som Nordeas chef for Private Banking Thorben Sander uddyber over for DR: »Vi har en klar holdning om, at de løsninger og den rådgivning, som vi yder i Nordea, er inden for lovens rammer og inden for vores etiske retningslinjer.«

Politikerne er passive

Al empiri tilsiger, at det vil gentage sig. Skulle Nordea bryde med fortid og nutid, vil konkurrenterne blot træde til i selskab med advokater og revisorer. Lovgiverne har heller ikke ligefrem vist viljestyrke. Efter de såkaldte LuxLeaks endte den ansvarlige finansminister Jean-Claude Juncker som formand for EU-kommissionen. Og indtil videre har EU ikke for alvor grebet til effektfulde sanktioner over for hverken Luxembourg, Lichtenstein, Monaco, Andorra eller diverse britiske kanaløer.

Så indtil kridtstregerne bliver trukket tydeligt op, er det på sin plads at bevæge sig ind i de riges hjerner og hjerter. Det er nemlig ikke kun grådighed, der driver værket, selv om det kunne være fristende at stille sig tilfreds med den forklaring.

I det følgende vil der være generaliseringer. Fordomme vil forekomme. Men overordnet vil der blive trukket på ældgammel visdom parret med de seneste videnskabelige landvindinger. Vi bevæger os ind i den menneskelige hjerne for at kortlægge stier og mønstre i de rige og magtfuldes adfærd.

Angsten for at miste

Den amerikanske sangerinde Janis Lyn Joplin døde i 1970. Samme år nåede hun at slå fast, at frihed blot svarer til, at der ikke er mere at miste, som hun sang i nummeret ’Me and my Bobby McGee’.

Det omvendte gør sig sjovt nok gældende for dem, der enten arver eller selv får skrabet tilstrækkeligt mange penge sammen. Rigtig mange rige mennesker har oplevet, hvordan angsten for at miste stiger med formuen. Mange med mere beskedne indtægter og formuer forestiller sig, at de mere velhavende har vundet en frihed, de selv kun kan drømme om. Men i virkeligheden oplever de fleste af de virkelig velbeslåede et tab af frihed. Jo mere de har, jo større bliver angsten for at miste det hele.

Det amerikanske forskningsuniversitet Boston Colleges Center for Wealth and Philantropy har i årtier studeret de rige. Og den sidste store forskningsrapport indeholder, som centrets direktør, sociologen Paul G. Schervish udtrykker det, i svarene fra 165 husstande »en ekstraordinær samling af tilståelser, erindringer og forklaringer.«

120 af respondenterne havde en formue på over 25 millioner amerikanske dollers, to var dollar-milliardærer og gennemsnitsformuen for de interviewede var på hele 78 millioner dollars, svarende til lidt over en halv milliard danske kroner.

I 2011 fik tidsskriftet The Atlantic lov til at kigge forskerne lidt over skuldrene og måtte konstatere, at livet på solsiden måske ikke var helt så misundelsesværdigt som først antaget.

Arkitekten bag rapporten, psykologen Robert A. Kenny, sagde til magasinet: »Jeg tror indimellem, at de eneste mennesker, der bekymrer sig mere om penge end de fattige, er de meget velhavende.« Og han uddyber: »Det er frygten for at miste dem, det er bekymringer om at investere dem rigtigt. Jo flere nuller, der kommer på formuen, jo større bliver dilemmaerne.«

Næppe noget, der øger lysten til at betale skat.

Mere vil have mere

Med jævne mellemrum sker det, at Dagbladet Børsen rydder forsiden for endnu en virksomhedsejer, der »er blevet forgyldt«, for nu at bruge en af erhvervsavisens yndlingsformuleringer.

Det sker typisk, når en eller en lille gruppe dygtige iværksættere har formået at skabe en succes og lykkes med at sælge værket til en større international virksomhed eller en kapitalfond. Det afstedkommer høflige interviews, hvor man naturligvis ikke vil præcisere antallet af millioner eller endog milliardbeløbet.

Men det kommer alligevel frem. Børsen erfarer altid. Og Børsens læsere glæder sig på den heldiges vegne. Her gælder Janteloven ikke. Endnu et medlem af den privilegerede kaste er nu sikret et liv i ubekymret velstand.

Men så går der nogle år. Pludselig optræder den heldige igen i medierne. Nu er formuen sat over styr. Og alle undrer sig.  Hvorfor i al verden skulle så stor en del af den nyvundne formue dog investeres så risikabelt?

Problemet er, at de mange penge giver adgang til nye venner. Nye rige venner, hvoraf nogle ikke alene er endnu rigere end den nytilkomne. De har måske været rige i generationer.

I følge Boston College-studierne lægger det et voldsomt pres ikke mindst på de nyrige, som ofte skal leve op til en helt ny social standard.

Før skulle de: ’Keep up with the Joneses’. Nu skal de: ’Keep up with the Gateses’

Wall Street Journal-journalisten Robert Frank har skrevet den anmelderroste bog ’Richistan’, hvor han tager læseren på en rejse ind i de nyriges verden, og han har flere gange advaret: »Der er ingen grund til at misunde de super-rige. De har det forfærdeligt.«

Mange af dem føler sig presset til at sammenligne sig selv, deres luksusbiler, villaer og motorbåde med folk, der er tyve gange rigere end dem selv.

Og det er så her kæden kan hoppe af for selv den mest sindige. Der bliver taget lidt for store chancer. Man tager imod rådgivning fra lidt for farverige typer. Pludselig er en anseelig del af formuen anbragt i højtflyvende, men til gengæld meget risikable projekter. Og så sker det, at IT-milliardæren atter ender på forsiden. Denne gang som helt eller delvist falleret.

Under alle omstændigheder er skattebetaling en hindring i ræset mod regnbuen. Og skulle man alligevel have stuvet lidt af vejen ’for a rainy day’, så ligger de altså bedre og mere diskret i Panama eller Bahama.

Sammen i ghettoen

Boston er en hvid velhavende by, og kører man nordpå langs vandet eller lidt ind i landet, kan det ske, at man ender af de snoede veje til Chestnut Hill, hvor Boston College har slået sig ned. Heroppe bliver husene mærkbart større, golfbanerne grønnere og politi og vagtpatruljeringen mere intens. Her har nogle af de mest velhavende valgt at slå sig ned.

Området minder om det mange danskere kender nord for København, hvor vores egen lille rigmands-ghetto folder sig ud fra Hellerup og op til lidt nord for Gentofte Kommune.

Boston College-forskerne ser en tydelig tendens til at rige søger sammen. Med rigdommen bliver de også usikre i selskab med andre, og velstanden bliver simpelthen en barriere for at omgås de knap så økonomisk privilegerede.

Indhegnede luksus-boligkvarterer og sikkerhedsudstyr af enhver art har ikke for ingenting været en af de hurtigst voksende industrier i de to til tre sidste årtier. Det er sket i takt med, at uligheden er vokset kraftigt, og den ene procent rigeste ikke kun er blevet isoleret økonomisk, men også socialt.

Hos de enlige rige opstår der en panisk angst for ’gold diggere’. Er det mig eller mine penge, han elsker? Og hvordan kan jeg selv elske nogen, hvis jeg nages af en evig mistanke, selv der hvor jeg oplever oprigtig hengivenhed? Det sikreste er at finde en partner, der er lige så velhavende som en selv og helst en, hvis venner sandsynligvis heller ikke mangler noget.

I takt med at de rige bliver rigere, ser det ud til, at de isolerer sig i stadigt større omfang sammen med deres ligestillede.

Der er absolut intet, der tyder på, at den udvikling har bidraget til deres lyst til at betale skat.

Så hellere filantropi, som Boston College forskerne også entydigt konkluderer.

Filantropi giver indflydelse på, hvor pengene skal bruges og dermed magt. Dertil kommer tilfredsstillelsen ved at give. Skattebetaling derimod er forbundet med afmagt og bevidstheden om, at tilfredsstillelsen kun kommer de politikere til gode, der får lov at stå for omfordelingen.

Er de rige onde?

De fleste husker sikkert Mathæus 19,24, hvor Jesus leverer en af sine mest citerede onelinere: »Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

Jesus lægger ikke ligefrem skjul på, at rigdom og de dyder, der gør os arme syndere værdige til den evige frelse, ganske enkelt ikke er forenelige.

Nu blev der ikke bedrevet så forfærdelig meget forskning i psykologi og social adfærd for et par tusind år siden. Men det er der rådet bod på i nyere tid, hvor en række studier peger på, at rige mennesker generelt opfører sig dårligere end deres mindre velstillede medborgere.

En af de mest omtalte er Paul K. Piff, der er assisterende professor i psykologi og social adfærd ved University of California i Berkeley.

Ikke mindst hans Matador-eksperiment har vakt genklang uden for hans egen fagkreds. Her blev ca. 100 forsøgspersoner tilfældigt inddelt i to lige store grupper, der parvis skulle spille mod hinanden. Den ene gruppe fik dog dobbelt så mange penge, der blev pillet ved terningerne og de fik dobbelt så stor belønning, når de passerede START.

De rige spillere udviklede forbløffende hurtigt en brovtende og ubehøvlet adfærd. De hoverede og var i stand til at overbevise sig selv om, at det udelukkende var deres egen fortjeneste, at de vandt.

I en TED-Talk fra december 2013 forklarer Piff, at sådanne eksperimenter er virkeligt gode til at forklare, hvordan sociale hierarkier fungerer. Den menneskelige hjerne retfærdiggør simpelthen held og status.

»Vi opdagede, at rige mennesker er mere tilbøjelige til at mene, at grådighed er moralsk godt, ligesom det er favorabelt og moralsk rigtigt at forfølge sin egne interesser frem for andres.«

I et andet eksperiment gav man en række rige og fattige forsøgspersoner 10 USD.

»Vi gav dem mulighed for at beholde pengene eller dele med en fremmed. De, som tjente under 25.000 USD om året, gav 44 procent mere til en fremmed, end dem, der tjente over 150.000 USD om året.«

Udover at Piff og hans hold kunne konstatere, at rige var mere tilbøjelige til at stjæle slik fra børn, lavede de også en stor undersøgelse af trafikkultur, hvor de observerede billister i køretøjer af forskellig prisklassers tilbøjelighed for at holde tilbage for medborgere, der havde våget sig ud i et fodgængerfelt.

De billigste biler holdt stort set alle tilbage, mens 50 procent af de dyreste brød loven.

Havde Jesus vidst, at de rige opfører sig skidt, fordi den menneskelige hjerne er skruet sådan sammen, som den er, havde han måske været mere tilgivende overfor de rige. Men det kommer næppe bag på hverken Piff eller Jesus, at rigtig mange rige og magtfulde har benyttet sig af Panama-finten.