Ingenting mellem ting?

I denne weekend er performancefestivalen ’Mellemting mellem ting’ er i fuld gang i Den Fri Udstillingsbygning i København. Festivalen er kurateret af kunstneren Heine Clausen under temaet ‘skulptursituationer’, og søndag klokken 17 optræder en af genrens mest etablerede figurer i Danmark, Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970). Hun blev uddannet fra Kunstakademiet i 2002, men performance samlede hun først op senere. Dengang var performancekunst nemlig noget nært ikke-eksisterende på den danske kunstscene. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har snakket med Lilibeth Cuenca Rasmussen. 

Føljeton: Festivalen er bygget op omkring temaet skulpturer. Har dit værk direkte relation til dét?

Lilibeth: Ja det har det, men jeg har twistet det lidt. Det gør jeg altid, ha-ha. Titlen på det er ’Ingenting’. Ingenting mellem ting.

Føljeton: Kan du fortælle mere om det?

Lilibeth: Jeg ved egentlig ikke, hvor meget jeg skal fortælle … Hvornår udkommer det her?

Føljeton: Det udkommer lørdag. Så hvis der er nogle spoilers, du ikke vil have ud, skal du ikke sige dem.

Lilibeth: Jeg kan sige, at jeg tager udgangspunkt i Heines koncept, men jeg twister det. Jeg har altid taget udgangspunkt i min egen krop, ofte i hvert fald, og det gør jeg også nu. Så den skulpturelle del af performancen, det er min krop. Jeg bygger den op, maler på den og tager billeder af den. Der kommer til at være en materiel form for affotografering af kroppen. Jeg vil prøve at indfange det skulpturelle og monumentale i affotograferingen af den performative proces.

Føljeton: Det særlige ved performancekunst er, at det kun eksisterer i det øjeblik, det performes. Når du så siger, at der skal skabes materiale ud fra dit værk, skal det så forstås som en måde at forevige eller dokumentere det på?

Lilibeth: Jeg eksperimenterer altid med oversættelsen af det live og det, der kommer bagefter – efterladenskaberne. Det tager form på mange måder i min praksis, både fotografisk, gennem video, maleri eller tekst, og det kan faktisk også være skulpturelt.

Føljeton: Du har arbejdet en del med reenactments, genopførelser af andres performances. Er det en måde at få performances til at leve længere?

Lilibeth: Da jeg selv begyndte at lave live performances, gik det op for mig, at jeg ikke vidste særligt meget om historien bag performancekunsten. Derfor blev jeg meget optaget af at læse om den. Jeg havde svært ved at forstå værkerne, og jeg syntes, det var svært at få informationer om dem. Så jeg besluttede mig for at lave dem som reenactments og genopleve dem på min egen krop.

Føljeton: Før har du arbejdet med temaet identitet eller større politiske problematikker. Har det værk, du fremfører på søndag, tilsvarende et bestemt tema?

Lilibeth: Ha-ha… Ja, øhm. Det har mange temaer, men det handler faktisk om døden. Ha-ha, ja – wauw! Det forholder sig til død og familie … Ej okay, jeg vil gerne sige noget om det.

Føljeton: Ja?

Lilibeth: Da jeg læste pressemeddelelsen, og så hvordan Heine har iscenesat festivalen ved at skrive ”en blanding af nye og unge kunstnere”, så nævnte han mit navn som en del af den ældre generation! Og jeg er jo en af de ældste på festivalen, men så blev jeg alligevel lidt inspireret. Så, jeg laver faktisk et meget, meget gammelt værk, som ingen nogensinde har set, for det var mit optagelsesværk til kunstakademiet, som er en videodokumentation. Jeg har tænkt på, at nogle af de værker, jeg lavede dengang, er roden til den praksis, jeg har i dag, og det synes jeg er interessant.

Føljeton: Okay, så du blev inspireret til at gå tilbage til et af de værker, du lavede, da du var helt ung, fordi du læste, at du pludselig var blevet en del af den ’ældre generation’?

Lilibeth: Ja, lige præcis. Jeg vil gerne kigge tilbage og tænke over, hvad jeg egentlig har skabt. Mange af mine gamle værker har jeg ikke fået reflekteret ordentlig over, og nogen er bare blevet glemt. Og jeg synes faktisk, nogle af de første værker, jeg lavede, hvor jeg optog performances på videokamera, var ret stærke. Da jeg søgte ind på kunstakademiet, var jeg begyndt at lave performances, men tiden var bare overhovedet ikke til det, så jeg begyndte faktisk at skjule den del af mig selv.

Føljeton: Hvis tiden ikke var til det dengang, tror du så også, det har haft indflydelse på karakteren af de performances, du lavede dengang? Så den performance, man kommer til at opleve søndag, har et helt andet udtryk, end noget du ville producere i dag?

Lilibeth: Ja, ja, helt vildt meget. Den er sådan lidt retro, synes jeg.

Føljeton: Hvordan?

Lilibeth: Performancekunst startede jo som en græsrodsbevægelse, det var (og er stadig) politisk og en måde at ’sige fra’ over for det politiske system og etablerede kunstmarked. Det har selvfølgelig udviklet sig, og det skal det også, men nogle af de ældre værker, som jeg har reenactet, har stadig den der minimalistiske, in-your-face-karakter. De er meget simple, men meget, meget stærke, og jeg synes stadig, de holder.

Føljeton: Heine Clausen siger, at performancekunstgenren er boomet i Danmark inden for de sidste år. Hvad er din oplevelse af det?

Lilibeth: Det synes jeg, den er. Jeg kan slet ikke overskue det mere ha-ha, jeg ved slet ikke, hvem der laver performances mere. Jeg oplever, at flere af mine kollegaer, som ikke er performancekunstnere, kommer til mig og siger: ”Jeg bliver hele tiden spurgt, om jeg vil lave en performance, og jeg synes, det er lidt flovt, for det er jo slet ikke min genre!” Mange siger jo også nej, men nogle gør det  bare. Det er ikke ligesom i 90’erne – der ’måtte’ man ikke lave performancekunst i København.

Foto: Daniel Hjort