Som dreng var imamen, som muslimer er flest: ikke særlig religiøs

Waseem Hussain er imam i Danmark. Siden 2011 har han været ansat som fængselsimam i Vestre Fængsel, og så er han ny formand for Dansk Islamisk Center på Nørrebro, som ifølge hjemmesiden er »Danmarks første og eneste rent dansksprogede moské.«

Så Waseem Hussain er altså en religiøs fyr, der har styr på sin Koran.

Men engang var han bare en »standardmuslim,« som han kalder det. Standardmuslimer er dem, der er flest af. Det er dem, der ikke er så frygteligt optaget af islams foreskrifter. Standardmuslimer beder for eksempel ikke fem gange om dagen. Det kan være, fordi de synes, at det er besværligt, eller fordi de tænker, at den nok går med Allah alligevel.

Jeg sidder i stuen hjemme i Waseem Hussains lille lejlighed i Tingbjerg lidt uden for København. Hans to små børn, Aisha på fire og Anas på et, studerer gæsten og leger omkring os, og hans kone, Hafsa, pusler omkring i bare tæer og laver pakistansk te til os. Waseem Hussain er hurtigsnakkende og munter, den totale modsætning til nogle af de skæggede, alvorsfulde, engelsktalende mørkemænd, der materialiserede sig, når TV Avisen for 10-20 år siden engang imellem skulle bruge et citat fra en imam.

På ‘stenjagt’

Waseem Hussain er blot 32 år. Når talen falder på islam og islams regelsæt, taler han med samme sikkerhed som en noget ældre, lærd mand, for han ved, hvad han snakker om. Og som fængselsimam gennem flere år er han vant til at vejlede folk i svære situationer.

Men så er der den anden side af Waseem Hussain. Han er skæg. Da jeg et par dage forinden vil lave en aftale med ham om at mødes, sender jeg ham en privat besked på Facebook. Her er hans svar:

»cool

du er altid velkommen til at hænge ud med mig.

vi kan måske tage på ‘stenjagt’ på stranden.

evt. øve os lidt ved at slå smut.

:-)

du siger bare til.

vi kan være i moskeen

eller hjemme hos mig

eller gå en tur

eller køre en tur (jeg er doven)

your call«

Rimelig street

Da jeg læser det, er jeg langsomtopfattende og tænker, at det ville være fornøjeligt at gå på stenjagt. Det undrer mig, at Waseem Hussain bor i nærheden af en strand. Men det med at samle sten er selvfølgelig en slet skjult henvisning til TV 2’s dokumentar om blandt andet Grimhøj-moskéen, hvor en lidt bondsk imam taler om stening, mens der er skjult kamera på. Og siden har snart sagt alle danske muslimer følt, at de skulle tage offentligt afstand fra stening, selv om det er en middelalderlig aktivitet, som de ikke kunne drømme om at gå ind for.
Så der er noget streetwise over Waseem Hussain, og da han er uddannet civilingeniør, som måske ikke er verdens mest funky erhverv, så må det komme et andet sted fra. Og det gør det også: Hans opvækst.
»Jeg er jo fra Helsingør‚« fortæller Waseem Hussain. »Jeg er født og opvokset i et villakvarter. Det var ikke nogen ghetto. Naboerne var ‘Maria og Tim’, og genboerne på den anden side hed ‘Lotte og Rie’. Og da jeg gik i skole, var der da tyrkere og jugoslaver, men ingen pakistanere. Mine bedste venner var Nikolaj og Christian og Thomas. Det var dem, jeg spillede fodbold med. På gymnasiet var jeg i et helt år den eneste muslim. Jeg var jo vant til ikke at være omkring andre med anden etnisk baggrund; jeg var vant til at være sammen med etniske danskere.«
I det samme kommer Hafsa ind med teen og anbefaler, at jeg putter et par teskefulde sukker i.
Waseem Hussain fortsætter: »Så skulle man da mene, at jeg kunne føle mig rimelig dansk. Men da jeg efter min studentereksamen skulle søge studium, ville jeg gerne læse jura. Det endte jeg med at fravælge og gøre til min tredjeprioritet, ene og alene fordi mit navn ikke lød særlig dansk, og jeg tænkte, at det kommer jeg simpelthen ikke særlig langt med.«

En ikke-inkluderende diskurs

Så du fravalgte jura, fordi…

»Jeg tænkte, at med mit navn så kommer jeg ingen vegne. Ikke inden for det område, det troede jeg ikke på. Og det er jo vanvittigt.«

Har du det stadig sådan?

»Ja, absolut, det er bare blevet værre. Det er min teori umiddelbart,« siger han og følger op med en forklaring på, hvorfor han bruger ordet vanvittigt:

»Du har en 18-årig, som burde have alle forudsætningerne for ikke at tænke sådan. Men han tænkte sådan. Så prøv at forestille dig alle dem, der er født i ghettoen og den stil. Der er sket et eller andet. Jeg var heller ikke religiøs eller noget som helst på det tidspunkt, du ved. Det var bare et eller andet med diskursen på det tidspunkt. Jeg havde en følelse, der resulterede i, at jeg tænkte ‘nej, det duer bare ikke’.«

‘Bare bed engang imellem’

Men du var ikke religiøs? Hvad lavede dine forældre?

»Min far arbejdede på en fabrik, det har han gjort altid i Danmark. Noget tekstil-et-eller-andet. Jeg kan ikke huske, hvad den hed. Min mor blev førtidspensionist i løbet af 80’erne. Fik noget med ryggen. Så hun var hjemme. De fleste med pakistansk baggrund får en meget standard-religiøs opdragelse. Vi lærer som små at læse i Koranen og læse den højt og læse den på arabisk uden at forstå et ord af, hvad der står. Vi lærer at bede. Hvis du er en dreng, får du at vide: ‘Husk at tage til fredagsbøn, når du kan’. Og så får du meget skældud, hvis ikke du gør det. Pigerne får ikke den slags at vide. Så lærer man, at de fem bønner findes, og at man skal huske at bede engang imellem. Og så er der ramadanen. Dér faster man. Og så bliver man det, man kalder ramadan-muslim, hvor man beder de fem bønner under ramadanen, men ellers ikke. Det er meget standard.«

Fem gange dagligt

Hvordan ser du på det nu, hvor du er imam? Er det forkert?

»Det er ikke optimalt i forhold til religionens lære. Du skal jo ikke kun bede fem bønner om dagen, når der er ramadan. Det skal du gøre hele tiden. Det er et valg, som individet selv tager, men det er stadig standard for de fleste ikke at gøre det. Der var en interviewundersøgelse i Jyllands-Posten, som viste, at 50 procent af alle muslimer ‘beder fem gange om dagen eller mere’. For det første: Hvor kom »eller mere« fra? Haha. Men fem gange om dagen? Det passer bare ikke, at hver anden muslim herhjemme skulle gøre det. Det er fuldstændig vanvittigt.«

Skal man bede på nogle bestemte tidspunkter?

»Ja, det skal man. Så du den der artikel, der var med mig i Berlingske? Der var en journalist herhjemme hos os. På et tidspunkt var det tid til bøn, og så gik jeg bare derhen og begyndte at bede. Sådan er det jo. Der er ikke så meget andet at gøre.«

Så hvis jeg var her rigtig længe, og det blev tid til at…

»Så ville jeg sige til dig, at nu skal jeg lige bede.«

Hovedstaden i Venezuela

Det var et lille sidespring i samtalen. Jeg er ikke selv religiøs, så den religiøse lavpraksis kan jeg ikke lade være med at spørge ind til med undren og fascination.

Vi kommer tilbage på sporet. Og som jeg forstår det, Waseem Hussain fortæller mig, er det faktisk på en måde den ekstreme organisation Hizb-ut-Tahrirs skyld, at han blev religiøs. Overhovedet ikke fordi han var enig med dem, men fordi han syntes – og stadig synes – at det, de lukker ud om islam, er det rene sludder.

Da han skal starte på ingeniørstudiet møder han nogle fyre fra Hizb-ut-Tahrir, og »de fyrede deres ting af om, at alle muslimer altid havde levet under et kalifat. Og jeg har været en rigtig nørd i mit liv. I tredje klasse kunne jeg bare min geografi. Jeg har simpelthen siddet og gloet på verdens lande. Du skal ikke spørge mig, hvorfor en niårig gør den slags, men jeg var altså en rigtig nørd. Prøv at nævne et land, så skal jeg sig dig hovedstaden…«

Venezuela?

»Venezuela, Venezuela – det er Caracas! Haha. Nå, men jeg kan huske, at der står en fyr og taler om, at alle muslimer altid har levet under et kalifat. Jeg tænkte: Det er jo nonsens. Han var fra Hizb-ut-Tahrir. Jeg vidste ikke, at de fandtes. Jeg kommer jo fra Helsingør! Jeg vidste, at det var noget sludder. Alle muslimer har næsten aldrig levet under et kalifat. Jeg kunne mine historiske fakta. Da jeg gjorde ham opmærksom på det, afviser han det, som om det er mig, der ikke ved noget. Det betød, at der opstod flere religiøse diskussioner. Det, der ofte sker i mødet med Hizb-ut-Tahrir, er, at mange muslimer ikke nødvendigvis er enige med dem, men hvis de prøver at sige, at sådan forholder det sig ikke, vil de her Hizb-ut-Tahrir-drenge komme med et koranvers eller en hadith, et udsagn fra profeten Muhammed. Og hvad skal den anden så sige? Han er jo bare en standardmuslim og ved ikke så meget om det.«

En tosset onkel

Kan man som standardmuslim, der står over for en, der lader til at vide en helvedes masse om islam, godt være lidt flov over, at man ikke selv ved mere?

»Ja! Det kan være, at man synes, at det lyder mærkeligt, men man ved ikke rigtig, hvad man skal sige. Der skilte jeg mig så ud. Ikke fordi jeg vidste særlig meget om religion; jeg syntes bare, at det han sagde, lød mærkeligt, så jeg udfordrede ham – det gjorde jeg hele tiden. Det betød, at jeg måtte udvide min islamiske horisont.«

Men i virkeligheden klarede du dig godt i diskussion, fordi du var nørdet og måske også stædig?

»Præcis. Deres liv er jo at gå rundt og prædike det her. Det er deres mission. Det er ligesom, hvis du er til en familiemiddag, og du har en eller anden onkel, som har de her dybt racistiske ideer og hader islam og muslimer, og han har brugt de seneste tre måneder på at læse en hel masse artikler, så han har alle mulige argumenter klar, når han skal fyre sit freakshow af. Så sidder der ti andre, der synes, at det han siger, er noget mærkeligt noget, men han har statistik, og han har gjort alt sit benarbejde, og ud af den blå luft kan man ikke rigtig sige noget til ham, udover at ‘det synes jeg egentlig ikke’, og så kommer han med sin ‘fakta’.«

Islam gav mening

Men du bliver så mere interesseret i din religion?

»Ja. De spørger: Hvorfor er du egentlig muslim? Så tænker jeg lidt over det. Og nu er jeg meget principopbygget som menneske, så jeg må være muslim, fordi jeg tror på det og synes, at det giver mening. For ellers er det jo for fjollet. Det er sådan, jeg ser på det.«

Det, der herefter sker i Waseem Hussains liv, er, at han næsten gør sit ingeniørstudium færdigt, og i 2007 tager han til Jordan for at studere islams jura. Det gør han i tre år. Han gør det på den nørdede måde, hvor han sidder med næsen dybt begravet i bøgerne. Han tager ikke engang rundt som turist i landet. Det er der ikke tid til.

Da han kommer hjem til Danmark, har han sådan set imampapirerne i orden, men han tager lige sin kandidatgrad og bliver civilingeniør. Så er det på plads.

Dansk imam

Når du ville være imam, var det så for at modvirke indflydelsen fra de der Hizb-ut-Tahrir-typer, som du mødte på universitetet?

»Hele deres fortælling om et kalifat bygger på en løgn. Jeg ved ikke, om de selv tror på den løgn, eller også manipulerer de bevidst. Du kan åbne et hvilket som helst atlas eller en historiebog, og så vil du indse, at muslimerne aldrig nogensinde har levet sammen i en samlet stat – bortset fra de første 70 år af islams historie. Jeg vil ikke sige, at det var en mission, jeg havde. Men der er behov for, at nogen kan forklare islam på dansk til muslimer i Danmark.«

For 15 år siden, tror jeg, havde mange danskere en opfattelse af imamer som nogle halvstuderede røvere med stort skæg, som ikke talte dansk. Jeg kan for eksempel huske, at der var en fyr, der hed Abu Laban. 

»Jaja,« siger Waseem Hussain. »Nogle af dem er også halvstuderede røvere, men ikke alle. Der er grundlæggende to problemer med imamer i Danmark. Det ene er, at han ingen uddannelse har, hverken inden for det islamiske felt  eller generelt. Det andet er, at han spiller klog inden for islam, hvilket er dybt problematisk, for han aner ikke, hvad han snakker om. Jeg kunne nogle gange godt tænke mig at vide, hvad deres kvalifikationer er for at være imamer. Jeg ved det ikke engang selv.«

‘Hvem skal være imam?’

Hvorfor er det sådan?

»Alt var nyt for den første generation af muslimer, der kom til landet. Så de har sagt: ‘Vi mangler en moské, hvad gør vi? Vi lejer et lokale! Hvem skal være imam? Det kan du være, Ahmed eller Abu-et eller andet, du ved så meget, du er jo manden med skægget, og du plejer at bede fem gange om dagen!’ Sådan kan det være startet.«

Så der skulle ikke mere til?

»Nej, men det kan også være, at nogle af de her islamiske foreninger har vokset sig større og større, og så har de sagt: ‘Vi må finde en rigtig imam’. Og så importerer de en fra udlandet, som egentlig har studeret islamisk teologi, men når han kommer til landet, så kan han ikke et ord dansk. 20 år senere kan han stadig ikke et ord dansk. Der har du en katastrofe. Han er jo tydeligvis kommet hertil, men mentalt er han her ikke.«

Det er jo kanonproblematisk for hele imamfaget…

»Fuld-stændig.«

En form for formidler af islam

Da du begyndte at studere islam, var det så til at begynde med, fordi du var interesseret i alt det historiske ved religionen?

»Ikke kun det historiske. Jeg ville jo gerne læse jura, og nogle af de der islamtekniske ting er i virkeligheden jura, hvis man tænker over det. Det var en måde at få lov at læse en eller anden form for jura på. Ideen var simpelthen at kunne få lov at hjælpe med at være en form for formidler af islam på dansk. Det var det, der var mit ønske.«

Waseem Hussain fortæller, at da han rejste til Jordan for at studere islam, var han allerede blevet religiøs, og han havde været på alt, hvad han kunne finde af relevante kurser i Danmark.

Men man kan jo godt have en lyst til at sætte sig ind i alle de ting, men uden at blive religiøs af det?

»Ja, men sådan var jeg ikke. Jeg blev religiøs og begyndte at sætte mig mere og mere ind i tingene.«

En fornemmelse af noget

Hvad tænker du så om dit tidligere jeg – da du var ‘standardmuslim’? At du godt kunne have sat dig bedre ind i islam?

»Det er ikke noget, jeg spekulerer så meget over, må jeg indrømme. Selvfølgelig kunne jeg godt have gjort det bedre, men sket er sket.«

Hvad med dine forældre? De har jo så netop ikke ‘gjort nok’…

»De har gjort deres bedste. Det gælder for alle førstegenerationsforældrene. På mange punkter har de formået at lægge flere kræfter i det, end anden- og tredje generation har kunnet formå. De har jo bygget nogle af de her foreninger op. Det har vi fra anden generation ikke gjort, selv om vi har meget meget bedre forudsætninger. Vi er slet ikke lige så gode til det.«

Waseem Hussain tænker lidt. Vi er nok lidt uden for hans personlige fortællings hovedvej. Det, han får formuleret, er ikke helt sammenhængende og afrundet, men der ligger en klar fornemmelse af noget. En gensidig velvilje, hvad enten man hed Jensen eller Rashid til efternavn, som måske ikke findes tilsvarende i dag.

En anden form for gejst

»Bare den måde de var villige til at…« siger Waseem Hussain og stopper for at starte et andet sted: »Da Anker Jørgensen skulle begraves, fortalte min svigerfar mig, hvordan de i gamle dage kunne komme gående på Hovedbanegården og så støde ind ham – Anker Jørgensen. Og han havde tid til at standse og snakke.…. der var en anden form for gejst, føler jeg, og vilje til at gøre noget, som gælder dem, der kom i 1970’erne. Det føler jeg lidt.«

Gøre noget…?

»Bare at gøre noget. Også gøre noget for børnene. At gøre noget for at lære børnene om islam, hvor anden generation er sådan lidt mere ligeglade eller er gået i opposition og er blevet helt vildt sure. Spørg første generation – især dem, der kom hertil  i 70’erne. De vil alle sammen sige: ‘Fantastisk land. Gratis uddannelse. Sikkerhed. Systemet fungerer. Hvad mere kan du ønske dig?’ Og så vil du se en hel del fra anden generationen, som er sure på Danmark. Det er helt vildt mærkeligt at observere.«

En kedelig diskurs

Når de er så sure på Danmark, er der mange etniske danskere, som ikke kan forstå det… 

»Det forstår jeg også godt. Det er dybt åndssvagt. Men det skyldes jo langt hen ad vejen diskursen herhjemme. Forestil dig: Jeg valgte at læse noget andet end jura, fordi jeg mente, at jeg ville blive diskrimineret, hvis jeg læste jura. Det havde jeg så stærk en tro på, at jeg fravalgte det. Så er der jo et eller andet galt. Det er en diskurs, der har sat sig. Det er jo ikke, fordi jeg personligt er blevet dårligt behandlet. Når den stemning når helt ud til folk som mig, der havde meget med etniske danskere at gøre og ikke kendte andre muslimer, så kan det ikke skyldes andet end mediebilledet og diskursen og de der små påvirkninger.«

Skotske tilstande

Sådan er det i Danmark. Ikke alle steder. Waseem Hussain holdt påskeferie i Skotland. Det så jeg på hans Facebook-profil, og en dag havde han denne opdatering derovrefra:

»Skotland er übercool. Er sammen med konen på en indkøbstur i Sainsburys (bilka-agtigt). En tilfældig skotsk medarbejder spotter os, kommer høfligt hen til os, og på en utrolig venlig måde gør han os opmærksomme på, at de fører halal-produkter, hvorefter han meget gerne vil vise os, at de har en afdeling for det. Både i den ferske og frosne afdeling. 
Føler man sig lige velkommen og som en accepteret del af fællesskabet? Yes sir. Aye. 

Og nåh ja… Vi må hellere starte kampagnen, så vi kan bevare Danmark som den ægte danske nation, der ikke korrumperes af skotske tendenser med knæfald for islam og muslimer. Så here you go: #muslimerlover #befriskotland #boykothalal #aldrigsainsburyiDK #skridtilskotland«

Ikke plads til andre måder at være på

Jeg spørger Waseem Hussain, hvorfor Danmark mon er anderledes end Skotland. Jeg foreslår, at det kan være, fordi det er et lille land. Men det er Skotland jo også. Den forklaring giver slet ikke mening.
»Jeg tror bare, at der er i Danmark er blevet skabt en accept af, at det ikke er okay at have en anden måde at være på. Og når det ikke er det, så føler folk, der er på en anden måde, sig hele tiden lukket ude,« siger Waseem Hussain.

Han fortsætter med fortælling fra sin tid i folkeskolen i Helsingør.

»Da jeg gik i skole, og der var nogle fælles arrangementer, så spiste alle fisk. Det var ikke, fordi jeg krævede, at vi skulle spise fisk. Det var bare, fordi at så havde vi alle sammen noget, vi kunne være fælles om. Der var ingen, der brokkede sig. I dag er det så blevet til: ‘Der skal i hvert fald være svinekød!’ Det er fair nok. Jeg går ikke ud fra, at der er muslimer, som kræver, at der ikke må blive serveret svinekød for nogen. Men hele tankegangen er blevet vendt om. Nu er der nogle, som virkelig skal vise, hvad der er deres, så andre virkelig kan mærke, at de ikke hører til-agtigt – ikke?«

Men hvorfor er det sådan? Efterhånden må alle etniske danskere jo have en relation til muslimer på den ene eller den anden måde – for eksempel på arbejdspladsen og så videre.

»Det har de jo tydeligvis ikke. Dér har vi heller ikke været gode nok som muslimer. Du kan tage mig som eksempel: Da jeg begyndte på universitetet – bom! – så forsvandt mit etnisk danske netværk nærmest fra den ene dag til den anden. Det er jo ikke særlig godt. Der må vi jo bare blive lidt bedre og komme ud af busken,« siger Waseem Hussain.

Og ikke så længe efter forlader vi sammen hans hjem i Tingbjerg for at køre ind til Dansk Islamisk Centers lokaler på Nørrebro, hvor han også fungerer som imam. Og der fortsætter interviewet med ‘Danmarks mest bundlinjefikserede imam‘.