Må vi lytte til lækket musik?

Uhørt. Det er efterhånden en god måneds tid siden, at Kanye Wests album Jesus Is King (albummet tidligere kendt som Yandhi) endelig udkom. Sjældent har vi brugt så lang tid på at diskutere et album internt på redaktionen (lad os bare sige, at vi har haft lidt divergerende meninger om dets fortræffeligheder), og det skyldes nok ikke mindst, at enkelte af os inden udgivelsen havde begået lidt af en helligbrøde: Vi havde lyttet til den lækkede, uautoriserede udgave af Yandhi, der i sommeren pludselig var at finde rundt omkring i nettets afkroge (og muligvis også på YouTube – så siger vi ikke mere). Yandhi-leaket havde helt fundamentalt farvet vores forventninger til, hvordan visse af de nye Kanye-sange burde lyde, og samtidig gav de os nu også en fornemmelse af et uforløst potentiale: Tænk bare, hvor god musik det her kunne være blevet til. Og når det kom til stykket, var netop det dilemma faktisk en hel del mere interessant end spørgsmålet om, hvorvidt Jesus Is King er et godt album eller ej. For kan vi overhovedet tillade os at lytte til lækket musik? Sådan at kigge ind i en kunstners arbejdsværelse uden at have fået lov? Umiddelbart er der to veje vi kan gå i den sag: Vi kan kanonisere med Kafka, eller drømme med Dr. Dre.

Kanon. Inden Franz Kafka døde af tuberkulose i 1924, fik han sin ven Max Brod til at love, at han ville brænde alle Kafkas efterladte, uudgivne manuskripter, når Kafka var kradset af. Det løfte valgte Brod at ignorere, og det er derfor, vi i dag kan læse Kafkas tre fantastiske romaner: Amerika, Slottet og ikke mindst Processen. Egentlig blev ingen af de tre romaner skrevet færdige, men det er lidt lige meget. Det er netop deres lukkede, fragmentariske natur, der ophøjer dem til stor kunst. Og sådan er der jo så mange værker i kulturhistorien, der af den ene eller anden grund aldrig blev færdiggjorte, men som alligevel har fået deres tid i solen: Middelalderværket The Canterbury Tales, utallige af Edvard Munchs malerier (nordmanden gjorde det vel nærmest til et kendetegn aldrig helt at færdiggøre et værk) eller Schuberts 8. symfoni. Selvom det var et overgreb på Kafkas sidste ønske, har vi ikke kunnet lade være med at kanonisere hans efterladte œuvre. Lektien: Lyt løs! Kunst er, hvad vi gør den til – ikke hvad kunstneren siger, den er.

Detox. Men hvad så med de værker, der reelt set er så ufærdige, at de enten ikke kan eller burde give lyd fra sig? Lad os tage Dr. Dre som eksempel: Spørger man de mest inkarnerede fans, er Dr. Dres sagnomspundne studiealbum Detox, som rapperen skal have arbejdet på i små 20 år, utvivlsomt et mesterværk, der bare aldrig har set dagens lys. I den forstand tjener Detox en væsentlig pointe: Ofte er mytologien, der opbygges omkring et ufærdigt projekt, det absolut vigtigste. Mytologien er så at sige det, der får klaveret til at spille – uanset om klaveret så rent faktisk spillede i første omgang. For det meste giver mytedannelsen sig selv. Kafka såvel som Schubert døde jo, inden de fik færdiggjort skidtet, så vi kan kun drømme os til, hvad der kunne have været, og så ellers nyde de efterladte rester. Men med Dre in mente (ham må vi ikke glemme) hænder det, at de mest zelotiske fans finder på at flette fortællinger ind i noget, som kunstneren fortsat er i gang med. Eller værre endnu: At de ophøjer et ufærdigt fragment, som kunstneren egentlig havde skrottet til fordel for noget andet. Og her bliver tingene lidt mere prekære. For hvorfor så ikke bare acceptere det, som kunstneren nu i sidste ende har leveret? Måske skal man nogle gange bare stille sig tilfreds med det, man har. Hvis ikke kan vi så småt begynde på den næste mytologisering: Kanye arbejder angiveligt på en opfølger til Jesus Is King sammen med – ja, den er god nok – selveste Dr. Dre. Halleluja! /David Dragsted