Iranian pro-government demonstrators raise flags as they gather in the capital Tehran's central Enghelab Square on November 25, 2019, to condemn days of "rioting" that Iran blames on its foreign foes. - In a shock announcement 10 days ago, Iran had raised the price of petrol by up to 200 percent, triggering nationwide protests in a country whose economy has been battered by US sanctions. (Photo by ATTA KENARE / AFP)
Der er en særlig forståelig logik i begrebet ”hårdt mod hårdt”. En form for retfærdighedsfølelse som må ligge dybt i mennesket, og som mennesket til alle tider har kæmpet med at styre. Det er en følelsesmæssig reaktion forklædt som et køligt rationale.
I sidste uge omringede, skød og dræbte den Iranske Revolutionsgarde en gruppe ubevæbnede demonstranter i den sydøstlige del af byen Mahshahr. Ifølge øjenvidner og det medicinske personale på det lokale hospital mistede mindst 100 unge mænd livet i den aktion, mens de mere forsigtige og officielle tal har lydt på 40 døde.
Nedskydning er en del af den mest brutale opstand i Iran siden revolutionen i 1978, og det skønnes af menneskerettighedsorganisationer og udenlandske medier, at op mod 500 iranere har mistet livet i de seneste to uger i kampen mod regeringens styrker. 2.000 sårede og 7.000 anholdte. Ved den såkaldte Twitter-revolution i 2009, der var den sidste store opstand i landet, mistede 72 mennesker livet over næsten et års kampe.
Statsmedierne har ikke villet opgøre et officielt tal på arrestationer, men de oplyser, at der er oprør i 29 ud af 31 provinser. 50 millitærbaser er blevet angrebet, og ”adskillige” af regeringens sikkerhedsstyrker er blevet dræbt. 731 banker er blevet smadret, 140 offentlige pladser, ni religiøse centre, 70 benzinstationer, 34 ambulancer, 200 politibiler og 1.000 motorcykler.
Hvor startede volden
Opstanden startede den 15. november, da det sent på aftenen op mod weekenden blev meddelt, at olie- og benzinpriserne ville stige til det dobbelte. Det fik især unge ufaglærte mænd på barrikaderne med en vrede vendt direkte mod Irans religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei, og svaret har været brutalt. Retfærdiggjort ved at opstanden skulle være et direkte værk af Irans fjender, hvilket i dette tilfælde er henvendt direkte til USA’s Donald Trump, der sidste år trak sig ud af den internationale atomaftale med Iran. I stedet genindførte præsident Donald Trump skrappe økonomiske sanktioner mod landet, hvilket forhindrer, at blandt andet europæiske virksomheder kan handle med eller slå sig ned i Iran.
Resultatet har ramt Iran som en hammer og givet et brat økonomisk tilbageslag. De stigende brændstofpriser er blevet set som et desperat forsøg på at lukke de pludseligt opståede huller i landets økonomi, og dermed har Trump-administrationen fået det, som de ville have det: De ville presse Iran tilbage til forhandlingsbordet. Så blodig kan storpolitik være.
I de seneste uger er der dog skabt en alliance uden om USA, der kan vise sig at være en mere fredelig vej tilbage for Iran, og i fredags blev det klart, at Danmark er med i den alliance, der blandt andre tæller Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Instex, bliver det kaldt, og det er er en pengekanal, der sikrer, at man kan handle med Iran trods amerikanske sanktioner.
”Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen,” udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
”Atomaftalen hviler på to ben – international kontrol med det iranske atomprogram på den ene side, og sanktionsløftelse og samhandel med Iran på den anden side.”
Danmark vil tilslutte sig initiativet sammen med Belgien, Finland, Holland, Norge og Sverige. Trump har ikke officielt kommenteret på tiltaget, men det ville overraske os meget, hvis han ikke fordømte det. Kaldte det blødsødent, illoyalt og følelsesbetonet. Man skal sætte hårdt mod hårdt, ville han formentlig sige. Præcis som Ayatollah’en har sagt det. Men hårdt mod hårdt er som regel den mest følelsesbetonede løsning. /Lasse Lavrsen