DANSK FRIKADELLE PÅ MÅGESTEL.
Den store fordel ved Føljeton er, at det ikke er det første, dit blik falder på, når du vågner om morgenen, medmindre du er langsover. Hen ad middagstid har du genvundet dine illusioner om tilværelsen. Du tror, den giver mening. Du tror, du kan blive klogere på livet. Den eneste grund til, at du nærer alle disse illusioner, er, at klokken er blevet tolv, og at du har mad i munden.
Det kan godt være, du ikke ved det, men Føljeton er Danmarks sidste frokostavis, og vi mener det rent bogstaveligt: Her får du den åndelige føde, der skal få dig gennem dagen.
Når du står op gruopvækkende tidligt mellem 6 og 8, ser du meget klarere. Du ved, decembermørket uden for vinduerne er kommet for at blive hele året. Du ved, det ikke nytter. Du bliver aldrig klogere, og du aner også, at du deler denne skæbne med alle andre. Du går på arbejde med verdens mest tillukkede ansigt, som om du rugede over en hemmelighed, men denne hemmelighed er fælleseje: Livet er noget lort, og vi ved ikke hvad fanden, vi har gang i.
Op ad dagen har du genvundet dine foreskrevne illusioner, der skal holde samfundet kørende og dig selv på benene. Sidst på dagen gribes du igen af desillusion. Men så har du dine rusmidler, gastronomi, sex, alkohol, Netflix og eventuelt børn, der altid er et underholdende distraktionsmiddel, før dit sande fædreland igen giver dig midlertidigt asyl, og du vender tilbage til sengen og søvnens velsignede selvbedøvelse.
Eller også hengiver du dig til det farligste rusmiddel af dem alle: ensomheden. I ensomheden får du ideer. Pludselig synes du, at der skal ske noget. Tro, fanatisme og grådighed bliver dine drivkræfter. Så vær aldrig alene. Det går altid galt.
Er historien utilsigtet?
Tro ikke, at vi her ved tolvtiden stadig er morgensure på Føljeton. Det er ikke os, der har fundet på det her. Det er den 86-årige danske historiker Søren Mørch, som i dag udgiver en bog med titlen Utilsigtede hændelser. Vi har ikke læst den. Forlaget har ikke sendt den til os, men vi har orienteret os i Ulla Toftes anmeldelse på forsiden af Politikens kultursektion.
Søren Mørch mener, som titlen antyder, at historien drives af utilsigtede hændelser. Begrebet stammer fra militæret, der opererer med begrebet collateral damage – eller som det hedder på dansk, utilsigtede skadevirkninger – når en bombe rammer en civil beboelse, og en håndfuld almindelige dødelige møder deres skaber. Med andre ord: Historien er en slags utilsigtet skadevirkning. I Søren Mørchs bog ruger decembermorgenens mørke virkelig hele året, og dagslyset kommer aldrig frem.
Søren Mørch mener også, at historien er drevet frem af tro, fanatisme og grådighed, og nu bliver det virkelig mærkeligt, når man tager i betragtning, at han har tilbragt størstedelen af sit liv tæt på Socialdemokratiet i et ægteskab med et af partiets ledende skikkelser, Ritt Bjerregaard. Socialdemokratiet, der om nogen har skabt det Danmark, vi kender, har altid stået for det modsatte af tro, fanatisme og grådighed, nemlig pragmatisk fremkommelighed, snusfornuftig sejle-op-ad-åen-solidaritet og en livsappetit uden overdrivelser.
Forfatteren Hans Kirk (1898-1962), der selv var kommunist, sagde engang om Socialdemokratiet, at hvis man så en socialdemokrat med en kniv i den ene hånd, kunne man være sikker på, at han havde en gaffel i den anden. Det var ironisk ment, men det er blevet stående som en i grunden kærlig karakteristik af et parti for hverdagsmennesker, som ønskede at leve et fredsommeligt og overkommeligt liv uden de store dramaer. Tag gaflen fra danskeren, og han laver revolution. Kompromiset blev velfærdsstaten, et lys i det mørke, som Søren Mørch mener, historien består af.
Tilgiv os, at vi i dag henter vores verdensbillede fra dagbladet Politiken, men på side fire i dagens avis (betalingsmur, red.) optræder der en britisk landmand, George Young, som passer perfekt til Søren Mørchs verdensbillede. Han går op i klimaforandringerne, er økolog og socialist og imod Brexit – og han stemmer på Boris Johnson. Hans begrundelse: Lad os få rodet overstået.
Er det ikke sådan nogenlunde vores holdning til vores midlertidige asyl her på planeten i året 2019, hvor CO2-udslippet slår nye rekorder: Lad os få rodet overstået?
Det spørgsmål, ingen stiller, hverken Søren Mørch, socialdemokraterne, Boris Johnson, George Young eller alle os andre, er så blot dette: Hvad skal der blive af manden med gaflen i hånden, når den største utilsigtede hændelse af dem alle, klimasammenbruddet, indtræffer?
Har vi virkelig ikke noget bedre bud end årets forsigtige finanslov? /Carsten Jensen