Australiens oprindeligt indfødte folk, aboriginerne, led en frygtelig skæbne, da europæerne kom til landet i 1700-tallet. Diskriminationen, racismen og den sociale eksklusion fortsatte langt op i 1990’erne, så det er ikke mærkeligt, at de stadig kæmper for at genfinde fodfæstet og deres kulturelle identitet. Den danske dokumentarfilminstruktør Jannik Splidsboel (f.1964) har haft unik adgang til en række aborigineres hverdag i det nordvestlige Australien. Det skildrer han i dokumentaren Drømme fra Ødemarken, der har premiere på DR onsdag d. 11. december. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har talt med instruktøren om filmen og hans oplevelser med at lave den.
Føljeton: I begyndelsen af filmen er der en tekst om, at filmen måske kan indeholde billeder af afdøde slægtninge. Hvorfor?
Splidsboel: Det er, fordi man aldrig ved, om der står en afdød slægtning i billedet, så det fik vi at vide, at vi skulle advare om.
Føljeton: Nej, what? Så du siger, at aboriginere, der ser filmen, pludselig vil kunne få øje på en afdød, altså et spøgelse? Jeg forstod det, som om nogle af de medvirkende måske kunne være døde, siden filmen blevet optaget.
Splidsboel: Det kan det selvfølgelig også være, men det er begge dele. At der kunne stå en afdød i billedet, man ikke havde set, og så kunne der også godt være en slægtning, der var død i mellemtiden.
Føljeton: Vildt nok. Var det dem, der sagde, I skulle advare mod det?
Splidsboel: Ja.
Føljeton: Kan du ikke uddybe den side af historien – altså, den spirituelle?
Splidsboel: Jo. Det handler om den religiøse relation, de har til naturen. Der var mange steder, vi ikke måtte filme. Der var blandt andet nogle bjerge, hvor ældre gik hen, hvis de vidste, de ville dø af alderdom. Så gik de derop og lagde sig i en hule. Der måtte vi ikke filme. Der var også en del af en flod, vi ikke måtte filme, og sådan var der flere ting. Det var generelt en ret svær udfordring, for hvordan fortæller vi tingene, hvis vi ikke må tale om det eller filme det? Så i filmen har vi taget et valg om at gengive den rytme, de har i hverdagen. Her går tingene meget langsomt – blandt andet fordi, der er grotesk varmt. Så viser vi det, vi kan uden at forklare det, og så må det være op til folk selv at fortolke det.
Føljeton: Flere gange i filmen taler de medvirkende om ”alt det, vi har været udsat for”. Refererer de her til deres kollektive historie eller mere personlige ting, som vi ikke får at vide i filmen?
Splidsboel: Ikke ulig det, der skete i Grønland, så blev aboriginerne tvangsfjernet. I perioden 1910-70 blev ca. 33. pct. af aboriginernes børn bortført fra deres familier og anbragt i hvide hjem, hvor de blev forbudt at tale deres eget sprog – de kaldes The Stolen Generation. Derudover blev ca. 20.000 mænd fanget og dræbt, og overordnet blev hele folket i mange år behandlet som dyr. Nogle af de ældre husker det personligt, men der eksisterer en kollektiv hukommelse og nogle kollektive ar på sjælen. Jeg tror, at al frygt, had og raseri overleveres fra generation til generation, og det er dét, de refererer til. I dag fødes mange af børnene af misbrugsforældre, og på den måde sker der en stadig overlevering af negativitet. Så jeg spurgte: Kan man overhovedet finde nogen, der går imod det her? Og det synes jeg, at jeg oplevede med den helt unge generation, fx de to brødre, Billy og Jordan. Der er håb for, at de vil kunne favne begge verdner – den moderne og aboriginernes traditioner.
Føljeton: Jeg synes, det var lidt svært at gennemskue familierelationerne i filmen. Er Olive fx Felicitys datter?
Splidsboel: Ja, det er hun. Deres familierelationer er så indviklede, de er alle sammen kusiner, fætre, søstre eller halvonkler, og selvom de måske ikke er det fysisk, så kalder de hinanden det: ”my brother”, ”my auntie” osv. Hvis vi skulle begynde at forklare det, ville det blive et hav af skilte, så vi måtte træffe et valg, da vi klippede filmen, og håbe på, at folk regner det ud, ligesom du tænkte: ”Hm, Olive er nok Felicitys datter.”
Føljeton: Felicitys mand er jo en hvid mand, som er kommet til aboriginernes samfund. Kan du fortælle mere om ham?
Splidsboel: Ashleigh, som han hedder, kom dertil som ung elektriker, men blev hængende, fordi han forelskede sig i Felicity. Australiere får nogle skattemæssige fordele, hvis de tager derop og arbejder – på samme måde, som danskere gør, hvis de tager til Grønland og arbejder. Derfor er der mange unge, hvide australiere, der tager derop et par år, når de er nyuddannede, og sætter en masse ting i gang, men smutter igen efter et par år. Der gør, at der ikke er særlig meget kontinuitet deroppe.
Føljeton: Hvilken oplevelse giver det aboriginerne af det omkringliggende samfund?
Splidsboel: Det gør jo, at de føler et svigt. Jeg oplevede klart et ’dem’ og et ’os’. Jeg har slet ingen ’hvide historier’ med i dokumentaren, og det har jeg fået kritik for af nogle australske journalister. Men det skyldes, at der ikke var nogen hvide i mine medvirkendes liv. Der var kun Ashleigh, som er blevet mere aborigin, så det ville føles mærkeligt at begynde og klippe hvide historier ind.
Føljeton: Selvom vi får ansigter på og indblik i deres hverdag, skildrer dokumentaren overordnet et samfund med alkoholisme, vold og tårnhøje selvmordsrater. Kan det ikke risikere at tegne et lidt entydigt billede af aboriginerne?
Splidsboel: Både og. Ja, de drikker og er voldelige, men det spørgsmål, filmen stiller, er jo: Hvorfor gør de det, og hvad er det, de kæmper imod? Da vi filmede, dukkede der pludselig en meget stor, dyr bil op, og ud af den sprang en aborigin-kvinde, som sagde: ”What are you doing? I skal ikke filme her, og hvis I skal, så skal I også vise de positive historier!” Hun var fra en lille del af byen, der hedder Top End, hvor alle de hvide bor sammen med ca. fire aboriginere, der har været ude at tage en uddannelse og er kommet tilbage. Så forklarede jeg hende, at jeg ikke ledte efter de negative historier, tværtimod, men at jeg ville vise det, jeg oplevede, og det, folk gerne ville fortælle mig.
(Foto: Henrik Bohn Ipsen)