People hold hands as they attend a special service for murdered Labour Party MP Jo Cox, at Trafalgar Square in London, Britain June 22, 2016. REUTERS/Toby Melville
Fra Indien, denne mærkelige, spraglede stat i den sydlige ende af Asien, kommer der jævnligt historier, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. De handler om purunge kvinder, der bliver skamferet med syre af unge mænd, som måske har følt sig ydmyget af et nej eller en afvisning og åbenbart ikke kan komme på andre svar end det mest kujonagtige og grusomme, man kan forestille sig. Det sker også, at unge mænd, med hjælp fra fætre og ligesindede venner, tyer til bestialske gruppevoldtægter og efterfølgende ildspåsættelser og drab.
I sidste uge blev en 27-årig kvindelig dyrlæge udsat for gruppevoldtægt ved byen Hyderabad og bagefter kvalt, og liget blev siden brændt og dumpet. Indien blev af medier beskrevet som værende ”i chok”, og i hele landet var der demonstrationer over, at den slags bliver ved med at finde sted. Fire formodede gerningsmænd i alderen 20 til 26 blev imidlertid hurtigt arresteret og sat i detentionen.
Tidligt i morges lokal tid tog historien en drejning. Politiet var angiveligt ude at rekonstruere misdåden sammen med de fire mænd, og da de pludselig tænkte, at de ville benytte lejligheden til at stikke af, blev de skudt. Det står ikke helt klart, hvad der er sket, men ifølge en politimand i Shamshabad forsøgte de anklagede ”at gribe deres våben, og der var en krydsild. I den døde alle de fire anklagede. To politimænd er blevet dræbt.”
Ifølge The Guardian korrespondent er mange indere tilfredse med den udgang på sagen. Når man ser på, hvad de fire mænd efter alt at dømme har gjort, er det svært selv for vesterlændinge, der er blevet opdraget med en eller anden form for moralsk kompas, at undertrykke en lille følelse af retfærdighed.
Storbritannien, 2019
Vesterlændinge? Moralsk kompas? Det er måske lige tidligt nok at blive rørstrømsk og selvhævdende på Vestens vegne. For tiden er der som bekendt parlamentsvalg i Storbritannien, og The New York Times har en større artikel om, hvordan det er at føre valgkamp som kvinde. Det er absolut deprimerende læsning. Særligt efter Labour-politikeren Jo Cox forud for afstemningen om brexit i 2016 blev skudt ned på gaden af en skør, midaldrende, højreorienteret enspænder, der råbte ”Britain first” og ”død over forrædere”, er man begyndt at tage en hel masse sikkerhedshensyn som kvinde.
Journalisten besøger blandt andre Labour-politikeren Rachel Reeves på hendes kampagnekontor i Leeds, som beskrives som et ”bevidst upåfaldende” lokale i et indkøbscenter uden kampagneplakater i vinduerne, men med videoovervågning og et dørparti, der for nylig er blevet forstærket. ”Dødstruslerne, overgrebene på sociale medier, og graffiti, der kræver, at ‘forræder’-lovgivere bliver hængt, har ændret hendes tilgang forud for Storbritanniens kommende parlamentsvalg. Det er den nye virkelighed, siger hun og andre lovgivere, i et valgkampsmiljø, der er blevet bemærkelsesværdigt modbydeligt, særligt for kvinder, som bliver konfronteret med en række overgreb og trusler, der ofte er rundet af et had til kvinder.”
Forklaringerne er mange: hadtale på sociale medier; en masse tabermænd; den hårde tone i britisk politik generelt, som hverken de konservatives Boris Johnson eller Labour formand Jeremy Corbyn helt kan sige sig fri for. Det er både på højrefløjen og venstrefløjen, den er gal. Politikeren Rachel Reeves siger, at stemningen er meget anderledes end de første to gange, hun stillede op (første gang var i 2010). ”Folk er meget vredere, og der er meget større splittelse, særligt omkring brexit,” siger hun.
Det er et kæmpe problem, hvis frygt og trusler afholder kvinder fra at stille op. Kun 32 pct. af lovgiverne i det britiske parlament er kvinder. Ifølge BBC er 1.124 af de 3.322 registrerede parlamentskandidater kvinder, hvilket er et rekordhøjt antal. Man kan kun ønske dem held og lykke. Tænk, at man også skal tage sådan en kamp i denne del af verden i det 21. århundrede. /Oliver Stilling