Ukraine: Der er stadig langt til fred i Europa

Fred i vor tid. Ord skal vælges med omhu. Især når man er verdensleder. Da den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938 indgik en aftale med Hitlers Tyskland og i en tale proklamerede, at der ville være ”fred i vor tid”, så er det en underdrivelse at kalde det uheldigt ordvalg. Chamberlains store helligbrøde var, at han i bedste fald var optimist, i værre fald naiv og i værste fald var blevet godt og grundigt narret. Anden Verdenskrig brød ud året efter de forebyggende fredsforhandlinger. I går mødtes lederne af Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland i Paris med et håb om at finde en løsning på den verserende europæiske krig mellem Ukraine og Rusland. Aftalen mellem landene indeholder en egentlig våbenhvile, der skal træde i kraft ved udgangen af 2019, men der er umiddelbart grund til at tvivle på, at kampene stopper i Ukraine. Måske skyldes det, at lederne har båret sig uheldigt ad med deres ordvalg. Fredsforhandlingerne var blevet opkaldt efter den franske region Normandiet, der måske kendes bedst for at være en af de blodigste slagmarker under Anden Verdenskrig. Et dårligt valg af ord, der måske er en varsel om, at der stadig er langt til ”fred i vor tid” i Ukraine.

Krigen. Konflikten mellem Ukraine og Rusland har varet siden 2014 og kostet i omegnen af 13.000 mennesker livet. Krigens udspring var den russiske annektering af Krim-halvøen, som var et modsvar til den revolution, der blev gennemført i Ukraine i 2014. Her blev præsident Viktor Janukovitj afsat efter folkelige protester og måtte flygte til Rusland. Årsagen til opstanden var, at demonstranterne ikke mente, Janukovitj nærmede sig EU og Vesten hastigt nok, men i stedet samarbejdede for meget med Rusland. Rusland kaldte revolutionen for et illegitimt kup. Konklusionen var, at Krim blev annekteret, hvorved der opstod ballade i øst-Ukraine, hvor mange havde støttet Janukovitj. Her tog prorussiske separatister kontrollen over store dele af Donetsk- og Luhansk-regionen, som de udråbte til selvstændige republikker. Rusland nægter at have deltaget aktivt i den østukrainske krig, men i Vesten bliver landet beskyldt for at støtte oprøret med militære midler, ligesom russiske soldater menes at have deltaget i kampene, blot uden russisk flag på uniformen.

Aftalen. Det ukrainske folk er krigstrætte, og en af den forholdsvis nyvalgte præsident Volodymyr Zelenskijs løfter har været, at han vil forhandle en fredsaftale på plads med den russiske præsident Vladimir Putin. De seneste måneder har der også været tilnærmelser til fredsforhandlinger. Dels er der blevet indgået aftaler om at trække ukrainske styrker tilbage fra tre brændpunkter, ligesom parterne for nylig har udvekslet fanger. Mødet i Paris var så endnu et forsøg på egentlig fred, men det blev lidt af en fuser. På mødet blev man enige om, at alle krigsfanger skal udveksles inden udgangen af året. Ligeledes er man blevet enige om at trække styrker ud af yderligere tre regioner i marts 2020 – uden dog at specificere hvilke regioner, der er tale om. Parterne nåede også til en aftale om våbenhvile, men det er hovedsageligt en genbekræftelse af en allerede eksisterende aftale om våbenhvile, som lige nu bliver brudt flere hundrede gange om dagen. Den største tvist er desuden uløst: Hvad der skal ske med regionerne i øst-Ukraine. Ukraine kræver at få fuld kontrol med territorierne, mens Putin kræver, at der skal være en folkeafstemning om løsrivelse (ligesom det var tilfældet på Krim). ”Med hensyn til grænserne har vi fuldstændig modsatrettede synspunkter,” sagde Ruslands præsident Putin, efter aftalen var indgået. Alle lederne insisterede dog på, at mødet havde bragt fredsforhandlingerne videre, og at der er planer om at genoptage dem om nogle måneder. ”Jeg føler, der var velvilje til at løse problemerne,” sagde den tyske kansler Angela Merkel. Spørgsmålet er, om hun i bedste fald er optimist, i værre fald naiv eller i værste fald er blevet narret. /Andreas T. Kønig