Når doping er en glidebane

Hvis der var to ting, den amerikanske forfatter David Foster Wallace var god til at skrive om, så var det tennis og stoffer. Derfor er det heller ikke så overraskende, at Wallaces mastodont-hovedværk på omtrent 1.100 sider, Infinite Jest, langt hen ad vejen handler om netop de to ting.

I bogen følger man parallelt en række overklassestuderende på elite-tennisskolen Enfield Tennis Academy og en række stofafhængige på Ennet House Drug and Alcohol Recovery House, der ligger lige ved siden af. De to bygningers naboskab giver på mange måder mening, for bogen igennem erfarer man, at de hårdt prøvede tennistalenter har en tendens til at selvmedicinere sig med en bred vifte af tvivlsomme stoffer, der får dem igennem såvel de daglige bøger som boldspillet. Glidebanen fra doping til dope ligger hele tiden og lurer, og imens kan vi ikke lade være med at tænke, at vi virkelig gerne ville have læst, hvad David Foster Wallace mon ville have skrevet om den russiske dopingskandale.

For ja, mandag faldt dommen fra Det Internationale Anti-dopingagentur (Wada) så endelig over Rusland: Landet udelukkes fra store internationale sportsbegivenheder de næste fire år som følge af russernes mangeårige, systematiske og statssponsorerede dopingprogram. Dermed er Rusland rent formelt nægtet deltagelse ved blandt andet De Olympiske Lege næste år og VM i 2022. Det lyder helt vildt, men desværre er der også en del huller i domfældelsen. Selvom Rusland ikke må deltage som nation – altså med flag og nationalsang og hele molevitten – må russiske atleter, som kan bevise, at de er dopingfrie, stadig gerne tage del i konkurrencerne. Og hvad er pointen så egentlig?

Samtidig rammer sanktionerne heller ikke Ruslands deltagen – og delte værtsskab – ved EM i 2020, da den europæiske fodboldturnering ikke bliver betragtet som en større international turnering. VM i lynskak får Rusland også stadig lov til at afvikle mellem jul og nytår, da det rent praktisk ikke er muligt at nå at flytte turneringen. Men okay, nu er skak nok heller ikke den mest dopingplagede sport. Og så igen: Ved vinter-OL i 2018 blev den russiske curler Alexander Krusjelnitskij rent faktisk dømt for doping, så hvem ved egentlig, hvad russerne kan finde på?

Et spørgsmål om penge

Uanset hvor ubetydelige sanktionerne ender med at tage sig ud i praksis, glæder vi os dog stadig over, at der rent faktisk bliver gjort noget. Doping i sport piller fundamentalt ved vores forventninger om lige konkurrencemuligheder for alle, så naturligvis skal der skrides ind mod russernes misbrug. For det er da sådan det fungerer med den olympiske ånd, ikke? At alle atleter i udgangspunktet er – og skal være – lige?

I grunden er det netop det dilemma, der er så genialt ved sammenstillingen mellem tennisakademi og afvænningsklinik i Infinite Jest: For i praksis er der jo ikke lige muligheder for alle. De forkælede tenniselever tager stoffer af lyst, alt imens deres fordærvede naboer lever med dem som et uønsket livsvilkår.

Det er noget af det samme Jean-Jacques Rousseau er inde på, når han i værket Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene fra 1754 forsøger at finde, ja, ulighedens oprindelse. Én ting er den naturlige ulighed: At nogle eksempelvis er født stærkere, smukkere eller klogere end andre. Den er der ikke så meget at gøre ved, og sådan er det jo også i sportens verden. Her på Føljeton må flere af os eksempelvis bittert erkende, at vi nok ikke er født med helt det samme boldtalent som Lionel Messi.

Men en anden ting er samfundsmæssige ulighed: Den er ifølge Rousseau historisk, og kan ret præcist spores tilbage til indførelsen af ejendomsretten. Dermed ikke sagt, at Rousseau ser økonomisk ulighed som problematisk i sig selv. Nej, dilemmaet opstår, når økonomisk ulighed får politiske konsekvenser. Det kan eksempelvis ikke være meningen, at rigdom skal resultere i en tilsvarende mængde magt. Eller at nogen kan være så fattige, at de bliver afhængige af andre for at overleve, alt imens andre er så rige, at de kan købe sig til privilegier og indflydelse over andre.

Man skulle næsten tro, at de var begyndt at læse Rousseau ved FN’s Udviklingsprogram, for ifølge amerikanske NPR er det noget af det samme, som man her er inde på i den nyeste udgave af den såkaldte Human Development Report: Det duer ikke længere blot at betragte ulighed som et spørgsmål om forskelle i indkomst. Ulighed skal nemlig også ses som et spørgsmål om forskelle i muligheder. Unge rundt om i verden er veluddannede som aldrig før, men føler sig alligevel fanget i et system, hvor man uanset kompetencer ikke synes at kunne rykke op ad samfundsstigen – med mindre man altså har den rigtige (rige) baggrund. Den økonomiske ulighed er blevet politisk. Er der et anti-dopingagentur til stede? /David Dragsted