Better the devil you know than the devil you don’t. Hellere en komisk karakter, der kan snakke fanden et øre af, end en tragisk figur, der aldrig kommer til sagen.
Tålmodigheden med eksperimenter, parlamentariske rænkespil og yderligere usikre forsinkelser var brugt op, helt slidt i bund, blandt briterne. Den eneste mand i feltet, som for alvor lovede vælgerne at bryde dødvandet, triumferede derfor stort.
Den konservative premierminister Boris Johnson har i nat vundet en jordskredssejr på sit enkle budskab om, at ‘Get Brexit Done’. Og nu sker det – Storbritannien forlader EU-samarbejdet om nøjagtig 1.164 timer.
Fredag 31. januar forlader Det Forenede Kongerige det europæiske fællesskab, og Boris Johnson har i løbet af nattens stemmeoptælling fået det klarest tænkelige mandat fra vælgerne til at trække sig ud. Hurtigst muligt. Det langstrakte og konstant forhalede Brexit-forløb havde for længst bragt millioner på vanviddets rand, og nu var det nok. Mere end nok.
Forskudt folkeafstemning
Gårsdagens valg i Storbritannien blev reelt en ny folkeafstemning om brexit – blot med tre valgmuligheder på stemmesedlen:
På den ene side stod den siddende premierminister Boris Johnson, som kort og kontant ville ud, hurtigst muligt, og på den anden side stod lederen af Liberaldemokraterne Jo Swinson, som ville forblive i EU, gerne ved helt at stoppe udmeldelsesprocessen.
Midt imellem disse to klare og modsatrettede positioner stod den på alle måder håbløse Labour-leder Jeremyn Corbyn, som for egen regning foreslog endnu en brexit-folkeafstemning, men absurd nok ikke ville fortælle, hvad han i givet fald selv ville stemme.
Resultatet er øredøvende: EU-tilhængeren Jo Swinson tabte med et brag. Hun blev ikke engang selv valgt i sin kreds Dunbartonshire East, og partiet Liberaldemokraterne mistede halvdelen af deres mandater. Endnu værre gik det for det engang så store og stolte socialdemokratiske parti.
Katastrofekandidaten Jeremy Corbyn førte Labour til det værste valg siden 1935, og hans tvetydige mumlerier i brexit-spørgsmålet afgjorde valget. Hellere Boris end flere djævelske spilfægterier. Corbyns strategi med at stille op som premierministerkandidat uden at ville forklare, hvad han mente om tidens altdominerende spørgsmål, kandiderer til at være den dummeste strategi i demokratiernes verdenshistorie.
Sammenbruddet for Labour åbner det politiske landskab for Boris Johnson, som nu står mindst lige så stærkt som Margaret Thatcher gjorde i begyndelsen af 1980’erne. De Konservative har fået et absolut og tilmed komfortabelt flertal, som vil gøre det muligt for Boris Johnson at gennemføre alle de højborgerlige mærkesager, som han ikke talte meget om i valgkampen.
Nu kommer skotterne
Boris Johnson vandt massivt frem i klassiske arbejderdistrikter, særligt i de nedslidte og rustne industriområder i det nordvestlige Storbritannien, og De Konservative høstede samtidig fordelene ved det særlige britiske valgsystem, hvor kandidaten med flest stemmer i hvert enkelt valgkreds vinder mandatet: Konservative fik 56 pct. af sæderne i parlamentet, skønt partiet reelt kun fik 44 pct. af stemmerne.
Ét sted gik Boris Johnson parti dog markant tilbage: Skotterne vendte ryggen til både Labour og Konservative, og valgte i stedet i stor stil at stemme på deres eget selvstændighedsparti Scottish Nationalist Party – et slags socialdemokratisk parti, som ønsker løsrivelse fra Storbritannien og sågar optagelse i både EU-samarbejdet og Nordisk Råd.
Med 47 ud af 59 skotske parlamentssæder står SNP pludselig overrumplende stærkt med deres fornyede krav om, ja, en ny folkeafstemning om uafhængighed. Sidste gang skotterne stemte tilbage i 2014 støttede 55,3 pct. af vælgerne en fortsat union med England, Wales og Nordirland, og separatisterne fik omvendt ‘kun’ opbakning fra 44,7 pct. Men forudsætningerne er ændret nu.
Når Storbritannien træder ud af EU i slutningen af næste måned, tegner et flertal af skotterne til at ville træde ud af Storbritannien og straks derefter melde sig ind i det europæiske samarbejde på egen hånd. Det britiske imperium kan dermed være endegyldigt ved at blive revet fra hinanden, selv om Boris Johnson er blevet valgt på et løfte om det stik modsatte.
Paradoksalt nok kan skotterne bruge alle de samme argumenter for løsrivelse, som Boris Johnsons og hans brexiteers har brugt for at løsrive Storbritannien fra EU. Selv om gårsdagens valg har lukket debatten om Brexit, i hvert fald for en tid, er en ny kalejdoskopisk debat straks sprunget op: Næste stop kan blive skotsk uafhængighed, og dermed et nyt EU-medlemsland, som i givet fald vil ligge tæt på linje med Danmark i de fleste spørgsmål.
SNP-lederen Nicola Sturgeon vil blive en plage for Boris Johnson, som måske nu har vundet udadtil i kampen mod Bruxelles, men samtidig og indadtil kan han have tabt det kvarte kongerige: Storbritannien er med ét slag skåret ned i størrelse – til et mere almindeligt land i periferien af Europa. Britannia regerer ikke længere over bølgerne. /Lars Trier Mogensen