På udstillingsstedet Tranen på Gentofte Hovedbibliotek hænger et kæmpestort, hudfarvet, slangelignende væsen hen over et vandrør, der er dækket af lysegrønt kunstgræs. Det ser klamt ud, men det er svært at modstå fristelsen til røre ved det. Væsnet er en del af udstillingen Great Pets, som er skabt af kunstneren Marie Munk (f.1988). Her huserer nogle virkelig sære skabninger bestående af flere lags silikone indfarvet med pigment. Føljetons Camilla Skovgaard Thomsen har talt med Marie Munk om menneskekroppens uduelighed, matrixlignende fremtidsscenarier og spekulativ evolution.
Føljeton: Hvilke reaktioner har du fået på væsnerne? Synes folk, de er klamme? Uhyggelige? Sjove?
Marie Munk: Lidt af det hele. Folk synes, de er klamme og frastødende, men samtidig er der noget tiltrækkende over dem. Folk har som regel lyst til at røre ved dem og beskriver, at de føler en slags empati for dem.
Føljeton: Hvorfor skaber de empati?
Marie Munk: Jeg tror, væsnerne har nogle elementer, folk kan genkende fra sig selv, fra en menneskekrop. De skaber genkendelighed.
Føljeton: Da jeg var på Tranen, oplevede jeg noget sjovt. Flere voksne betragtede udstillingen på afstand, lidt tilbageholdende. Så var der pludselig nogle børn, som løb direkte hen til væsnerne og ville røre ved dem. Hvad tænker du om det?
Marie Munk: Jamen, det er så sjovt, det har jeg faktisk oplevet før – også med mine andre udstillinger. Børn har sådan en meget umiddelbar reaktion og tiltrækning til væsnerne. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Jeg tror, de har noget, børnene genkender, som gør, at de har lyst til at røre ved det, hvor voksne i stedet bliver provokerede. En reaktion jeg også ofte oplever er: ”Hvad skal det forestille?” For det ligner menneskehud, men det skal ikke forestille noget menneske. Det har jo ingen arme, ben, øjne eller næse. Det er mere en abstrakt biomasse. Jeg tror, abstraktionen provokerer voksne, fordi de ikke ved, hvilken hylde de skal putte det på.
Føljeton: Udstillingen beskrives som ”en feberdrøm om fremtidens bioteknologiske verden”. Gemmer udstillingen på en kritik af den måde, vi behandler naturen på?
Marie: Jeg ved ikke, om man kan kalde det en gemt kritik, måske mere en refleksion. Den teknologiske udvikling påvirker vores forståelse af, hvad det vil sige at være et biologisk væsen. Jeg kan mærke en splittelse i at være i den udvikling. Jeg har læst meget af fremtidsforskeren Raymond Kurzweil, som beskæftiger sig med transhumanisme og singularity. Han mener, at den teknologiske udvikling vil gøre, at vi en dag vil kunne komme af med vores ”uduelige krop”. Han ser faktisk utrolig positivt på en fremtid, hvor vi bliver frigjort fra en bundethed til den fysiske verden, og jeg synes, det er utrolig interessant at leve i en tid, hvor det pludselig er muligt at komme ud af den krop, vi lever i. Det tvinger os til at reflektere over, hvad det så er, vi laver i den her krop, hvad den kan, og hvilken rolle den spiller.
Føljeton: Jeg tolkede faktisk udstillingen meget modsat – som en form for advarsel mod den teknologiske udvikling, vi bevæger os imod. Men det er ikke tilfældet?
Marie Munk: Nej, men man kan måske godt sige, der ligger en form for advarsel i, at det jo altid er godt at reflektere over udviklingen løbende. Det er en form for humoristisk spil på et fremtidsscenarie, som på en eller anden måde tvinger os til at reflektere over noget, som sker her og nu, og som er i hastig udvikling. Det kan da godt være, at vi bare skal droppe vores uduelige, bumsebefængte krop, men det kan også være, at vi ikke skal, og det er måske vigtigt at forholde sig til.
Føljeton: Du og Tranen har i samarbejde tilkoblet noget litteratur på udstillingen, heriblandt Dougal Dixons Fremtidens dyreliv – Efter mennesket fra 1981 om spekulativ evolution. I hans bog har han, så vidt jeg kan forstå, ’fjernet’ mennesket fra ligningen i sine spekulationer om fremtidens dyreliv. Kan din udstilling tolkes som det modsatte scenarie?
Marie Munk: Ja, det kan man måske godt sige.
Føljeton: Men det er ikke noget, du selv har overvejet?
Marie Munk: Nej, ikke som sådan. Vi syntes, det var spændende at drage nogle paralleller til Dixon, fordi han også har lavet finurlige, biologiske spekulationer, hvilket var én streng af udstillingens tematik. Det er selvfølgelig også interessant, at hans spekulationer blev skrevet i en helt anden tid. Og det er også interessant, at han har taget mennesket ud af ligningen, for i dag gør vi, som du siger, lidt det modsatte.
(Foto: David Stjernholm)