Engang hed det ’Knald eller fald’, ’Mand O Mand’ eller ’Bonde søger brud’. I dag har vi fuldstændig mistet overblikket over, hvad det hedder, for mængden er overvældende. Vi snakker selvfølgelig om datingprogrammer. Programmer, der på forskelligartet vis hjælper hjælpeløse deltagere til at finde en livsledsager i verden anno 2019, hvor apps som Tinder, Happn og Bumble har skabt et usympatisk, overfladisk og kræsent datingmarked. Du har hørt det i alle introerne: Mulighedernes ikkeeksisterende begrænsninger gør det sværere end nogensinde at finde kærligheden. Det er der selvfølgelig kommet en massiv mængde tv ud af. Spørgsmålet er bare: Er det værd at se? Svaret er ja. Noget af det. Andet er virkelig, som i virkelig, ikke. Men bare rolig – vi guider dig til årtiets mest watchable datingprogammer.
1. Gift ved første blik, DR 1
’Gift ved første blik’ er og bliver genrens ubesejrede konge. Programmet tager guldet for markedets vildeste koncept: Arrangeret ægteskab mellem to vildtfremmede, som af eksperter er blevet matchet på personlighed, udseende og præferencer. I år var parret Luna og Anders seriens absolut hotteste samtaleemne. Efter bryllupsnatten, hvor Luna afslørede, at de to havde haft sex, mens Anders i stedet brugte vendinger som ’det hele er gået en lille smule for stærkt’ eller ‘vi har holdt meget i hånd’, blev Anders i tvivl om ægteskabet til Luna. Her bevidnede vi, hvordan Luna grædende forsøgte at tale til Anders, der scrollede uagtet på sin telefon. Hold da op, hvor blev vi vrede. Dét gør programmet virkelig godt. Det forarger, rører og får os til at krumme tæer – på den fede måde. De fleste sæsoner slutter dog med, at størstedelen af parrene finder NemID’et frem og i fællesskab bruger et par minutter på at ordne en digital skilsmisse.
2. Landmand søger kærlighed, TV2
’Landmand søger kærlighed’ følger lige i hælene på genrekongen. I modsætning til nutidens swipe-problematiske datingmarked, som ofte er drivkraften i de øvrige datingprogrammer, møder vi faktisk her mennesker, der er klar til at give hinanden en reel chance. Alligevel ender jagten på kærligheden i de fleste af tilfældene i komplet fiasko. Selvom det er trist, skaber det altså en guldgrube af fantastiske, tragi-komiske tv-øjeblikke. I sæson 2 bevidner vi et helt absurd hændelsesforløb (betalingsmur), da landmanden Ole fortæller sine kvindelige bejlere, at han ofte går i swingerklub, og at det er en meget vigtig del af hans liv. Han beslutter sig for at tage dem med i klubben, så de lige kan se stedet an. Derefter er én af kvinderne den, der er skredet, og den sidste meddeler Ole, at han må vælge mellem hende og swingerklubben. Det bliver for meget for Ole, og han svarer grædende: ”Det er jo ikke garantier for noget. Jeg vil da’ prøv’”. Du tror, du skal se et program om et stille og roligt liv på landet, men indimellem taber du altså kæben. Det udløser en meget velfortjent andenplads.
3. Efterlyst kærlighed, DR 3
Datinglivets version af ’Sporløs’ hed ’Efterlyst Kærlighed’ og blev sendt på DR 3 i 2017. Og ja, det var lige så fuldstændig akavet og tåkrummende, som du forestiller dig. I programmet mødte vi blandt andre Louise, som havde set en mand i Lidl for fire år siden, som hun ikke kunne få ud af hovedet. Så var der Signe, der ville finde en fyr, hun havde mødt og leget med som 11-årig på en ferie i Frankrig. På bedste Sherlock Holmes-vis gik deltagerne i gang med en omgang virkelig hardcore stalking for at finde frem til de mennesker, de håbede kunne være deres udkårne. Sporløs er fedt, og kærlighedssporløs var om muligt endnu federe. Selvom vi indimellem syntes, det var rigtig pinligt, heppede vi på deltagerne undervejs og holdt vejret, hver gang de fandt et nyt spor.
4. Mit hemmelige match, DR3
’Mit hemmelige match’ var ikke et datingprogram i klassisk forstand, men et socialt eksperiment i forklædning. I programmet flyttede ti unge sammen i et kollektiv med den opfattelse, at de skulle lave et program om at bo i et kollektiv. I al hemmelighed havde en adfærdsekspert parret deltagerne i både kærlighedsmatches, venskabsmatches og potentielle konfliktmatches. Det viste sig at være kanon spændende at sidde som Big Brother på den anden side af skærmen og gætte på, hvem der var et match undervejs. Vi følte os inddraget i programmets matchmaking, og det var fedt.
5. Date mig nøgen, TV2 ZULU
’Date mig nøgen’ får listens sidste plads for dets kontroversielle og anderledes format. Programmet er som oftest ret akavet, men det trækker virkelig nogle point for at tage del i den bølge af kropspositivisme, der også har kendetegnet årtiet. I et program, der handler om at vurdere sin nye, potentielle partner ud fra mavemuskler, fedt og kønsorganer, kunne man nemt have frygtet, at de castede ville være hevet direkte ud af et modelbureau, men det er ikke tilfældet. I stedet har de castede i ’Date mig nøgen’ helt almindelige kroppe i alle slags størrelser og farver. Succesraten på de par, der ender på date med hinanden, er dog også her mere eller mindre ikkeeksisterende. Natholdet har lavet et ret fantastisk sammenklip, hvor man får indblik i de mange pars relationer ’to uger senere’. Der er i hvert fald masser af plads i midten af den sofa, hvor parrene bliver interviewet. /Camilla Skovgaard Thomsen