Nytåret nærmer sig og med det et helt nyt årti. På Føljeton er vi allerede nostalgiske omkring 2010’erne, og vi har derfor bedt vores skribenter komme med nogle anbefalinger inden for de kulturelle 10’er-strømninger, de har været mest optaget af. Anbefalingerne udkommer i dagene mellem jul og nytår. I dag: Hiphop.
Sjældent har en genre stukket i så mange nye og spændende retninger som det var tilfældet for hiphoppen i 10’erne. Kanye West reformerede endnu engang musikken af flere omgange, Drake blev den mest streamede kunstner overhovedet, og Kendrick Lamar vandt en Pulitzer-pris. Imens strømmede tunge trapbeats ud fra Atlanta, og på streamingtjenesten SoundCloud skabte en gruppe deprimerede teenagere soundtracket for en ny generation, der var komplet ligeglade med, om man overhovedet kunne rappe eller synge. Kvinderne kom for alvor på banen, hvilket har givet den tidligere så mandsdominerede (og til tider chauvinistiske) genre et tiltrængt friskt pust: Cardi B blev et kulturelt fænomen i sig selv, i understrømmen satte kunstnere som Noname og Princess Nokia sig på dagsordenen, og på sidelinjen står Megan Thee Stallion klar til at vinde den mere old school hiphop-krone med sin gennemførte attitude og sit stilsikre flow.
Måske er du allerede hoppet dybt ned i hiphopgryden, eller også siger genren dig ikke en pind. Uanset hvad er det ikke til at komme uden om, at hiphoppen har sat sine dybe spor i det forgangne årti, og at den er blevet fast pensum, hvis ellers man vil være med på noderne i (populær)kulturen. Hvilke albums står tilbage som det ypperste, hiphoppen har haft at byde på i 10’erne? De kommer her:
1) Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)
Vi kan lige så godt få den af vejen med det samme. Ingen hiphopliste er komplet uden fænomenet Kanye West, og kronen på Kanyes værk er og bliver My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Albummet er et kalejdoskopisk og selvmodsigende sammensurium af alle tænkelige stemninger, tanker og fortrydelser, der er at finde i Kanyes kringlede hoved, men på forunderlig vis lyder det hele alligevel helstøbt og lækkert. Produktionerne er perfekte, progressionen upåklagelig, og pladen synes stadig lige frisk, hver gang vi sætter den på.
2) Kendrick Lamar – Good Kid, M.A.A.D City (2012)
Egentlig burde vi jo nok have ladet Kendricks samfundskritiske og jazzede mesterværk To Pimp a Butterfly løbe med æren, men når det kommer til stykket er det nu engang den mere selvbiografiske forgænger Good Kid, M.A.A.D City, som vi helst vil lytte til. Kendrick Lamar er en uovertruffen historiefortæller, og at høre rapperen være i dialog med sit tidligere gadeliv i Comptons betonjungle er en musikalsk, og, ja, faktisk også en litterær nydelse udover det sædvanlige.
3) A Tribe Called Quest – We Got It from Here… Thank You 4 Your Service (2016)
Det var helt bibelsk. Som mana, der falder ned fra himlen i en knastør ørken. Få dage efter USA havde valgt Donald Trump som præsident udgav A Tribe Called Quest deres første album i 18 år, og pludselig troede man på, at det hele nok skulle gå alligevel. ”Vi tager den herfra”, sagde hiphopgruppen, der på upåklagelig vis lykkedes med at genoplive deres ikoniske, funkede og legesyge lyd, godt spædet til med en samfundsrevsende og veloplagt lyrik. Gruppemedlemmet Phife Dawg døde på tragisk vis under indspilningerne, og vi kan kun begræde, at We Got It from Here… således også bliver det definitivt sidste, vi kommer til at høre fra A Tribe Called Quest.
4) Danny Brown – Atrocity Exhibition (2016)
Ingen andre i gamet er helt som Danny Brown. Detroit-rapperens foreløbige hovedværk Atrocity Exhibtion er et mareridtsagtigt soundtrack til natten, der alligevel formår at boble over af idérigdom og glimt i øjet, som kun Danny Brown kan levere det. Albummet er ikke det mest tilgængelige i verden, men den tålmodige lytter bliver belønnet med en helt ny oplevelse af, hvad hiphop også kan være. Og så er det generelt bare ret svært ikke at blive smittet af rapperens særegne flow og inciterende energiniveau.
5) Travis Scott – Rodeo (2015)
Travis Scott er noget nær indbegrebet af den mudrede, autotune-mumlende og trappede drejning, hiphoppen har taget i 10’erne, og det er faktisk ikke en dårlig ting. På Rodeo er rapperen i absolut topform, og han leverer banger efter banger, der i emnevalg måske ikke er det mest geniale (stoffer og sex, for det meste), men som overstråler alt andet i feststemt melankoli – og nej, i hiphoppens verden er det altså ikke nødvendigvis et oxymoron.
6) Tyler, The Creator – Flower Boy (2017)
Den kreative udvikling, Tyler, The Creator har gennemgået i løbet af 10’erne er mildt sagt imponerende. Fra at have været anarkistisk frontfigur i det hedengange hiphopkollektiv Odd Future Wolfgang Kill Them All (der også talte den visionære R&B-crooner Frank Ocean blandt sine medlemmer) sprang Tyler både billedligt og bogstaveligt talt ud på konceptalbummet Flower Boy som en dybt eftertænksom MC, der har styr på både metaforik og harmonier. Den kreative bedrift blev faktisk overgået på pladen IGOR fra i år, men her har Tyler, The Creator samtidig taget så store genremæssige spring, at vi har diskvalificeret den fra nærværende hiphopliste.
7) Lil Ugly Mane – Mista Thug Isolation (2012)
Lil Ugly hvem? Rapperen med det borgerlige navn Travis Miller ringer nok kun en klokke i de mere snævre musikkredse, men med Mista Thug Isolation udgav han altså nogle af årtiets mest kompromisløse og old school hiphop-skæringer. Det er en af de sjældne plader, der giver en lyst til at skrue helt op for stereoanlægget og køre formålsløst rundt, selv hvis man ikke har bil. Og nogle gange er det altså alt, man kan ønske sig. /David Dragsted