Opløftende episoder fra årtiet, vi forlader

2010’erne var et spraglet årti. Vi havde et Arabisk Forår og en kompleks krig i Syrien. Barack Obama, USA’s første sorte præsident, blev genvalgt, men afløstes af en inkompetent, opblæst tvangsløgner. Der var lækager og demonstrationer verden over, følgerne af de menneskeskabte klimaforandringer blev åbenlyse for enhver. Oliver Stilling har lavet sin egen prioriterede liste over fem opløftende begivenheder – små som store – der også kendetegnede årtiet.

5. Pengepapirflyvere, 2011

Den kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei (f. 1957) skabte sig allerede et navn, da han bosatte sig i USA i begyndelsen af 1980’erne, men i 10’erne blev han for alvor kendt uden for kunstverdenens snævre cirkler. Med sin konstante offentlige kritik af det kinesiske samfund havde han længe været en torn i øjet på magthavere, og i 2011 blev han arresteret og tilbageholdt i 81 dage på en absurd anklage om ”skatteunddragelse”. Som Ai Weiwei senere sagde, var det en underlig anklage, for det eneste, de afhørte ham om, var hans politiske aktiviteter. Efter Weiweis løsladelse sendte myndighederne ham en bøde på 15 mio. yuan (ca. 12 mio. kr. i 2011), som skulle betales inden for 15 dage. For hver dag han overskred deadlinen, ville der blive lagt flere hundrede tusinde kr. oveni. Det var summer, som Weiwei ikke umiddelbart lå inde med. Da sagen blev omtalt i internationale medier, skete der imidlertid noget forunderligt: Almindelige kinesere begyndte at sende penge til Ai Weiwei. Nogle overførte småbeløb via PayPal, andre pakkede frugt ind i pengesedler og bragte dem til hans hoveddør. I løbet af ganske kort tid havde i alt 30.000 private donorer skænket ni mio. yuan. til den betrængte kunstner. En stor andel af donationen bestod af 100-yuansedler, som ukendte folk havde foldet som papirfly og kastet over muren til hans hus. Gud, hvor var det smukt.

4. Fest i den ortodokse kirke, 2012

I august 2012 blev tre unge russiske kvinder, Nadesjda Tolokonnikova (f. 1987), Maria Alyokhina (f. 1988) og Jekaterina Samutsevitj (f. 1982), hver idømt to års fængsel for ”hooliganisme motiveret af religiøst had”. Religiøst had? Et halvt år forinden havde kvinderne sammen med to andre tiltvunget sig adgang til Frelseren Kristus-Katedralen for at opføre en lille performance. De var medlemmer af det feministiske punkrock-band Pussy Riot, og de ville såmænd bare lufte deres utilfredshed med den russiske ortodokse kirkes nære bånd til Vladimir Putin og hans præsidentkampagne. Patriarken Kirill (Vladimir Mikhajlovitj Gundyajev) havde ligefrem opfordret russerne til at stemme på Putin, der på det tidspunkt var premierminister. ”Patriark Gundyajev tror på Putin/ Det ville være bedre, hvis han troede på Gud, den skiderik” nåede Pussy Riot blandt andet at synge af sangen ”Punkbøn: Guds Moder, driv Putin bort”, før de blev pågrebet af vagter. Samutsevitj slap for fængsel, men Tolokonnikova og Alyokhina afsonede deres domme frem til 23. december 2013, hvor de blev løsladt som følge af en amnestilov vedtaget af Ruslands parlament, Dumaen. Dom og fængsling var en skandale, men Pussy Riots optræden var vidunderlig.

3. Spider-Man fra Mali, 2018

Mamoudou Gassama (f. 1996) voksede op som det femte af otte børn i en landsby i den tidligere franske koloni Mali. Som 15-årig flyttede han til hovedstaden Bamako, hvor han tjente til dagen og vejen som bygningsarbejder. Han besluttede sig for at tage på eventyr og søge lykken i Frankrig og rejste via Elfenbenskysten, Burkina Faso og Niger til Libyen, hvorfra han i 2013 stævnede ud med en båd med kurs mod Italien. Men han blev opdaget af grænsevagter og sat i libysk fængsel. Det lykkedes i andet forsøg – han sejlede over Middelhavet i en overfyldt båd, tilbragte en måned i en flygtningelejr på Sicilien. Efter tre år i et flygtningecenter i Rom begav han sig i 2017 til Paris, hvor hans to ældre brødre opholdt sig på et hostel i kommunen Montreuil, der støder op til Paris. 26. maj 2018 kommer han gående igennem Paris’ 18. arondissement, da han pludselig ser en masse mennesker, der står på gaden og kigger op. Nogle græder. Oppe fra en altan på fjerde sal hænger en fireårig dreng i armene, og uden at tænke videre over det begynder Mamoudou Gassama at klatre op ad bygningen, selv om han ikke har nogen erfaring i den retning. ”Jeg har aldrig prøvet det før,” fortalte han senere til Financial Times. ”Der er ikke noget stort træ i mit land. Jeg ved ikke, jeg gør det bare.” Det, han ‘bare’ gør, er at redde drengen fra den visse død. Nogen filmer helteaktionen med en telefon, videoen går viralt, Gassama bliver berømt, præsident Macron vil mødes med ham, han kommer i praktik som brandmand og får hastetildelt fransk statsborgerskab. Herligt. Tal om at tage på eventyr.

2. Kanté vil bare have normal løn, 2016

I juli 2016 skrev den franske fodboldspiller N’golo Kanté (f. 1991) under på en femårig kontrakt med fodboldklubben Chelsea. Kontrakten var angiveligt på 32 mio. pund, så Kanté ville ikke komme til at mangle smør på brødet. Men mere vil have mere, ikke sandt? Det er i hvert fald normalen. Tag portugisiske Cristiano Ronaldo og argentinske Lionel Messi, verdens to bedste fodboldspillere op gennem 2010’erne: De er begge blevet dømt for skatteunddragelse og har kun akkurat undgået fængselsdomme. Ronaldo har tilbagebetalt 19 mio. euro til skattevæsenet, og Messi har tilbagebetalt 12 mio. euro. Men hvad med Kanté? Ifølge dokumenter fra Football Leaks, den største læk i fodboldens historie, tilbød Chelsea ham, at en del af hans løn kunne blive overført til en konto i et skattely, så han kunne få syv mio. kr. mere til sig selv om året. Men en sådan konstruktion havde ikke den ydmyge og afholdte franskmands interesse. ”Efter at have læst et utal af artikler om imagerettigheder og skatteundersøgelser af spillere og klubber bekymrer det i stigende grad N’Golo, at den forelagte konstruktion ville kunne blive draget i tvivl af skattemyndighederne. N’Golo har derfor besluttet ikke at tage nogen risici,” svarede hans skatterådgiver klubbens ledelse i en e-mail. ”N’Golo er ubøjelig, han vil bare have en normal løn.” Tænk engang.

1. Den globale klimaaktivisme får en stemme, 2018

G r e t a   T h u n b e r g  (f. 2003).

Må det kommende årti give os lidt mere af det her og meget mindre af alt det andet. /Oliver Stilling