Kig mod de sorte for at se de grønne

Nå? Er det slut nu? Tung risengrød, tung sovs, tung and, tunge, store pakker af plastlort fra hele verden til børnene og et klimatræ til de voksne, mens den sidste klejne, der fysisk kan klemmes ned i svælget, skylles væk med portvinen. Er julen ikke helt forbi nu? Skulle vi så ikke tage at vende hovedpuden og lægge os til rette på den kølige side, mens vi prøver at glemme de gange, vi har grædt, råbt og bidt i den anden side gennem 2019, der viste sig at skuffe ligeså fælt som ’18 på mange af de afgørende fronter. Eller gjorde den? Er der ikke lyspunkter, og skal vi ikke se fremad? Jo vi skal, og det skal vi ved at gå til fjenden selv – kapitalismen.

Så lad os gå tilbage til dagene lige inden jul, hvor det virkelig glimrende P1-program Følg Pengene havde den danske top-erhvervsmand Niels Smedegaard Andersen i studiet for at tale lidt om fremtidens økonomi. Niels Smedegaard Andersen er nok bedst kendt for sine år i direktørstolen for Mærsk og Carlsberg, men faktisk er han i dag endnu længere oppe i erhvervslivets elfenbenstårn, blandt andet som bestyrelsesformand for koncernen Unilever, der er et af verdens største selskaber, og som vel nogenlunde tegner sig for halvdelen af de varer, du kan finde i levnedsmiddelafdelingen og rengøringsafdelingen i dit lokale supermarked – ja uanset, hvor på kloden du befinder dig. Så selv om Niels Smedegaard Andersen er dansk og lyder som en århusiansk helt-nede-på-jorden-type, så var det lidt et scoop, de havde fået sig der i Følg Pengene, og det kunne nok også godt mærkes på de dygtige værters fravær fra deres normale kritiske facon.

Men det var heller ikke genren i interviewet og egentlig heller ikke rigtigt nødvendigt, for selv om vi har lært, at kapitalismen er ond og altædende (og det er den virkelig), så er det, som om at kapitalisterne er blandt de få magtfulde personer, der har fornuften med sig i disse år:

”Er der noget i disse år, der giver dig ekstra dybe panderynker som topmand i erhverslivet,” spurgte den altid super kompetente Mette Simonsen og regnede vel med at høre noget om handelskrigen med Kina, Brexit eller udviklingen i Asien, men det lynhurtige og skarpe svar kom slet ikke fra den kant:

”Det, der giver mig virkelig dybe panderynker, handler slet ikke om erhvervslivet,” begyndte Niels Smedegaard Andersen.

”Det handler om den måde, vi omgås vores planet på. Vi overudnytter vores ressourcer i ekstrem grad, vi udrydder dyrearter, planter og insektarter i en uhyggelig fart, og på sigt vil det også udrydde menneskearten, når der kun er os og vores husdyr tilbage. Vores genpool vil blive ødelagt. Det er dybt, dybt deprimerende at se, hvordan klimamøde på klimamøde falder sammen og store lande ikke ‘comitter’ på. Det er mildt sagt rystende.”

Han talte, som om han var politiker på den yderste venstrefløj eller ordfører i Altenativet – og ikke som en bestyrelsesformand for et selskab, der har haft svært ved at forklare, hvorfor de ikke betaler selskabsskat i Danmark. Og her fra handlede interviewet om, hvorfor det også var den eneste farbare vej for Unilever at arbejde progressivt med klimaet og bæredygtigheden både socialt og miljømæssigt. Det er den samme bevægelse, man har set hos Dansk Industri, der både hvad angår klimaspørgsmålet og i særdeleshed også på ligestillingsspørgsmål er langt mere progressive end 80 pct. af Folketingssalen.

Demokratiets svaghed

Problemet er, at et folk får de politikere, det fortjener –  i hvert fald i demokratier – og det er ikke altid, at folket er til at stole på. Det er sjældent folket, der er de meste visionære og progressive kræfter, og hvad angår klimaspørgsmålet er det som Niels Smedegaard Andersen bemærker det tydeligt, hver gang et nyt klimamøde ender som en fuser – præcis som COP25 i Madrid lige inden jul.

Nu er vi er jo ikke interesserede i at ophæve demokratiet eller vores lands hellige love, selv om man kan få lyst til det nogle gange, men håb skal vi jo finde et sted. Det lovede vi jo længere oppe. Ét sted at kigge hen efter et fælles håb er et af de steder, hvor vi måske mindst forventer at finde det – i kapitalismen og erhvervslivet. For er der noget, erhvervslivet er glade for, så er det stabilitet og forudsigelighed, og er der noget, der hverken er stabilt eller forudsigeligt, så er det tidens største udfordringer. Forleden udkom FN’s såkaldte Global Compact, der udstikker retningslinjer for virksomheders samfundsansvar, med et detaljeret studie af 1.000 internationale topchefers vurderinger og prioriteringer af verdensmålene (du ved, 2030-målene for en bæredygtig udvikling i verden). Topcheferne repræsenterer 21 industrier fra 99 lande og giver dermed et bredt dækkende billede af en global udvikling, og 99 pct. af de 1.000 chefer fastslår, at bæredygtighed bliver afgørende for at opnå succes i fremtiden, og 71 pct. af dem fortæller, at de er i gang med at accelerere deres indsats i fremtiden. Måske burde vi løfte blikket lidt fra vælgere, meningsmålingerne og politikerne og begynde at se på andre områder end politik, der kan flytte verden. Ellers om Niels Smedegaard Andersen sagde det hos Følg Pengene:

”Hele verden taler om klima, og mange mennesker er jo heldigvis gode til at lave larm, men for erhvervslivet handler det meget mere om handling og direkte overlevelse.”

Det handler om at kunne tjene penge, og der er ikke penge i en ulige verden, der er igang med at falde sammen. Det er måske ikke super ædelt, men måske virker det. /Lasse Lavrsen