Jøsses, hvor er det mørkt udenfor. Ikke bare her på vores breddegrader og i hovedstaden, men det er, som om hele verden har startet året med at være indhyllet i en tung sort sky. Australien, Iran, Irak, England, USA, Christiansborg – vi ved snart ikke, hvor vi skal kigge hen, for ikke at klukke i opgivelse og smågråd, mens vi skylder skylden på en forkølelse.
Det er mandag, det er mørkt, året er kun lige gået i gang, og alene januar er uendelig. Vi må gøre noget for at komme væk, så hvis du absolut vil konfronteres med verden og kan overskue din pligt som engageret samfundsborger, så gør det et andet sted i dag: 1: Du kan følge Iran-ekspert Rasmus Elling på Twitter, hvis du vil klædes ordentligt på eller læse denne analyse i New York Times. 2: Hvis du vil forstå omfang og baggrundene for den ustyrlige brand i Australien, skal du følge Jørgen Steen Nielsen fra Information eller læse denne reportage i The Guardian. 3: Eller vis du gerne vil her hjem er her en glimrende gennemgang af regeringens nye forslag om at presse indvandrere i beskæftigelse ved at fjerne kontanthjælpsydelsen, hvis de ikke er i aktivering mindst 37 timer om ugen. 4: Du kan også se, hvilken kat du er, hvis du er på Instagram eller læse internettets utallige lister over året eller årtiet, men det kommer vi altså ikke til at linke til.
Biografens dulmende mørke
Godt, lad os søge mod eskapisternes yndlingsmedie og se frem på det kommende års film (sammen med Golden Globe kigger vi tilbage længere nede), men hov … vent lidt. Det kommer der vist heller ikke noget godt ud af alligevel, for selv om vi glæder os usigeligt til P.T. Andersens nye, Denis Villeneuves udgave af Dune eller for de mere nostalgiske Top Gun II (ja, den kommer) og Ghostbusters III (ja, den kommer også), så vrimler det tilsyneladende med kommende dommedags-blockbustere i 2020. I fremtids-skrækvisioner med robotter, der overtager verden, med altødelæggende krige mod fremmede magter eller blot og bart jordens undergang. Det bliver ikke en fornøjelse at gå i biffen.
Eller også er det netop det, det gør. Ligesom samtlige religioner har populærkulturen altid nydt godt af apokalypsens dragende effekt, og gennem hele filmhistorien har dommedagsfilmen været med som en selvstændig genre. Sideløbende med den politiske bevidsthed har den udviklet sig i takt med publikums største frygt, og sammen med verdens trusselsbølger er den kommet og gået. I hvert fald siden H.G. Wells’ roman fra 1898 Klodernes Kamp. I 30’erne kom et par forløbere til katastrofefilmen og film som Metropolis, der beskæftiger sig med dystopiske fremtidsfortællinger, men det er først i slipstrømmen på Den Kolde Krig i 1950’erne, at apokalypsevisionerne for alvor tager fat. Med science fiction-film som The Invasion of the Body Snatchers og filmatiseringen af Nevil Shutes roman On the Beach bliver menneskehedens udslettelse et gennemgående tema. I 60’erne bliver Den Kolde Krig en tilbagevendende figur både i overført betydning som i zombie-filmen The Night of the Living Dead og direkte med Stanley Kubricks Dr. Strangelove, og i 70’erne kommer det store gennembrud for katastrofefilmen som genre. Genren ebbede ud i løbet af de glade 90’ere, men kom tilbage sidst omkring årtudsindeskifttet med (forfærdelige) film som Dantes Peak og Vulcano og senere The Perfect Storm og The Day After Tomorrow, hvor hele den vestlige verden bliver ramt af en pludselig istid på grund af de menneskeskabte klimaforandringer eller af vira som i Terry Gilliams Twelve Monkeys, Outbreak eller i Steven Soderberghs Contagion.
Og nu er vi tilsyneladende tilbage efter et par år i La La Land. Måske skal det være vores eskapistiske svar til 2020: Dans lystigt på afgrunds rand, le ned i dybet, se udyret i øjnene, og dø på film. Igen og igen. Og husk så, hvad Ricky Gervais sagde i sin formidable åbningsmonolog ved Golden Globe: ”Det er bare jokes, vi skal alle dø snart, og der kommer ingen toer.” /Lasse Lavrsen