Han lovede progressiv revolution, men er Macron alligevel bare en tør finansøkonom?

Olie på vandene. Det kom næppe som en overraskelse for den franske præsident Emmanuel Macron, at hans pensionsreform vakte vrede i befolkningen. Sådan er det gået, hver gang en præsident har prøvet at pille ved arbejdernes rettigheder. Men den franske regering havde måske alligevel håbet, at det hele ville glide lidt lettere, end det har været tilfældet med de nu månedlange strejker, der har haft en lammende effekt på landet. I tiden op til pensionsudspillet var det nemlig (i en vis grad) lykkedes for præsidenten at gyde olie på protest-vandene. Som en imødekommelse af ”de gule vestes” oprør har regeringen lavet social lovgivning for 10 mia. euro. De har blandt andet afskaffet beskatningen af overarbejde, de facto hævet mindstelønnen ved at indføre en arbejdsmarkedsbonus og aflyst skattestigninger for visse pensionister. Ydermere har Macron rejst rundt i landet for at tale med borgerne. ”Le Grand Débat National,” kaldte han det. Konklusionen blev, at Macron kunne sige ”jeg har lyttet,” og de gule veste forsvandt fra gaderne. Regeringen håbede, at franskmændene var, hvis ikke tilfredse, så i hvert fald for udmattede til at orke endnu en gang i ringen mod regeringen.

Den farlige reform. Sagen er blot, at man aldrig skal undervurdere franskmændenes evne til at mobilisere sig i protester. Med strejkerne og protestbølgen i kølvandet på Macrons pensionsreform, har fagforeningerne vist, at de stadig har enorm magt i Frankrig. Det er i høj grad dem, der har sendt deres medlemmer på gaden for at lamme Frankrig. Og nok sagde Macron i sin nytårstale, at han stadig agter at gennemføre sin reform, men han viste også den første udmattelse ved at sige, at han håbede på et ”hurtigt kompromis.” Den seneste udvikling er, at Frankrigs finansminister Bruno Le Maire har udtalt til fransk radio, at et kompromis ”aldrig har været så tæt på.” Det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke stadig er meget langt væk.

Teknokraten. Uanset hvor tæt på, kompromiset er, kommer man ikke udenom, at det er bemærkelsesværdigt (selv for en fransk præsident), at Macrons politik har forårsaget to landsdækkende revolter på 12 måneder. Da Macron for tre år siden kom til magten, lovede han, at hans politik hverken ville være højre- eller venstreorienteret. Han stod som et centristisk fyrtårn i en tid med politisk polarisering. Tilhængere af Macron vil sige, at han lykkedes med sit projekt. Han har fået gennemført store reformer som få andre franske præsidenter. Men i et land hvor de sociale problemer hober sig op, kan den slags reformer skabt af en ung, rig finansmand være lidt af en torn i øjet. Både for højre- og venstrefløjen. Kritikerne vil mene, at hans centrisme er begyndt at smage af teknokrati snarere end demokrati, og at al argumentation bag reformerne handler om ”nødvendighedens politik.” Macrons politik dikteres af ”objektive” kriterier som markedskræfter og økonomiske rapporter, og al ideologisk kamp synes at være blevet kanaliseret over i udenrigspolitikken. Den sterile indenrigspolitik har mistet gnisten og den progressive fortælling, som Macron solgte sig selv på, da han blev valgt. For de franskmænd, der føler økonomisk trængsel, vil statistikker og økonomirapporter ikke være nok, og de vil fortsætte med at gå på gaden. Skal Macron sejre, bliver han nødt til at overbevise befolkningen om, at kernen i macronisme er andet og mere end støvet bureaukratøkonomi. /Andreas T. Kønig