John Baldessari (1931-2020): ”Hvad hvis du giver folk lige det, de gerne vil have?”

Malerier op i røg. Mange flere billedkunstnere derude burde gøre, som amerikaneren John Baldessari gjorde i 1970: tage alle deres malerier og brænde dem. Spørgsmålet er så, om de har en plan B for deres videre karriere i kunstbranchen. Det havde John Baldessari, det måtte bære eller briste. Og hvis det bristede, så havde han altid verdens fineste erhverv at falde tilbage på, nemlig undervisningen. John Baldessari, der døde 2. januar, 88 år gammel, gjorde et pænt stort nummer ud af brænde sine abstrakte malerier. Det var ikke noget med at smide dem ind på et stort bål, næ, d. 24. juli 1970 kørte han med hjælp fra venner og studerende på University of San Diego sine mere end 100 halvabstrakte malerier fra 1953 til 1966 hen til et lokalt krematorium og futtede dem af ét efter ét. Det kan have gjort ondt. Men han var ikke tilfreds med dem, han var ikke tilfreds med sit eget håndværk, og han var i forvejen langt mere tiltrukket af konceptkunsten og dens uanede muligheder. Og så var der også en praktisk dimension: Baldessari skulle til at flytte med sin hustru og to små børn fra sin fødeby National City i San Diego County for at komme tættere på sit nye job som underviser på California Institute of the Arts (CAL Arts) nord for Los Angeles.

Genkendelsens glæde. Konceptkunst – hvorfor er det ofte så røvsygt og repetitivt? Kan udøverne ikke selv se, at det, de opfatter som originalt, ofte allerede er blevet lavet, og ikke sjældent 50-100 år tidligere? Begge Baldessaris forældre var indvandrere (faren fra Østrig, moren fra Danmark), og der var ikke mange penge at rutte med, men han kom på universitetet og læste kunst, kunsthistorie og litteratur og følte hurtigt et slægtskab med surrealisterne og dadaisterne. Afbrændingen af malerierne i 1970 (der udmøntede sig i værket ”Cremation Project”) havde i en vis udstrækning Marcel Duchamps stempel på sig, og det samme kan siges om mange af de værker med fundne objekter (”readymades”) bestående af gamle fotos, skrald og andet, som Baldessari siden spyttede ud. Men han tilføjede konceptkunsten en underfundig humor, og selvom hans kunst ikke var nær så raffineret som fx Yves Kleins (1928-62), som han har et vist slægtskab med, så var den til gengæld uhøjtidelig og tilgængelig. Og hans brug af popart-agtige, klare, nærmest californiske farver gør, at har man først set noget af Baldessari, så genkender man det hurtigt igen. Der kan man tale om genkendelsens glæde.

Kunsten at undervise. Et af Baldessaris mest kendte kunstværker, maleriet ”Pure Beauty” fra midt-60’erne, er ikke fuld af farver. Baggrunden er hvidlig, og cirka midt på lærredet står der netop de ord: ”Pure Beauty” – skrevet af en skiltemaler. Ren skønhed. Er det så det? Bliver maleriet til ren skønhed, fordi der står, det er det? Overhovedet ikke – og så alligevel. ”Jeg blev træt af, at folk sagde til mig, at min kunst lignede abstrakt ekspressionisme,” fortalte John Baldessari i et interview i 2010. ”Eftersom jeg boede i National City, var folk ligeglade med, hvad jeg lavede, så jeg tænkte, hvad hvis du giver folk lige det, de gerne vil have? Folk læser magasiner og ser på fotografier, ikke på malerier af Jackson Pollock.” Når han i dag i USA opfattes som en af sin generations mest indflydelsesrige kunstner, skyldes det i høj grad, at han blev ved med at undervise. Først på Cal Arts fra 1970 til 1988, og siden på University of California i Los Angeles fra 1996 til 2005, og som The New York Times skriver i sin nekrolog, så er listen over hans tidligere studerende en ren who’s who inden for samtidskunsten. Baldessari elskede at undervise. Det var et værk i sig selv. /Oliver Stilling