SFs Pia Olsen Dyhr, Venstres Jakob Ellemann-Jensen, Finansminister Nicolai Wammen og Justitsminister Nick Hækkerup før statsminister Mette Frederiksens spørgetime i Folketingssalen, tirsdag den 10. december 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Der er mange måder at forstå situationen i Udrejsecenter Ellebæk i Nordsjælland på. En nærliggende, lidt studentikos retning, vi kunne gå i, er selvfølgelig at skule til gode gamle Michel Foucault. Vi kunne skrive, at forholdene i udrejsecenteret er som taget ud af idéhistorikerens beskrivelser af institutionelle disciplineringsteknikker. Skrive, at centeret er med til at subjektivere en række individer som gemene forbrydere, selvom de reelt ikke er blevet idømt en fængselsstraf.
Alternativt kunne vi vælge at se på regeringens syn på forholdene, sådan som det senest er blevet udlagt af justitsminister Nick Hækkerup (S): ”Helt grundlæggende kan jeg godt forstå, at Ellebæk ikke er et rart sted at opholde sig, men det skal det heller ikke være. Det er folk, som skal ud af landet, og det her skulle gerne være med til at motivere dem til at rejse ud af Danmark,” udtaler ministeren eksempelvis til TV2.
Eller også kunne vi jo kort og godt vælge at se på, hvad Europarådets Torturkomité – ja, torturkomité! – har at sige om det, vi pt. byder en andel af de afviste asylansøgere her i Danmark: ”This is unacceptable.”
Og ærligt talt, vi kunne ikke have sagt det bedre selv. Forfaldne værelser, uhumske sanitære forhold, uisolerede ledninger, der stikker ud fra væggene, konfiskerede mobiltelefoner og mennesker, der bliver smidt nøgne ind i observationsrum for at forhindre, at de begår selvmord. Skal vi virkelig tro på, at dette er nødvendige tiltag, hvis vi vil have folk til at rejse ”hjem”?
Og ja, vi tillader os at sætte ”hjem” i anførselstegn, for selv brugen af dette ord i debatten synes problematisk. Den skaber en diskursivitet, hvor det, som asylansøgerne er flygtet fra, italesættes som noget næsten uproblematisk. ”Hjem” er for de fleste synonymt med noget velkendt, trygt og hyggeligt. ”Hjem” er synonymt med et sted, man ønsker at være, og som man savner, når man er væk. Men er det nu også sådan, asylansøgere vil karakterisere det, de er flygtet fra?
Foran asylloven
Ja, undskyld, der blev vi vist lidt studentikose igen. Men det er vi sådan set heller ikke helt færdige med at være, for nu skal vi snakke om Kafka. Og nej, det er ikke, fordi vi vil til at lave en letkøbt pointe om, at hele processen omkring asylansøgninger i sig selv er kafkask (selvom det heller ikke er forkert). Helt specifikt tænker vi på den passage i Processen, hvor vores hovedperson Josef K. møder en præst, der udlægger den mystiske lignelse ”Foran loven”.
Lignelsen handler om en mand, der ønsker at gå ind ad en dør for at møde ”loven”, men som får at vide af en dørvagt, at han ikke kan komme derind lige nu. Manden venter tålmodigt på, at det skal blive hans tur til at komme ind, men ender faktisk med at vente så længe, at han til sidst er døden nær. Lige inden manden kradser af, får han så at vide af dørvagten, at denne nu vil lukke døren, fordi ingen andre kan komme ind ad åbningen end den døende mand. Døren var kun tiltænkt ham.
Er det mon i denne passage af Processen, at både den nuværende og tidligere regering har hentet inspiration til sin asylpolitik? Vores mistanke bliver kun bestyrket, når vi læser Josef K.s efterfølgende diskussion med præsten over den mystiske lignelse. ”Du misforstår kendsgerningerne […] dommen kommer ikke på én gang, processen går efterhånden over i dommen”, og ”[r]etten ønsker ikke noget af dig. Den tager imod dig, når du kommer, og den slipper dig, når du går”, siger præsten. Kunne man tænke sig en bedre forklaring af forholdene på Ellebæk? Stedet, hvor afviste asylansøgere langsomt men sikkert bliver gjort til kriminelle, men hvor asylansøgerne samtidig bliver fortalt, at de så let som ingenting kan slippe ud af miseren, hvis blot de rejser ”hjem”?
Eller tyg blot på dette guldkorn fra Kafkas præstekarakter: ”Skriften er uforanderlig, og meningerne er tit kun et udtryk for fortvivlelse over dette.” Det er jo som at høre Nick Hækkerup i endnu et forsvar for Ellebæk: Vi kan ikke rokke ved det faktum, at asylansøgerne er blevet afvist og skal hjem, men vi kan jo så begræde, at forholdene nødvendigvis er så dårlige, som de er. Bare ærgerligt.
I det mindste sker der også andre ting i verden. Hvis man satte sig ned og så TV-Avisen kl. 18:30 i går aftes, kunne man umiddelbart efter et langt indslag om Ellebæk og Europarådets Torturkomités kritik af selvsamme se et mere opløftende indslag om, at mindst 50 danske brandfolk er parat til at tage til Australien for at hjælpe med bekæmpelsen af de raserende skovbrande. En ægte opløftende historie om medmenneskelighed at gå hjem på, simpelthen.
Snart tonede forsvarsminister Trine Bramsen imidlertid frem på skærmen for at kommentere tiltaget, og så skulle der ellers ikke andet end én enkelt freudiansk fortalelse til, at vi igen var tilbage i Udrejsecenter Ellebæks kummerlighed: ”Danmark er kendt vidt og bredt for det, vi kan, når det handler om brandslukning, men jo også opbygning af lejre og det at huse alle de mennesker”, udtalte Trine Bramsen. Shit. Vi ved godt, at det nok ikke var det, som forsvarsministeren hentydede til, men hvis vi ser på Ellebæk, har Trine Bramsen jo faktisk en pointe. Vi er virkelig gode til at opbygge lejre her i Danmark. Men er det nu virkelig noget, vi skal være stolte af? /David Dragsted