Hvorfor kan vi ikke bare lade stjernerne dø?

Svanesang. Da David Bowie i 2016 udgav albummet Blackstar blot to dage inden sin død, var det praktisk talt umuligt at forestille sig en bedre afsked for det britiske musikalske ikon. Albummet var et decideret mesterværk, og en perfekt afrunding på Bowies lange karriere. Så hvorfor er det lige, at pladeselskabet Parlophone Records i år vælger at udgive hele to nye plader med ikke tidligere offentliggjort Bowie-materiale – herunder en række liveindspilninger fra 1996? Kan vi ikke bare lade kunstneren dø i fred, når nu han selv har sat så perfekt et punktum for sit eget œuvre? Diskussionen om malplacerede posthume udgivelser er selvfølgelig langtfra ny, men den synes i disse år at blive mere og mere relevant – særligt når man også ser på hologrammernes og de digitale fiksfakseriers langsomme, men sikre tilsynekomst.

Til gensyn. For ikke nok med, at vi til stadighed skal trækkes med en lind strøm af demo-kompilationer fra alle tænkelige afdøde, der har været noget ved musikken, så skal vi nu også forholde os til, at deres hologrammer begynder at turnere. Lige siden rapperen Tupac Shakur (der blev dræbt i 1996) optrådte i hologram-format med to sange på den amerikanske musikfestival Coachella i 2012, har hologramindustrien – hvor musikere gengives i livagtig hologramform på scenen ved hjælp af motion capture-teknologi og computermagi – været under oprustning. I 2019 kunne man eksempelvis gå til hologramkoncert med rockkoryfæet Ronnie James Dio, og i 2020 bliver en europæisk Whitney Houston-hologramtour skudt i gang. Og som om det ikke var nok, er fænomenet nu også ved at nå filmenes verden. I november blev det meldt ud, at den kommende krigsfilm Finding Jack vil have James Dean i en hovedrolle. Ja, dén James Dean.

Hule helte. Nostalgitrippet har med andre ord nået nye højder, og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når nu Hollywood har brugt de seneste mange år på at intensivere outputtet af remakes og franchise-fortsættelser. Så snart noget er genkendeligt, er det også profitabelt, synes underholdningsindustriens gennemgående mantra at lyde. Risikoen for at skabe hulelignende tilstande à la Platon er imidlertid overvældende. Vi bliver bedt om at acceptere og betale for skyggebillederne på væggen, alt imens vi benægtes den faktiske virkelighed, hvor kunstneren ligger død og begravet. Kulturen skaber sikkerhed på bekostning af lykke, har Freud engang sagt, og det skal vi da ellers lige love for, når nu vi stirrer durk ind i hologramhelvedet. Der er unægteligt en tryghed i at kunne blive ved med at få det, man altid har været vant til. Men det er altså også en dødssyg oplevelse, når nu man sammenligner med den ægte vare. /David Dragsted