Hvor langt er der egentlig til døren i Venstre?

Venstre-DNA. ”Jeg plejer at sige, at vi har højt til loftet og langt til døren, og det har der også været i aften.” Ordene faldt som indledning på det interimistiske pressemøde, der i 2014 fandt sted ved Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense Congress Center. Natten i Odense har siden fået nærmest mytisk status i nyere dansk politisk historie, fordi det var den aften, ordenes ophavsmand Lars Løkke Rasmussen reddede sit formandskab i Venstre ved at indgå en lyssky aftale med næstformand Kristian Jensen i kongrescenterets dunkle kælder. I dag er Løkke ikke længere formand, og Jensen er ikke længere næstformand. Til gengæld lever mottoet om ”højt til loftet og langt til døren” stadig. Det er et slogan, der er blevet en del af Venstres DNA, og som gang på gang bliver brugt af Venstre-politikere, når der er intern uenighed i partiet. Som dengang i juni 2017, hvor Kristian Jensen sagde mantraet efter interne stridigheder om omlægning af lån til almennyttige boliger. Eller da Jakob Ellemann-Jensen et par måneder senere ved Venstres landsmøde holdt en vittig tale, hvor han beskrev sit daværende job som politisk ordfører som en kamp om at kaste jord på de brande, der opstod når partifællerne var uenige. Til journalisterne, hed det i talen, forklarede han altid, at der i Venstre jo er ”højt til loftet og langt til døren”. Da han i dag som partiformand udtalte sig til journalisterne, lød det en smule anderledes: ”Vi har højt til loftet i Venstre, men når man brager hovedet igennem det, så har det konsekvenser.”

Ned med foden. Den store Venstre-fortælling har været, at der i partiet er plads til at have forskellige meninger. Men det kan også blive for meget af det gode. I dag er Ellemann ikke længere politisk ordfører. Han er formand, men hans grundlæggende opgave er den samme: Han skal stadig forsøge at kaste jord på de interne stridigheder i partiet. Han blev netop formand for at samle Venstre i en tid, hvor uenighederne var ved at knække partiet midt over. Det har dog vist sig at være en vanskelig opgave, der ikke kan klares med skåltaler. Uenighederne lever stadig i bedste velgående i Venstre, og Jakob Ellemann-Jensen har stået tilbage som en formand, der måske alligevel tillod en lige rigelig lang afstand til døren. I weekenden satte han så foden ned ved at fratage netop Kristian Jensen hans ordførerskab og udvalgsposter, fordi Jensen i Jyllands-Posten havde plæderet for, at Venstre bør lave brede reformer sammen med Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative. Den var ikke klappet af med ledelsen, og Ellemann-Jensen måtte bevise, at han er en hård men retfærdig pater familias. Kristian Jensen måtte æde sine ord fra 2017: Så højt var der alligevel heller ikke til loftet.

Renegades. Nu er Kristian Jensen så i første omgang passiviseret, men hvad gør Ellemann-Jensen med de mange andre renegades, der huserer i partiet? Der er nemlig mange eksempler på Venstre-uenigheder – også nogle, der er blevet luftet offentligt. I forbindelse med USA’s likvidering af den iranske hærchef Qassem Soleimani sagde Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, at det gjorde ham ”bekymret”, og at USA’s handling var ”hovedløs.” Men Venstres næstformand Inger Støjberg støttede på Facebook angrebet, det samme gjorde folketingsmedlem Mads Fuglede. Inger Støjberg synes generelt at udfordre sin formand mere, end hvad godt er. I begyndelsen af december var hun i pressen og foreslå, at politiet skal have mulighed for at opsætte overvågning med ansigtsgenkendelse i ghettoområder. Et forslag som flere V-folk efterfølgende lagde afstand til. Det har længe været kendt, at Støjberg repræsenterer den hårde og nationalkonservative udlændingefløj i partiet, og at kampen mellem strammerne og slapperne rokker ved selve Venstres fundament. Støjberg mistede for nylig en af sine støtter, da Marcus Knuth valgte at skifte til de konservative. Han pegede netop på partiets uenigheder om udlændingeproblemet som årsagen til sin afgang. Men faktisk påpegede Knuth også, at han var utilfreds med Venstres nye linje om arveafgift, og han er givetvis ikke den eneste, der synes, Venstre har opgivet liberalt hjerteblod ved at tale for skattestigninger. Straffen mod Kristian Jensen har efterladt flere spørgsmål end svar: For hvor langt er der egentlig til døren i Venstre? Og hvem er der længst for? /Andreas T. Kønig