Two Oscar replicas stand infront of the Stars and Stripes outside the Kodak Theatre in Hollywood March 20, 2003. Earlier this week, The Academy of Motion Picture Arts and Sciences canceled the traditional "red carpet" celebrity entrances before the show, opting instead for more muted arrivals without the glitz and glamour. REUTERS/Kevin Coombs *** Pictures of the month March 2003. ***
I sidste uge spurgte vi dig og vores andre læsere, om vi burde skrive noget mere om film her i Føljetons spalter. Det mente mange var en god idé, og det synes vi sådan set også selv. Vi elsker jo film. Men er der noget, som kan tage gejsten fra os, så er det at se listen over de netop offentliggjorte nomineringer til det kommende Oscar-show. Ikke nok med, at Oscar-akademiet endnu engang udviser en total tonedøvhed i forhold til diversitet (hvor er eksempelvis Lupita Nyong’o eller Eddie Murphy?), så må vi også se i øjnene, at en af feltets svageste film er løbet med flest nomineringer. For så god en film er Todd Phillips’ Joker bare heller ikke – og den har da slet ikke fortjent at blive nomineret i hele 11 kategorier.
Bevares, Joaquin Phoenix spiller fænomenalt (det gør han altid), og filmen leger fint med nogle af de genrekonventioner og forventninger, der knytter sig til den gængse superheltefilm. Men er det overhovedet nødvendigt for Joker at være en superheltefilm? Er det ikke bare et nemt money grab at basere en rimelig ordinær antiheltsfortælling på så kendt og populær en karakter som Batman-universets Jokeren? Og helt ærligt: Er hele filmen ikke bare en slet skjult, knap så vellykket hyldest til Martin Scorsese, og i særdeleshed dennes to gamle klassikere Taxi Driver og The King of Comedy? Knap så vellykket i den forstand, at det altså bare rimer rimelig dårligt på 2019/2020 at lave en film, der så nemt kan læses som en hyldest til en forsmået, hvid incel-mand (spørg bare de mere woke dele af Twitter). Og det især, når filmen samtidig mangler nogle af de finesser, som Scorsese ellers kan præstere, når han er i sit es.
Apropos Scorsese – der selv er nomineret i 10 Oscar-kategorier for sit lange gangsterepos The Irishman – så har han nu i længere tid harceleret over Marvels filmiske superhelte-herredømme. Superheltefilm såsom Black Panther og The Avengers er jo ikke ægte cinema, mener den gamle, halvbitre instruktør. Men omvendt er Scorsese med The Irishman gået i ledtog med streaminggiganten Netflix, der ifølge de franske filmfolk i Cannes om nogen er med til at dræbe den finere film, altså den ægte cinema. Og så er det jo efterhånden svært at vide, hvad man skal tro. Om ikke andet kan vi da sige, at vi hellere vil se den Netflix-producerede Marriage Story (nomineret til seks Oscars) end Captain Marvel. Særligt hvis vi kan komme til at se den i biografen i stedet for på en Netflix-streamende smartphone.
Kort sagt: Filmlandskabet er blevet en mudret slagmark. Men i den forstand imiterer den vel meget godt den virkelige verdens tilstand. Og så kan vi da glæde os over, at der også fortsat bliver lavet film, som kan levere samfundskritik med både vid og et glimt i øjet. Sådan en film er eksempelvis sydkoreanske Parasite, der på mirakuløs vis også har fået hele seks Oscar-nomineringer. Hvis du kun skal se én film fra årets Oscar-felt, så lad det være den. Mere vil vi ikke sige. Parasite er en af den slags film, som fungerer absolut bedst, hvis du ved så lidt som muligt om den på forhånd.
Og til sidst: Husk nu at binge med mådehold. Livet er simpelthen for kort til middelmådig underholdning. /David Dragsted