Har du nogensinde hørt om en Kansas City Shuffle? Vi taler ikke om jazzsangen fra 1926, vi taler om det udspekulerede svindelnummer. Nej? Lad os forklare:
Det specielle ved en Kansas City Shuffle er, at offeret selv skal være klar over, at vedkommende er en del af et svindelnummer. For svindleren gælder det om at efterlade offeret med det indtryk, at han eller hun har regnet svindelnummeret ud og derfor har overhånden mod svindleren. Men når offeret så forsøger at få skovlen under svindleren, vil offeret i virkeligheden begå en handling, der hjælper svindleren med den egentlige svindelplan.
Det er en anelse forvirrende, så lad os komme med et eksempel, der også forklarer navnet: En svindler vædder med et offer om, at offeret ikke kan sige, hvilken amerikansk delstat Kansas City ligger i. Offeret tænker, at han er ved at blive snydt til at sige det umiddelbart oplagte; nemlig at Kansas City ligger i Kansas. Men offeret ved godt, at Kansas City ligger i Missouri, så han hopper med på legen i den tro, at han har overlistet svindleren. Men svindleren afslører så, at der faktisk ligger en mindre kendt Kansas City i Kansas, hvorfor Kansas faktisk var det rigtige svar.
Grunden til at vi plaprer løs om svindelmetoder er, at vi er ret sikre på, at Ruslands præsident Vladimir Putin er i gang med at udsætte os alle sammen for en Kansas City Shuffle. Vi ved godt, at han er ved at snyde os. Men vi ved ikke præcis, hvad det er for et svindelnummer, han er ved at udsætte os for, og det skal fandme lige passe, at vores viden om, at vi bliver snydt, ender med at blive det, der snyder os.
En regering går af
Onsdag gik Ruslands regering overraskende af. Det skete kort tid efter, at Vladimir Putin i en tale havde fremlagt et oplæg til en række omfattende ændringer i den russiske forfatning.
På den baggrund har premierminister Dmitrij Medvedev valgt at trække sig og sin regering, fordi han mener, at det med de nye ændringer er mest hensigtsmæssigt for præsident Putin, hvis han kan sætte holdet anderledes. Dmitrij Medvedev træder i stedet ind i Sikkerhedsrådet, mens Putin har udnævnt den ukendte Mikhail Misjustin som ny premierminister. Han har tidligere været chef for landets skattevæsen.
Det har længe været ventet, at Vladimir Putin ville spille noget ud. Ifølge den russiske forfatning skal han gå af som præsident i 2024, fordi han da har siddet i to sammenhængende perioder à seks år. Men intet tyder på, at Putin er klar til at give magten fra sig, så spørgsmålet har været, hvordan han ville forsøge at holde fast i den. Det var derfor oplagt at tro, at Putin havde planer om at styrke præsidentposten. Måske endda gøre som sin kinesiske kollega Xi Jinping, der i 2018 helt fik fjernet presidentembedets tidsbegrænsning, så han kan herske langt ind i evigheden.
En præsident går af
Men overraskende nok handlede Putins forfatningsændringer i langt højere grad om at svække præsidentembedet. Først og fremmst vil han lukke for sit eget smuthul: Når en præsident har siddet to perioder, skal det ikke være muligt at komme tilbage. Putin omgik ellers selv den nuværende tidsbegrænsning ved at være premierminister i stedet for præsident fra 2008 til 2012. Det var dog stadig primært Putin, der bestemte.
Samtidig vil Putin også give parlamentet mere magt. Fx skal parlamentet nu kunne bestemme, hvem der skal være premierminister. Den magt ligger i dag hos præsidenten.
Men … det lyder jo … som et mere demokratisk Rusland?! Ha, nej, det ved vi jo godt, det ikke er. Putin er ude på noget. Vi er ikke dumme. Han er ved at snyde os.
I de internationale medier gættes der på, at Putin er ved at gå efter en kasakhisk model. Kasakhstans mangeårige leder trak sig for nylig, men blev i stedet indsat som en ”Folkets Leder”, der ikke har nogen forfatningsmæssig magt, men alligevel styrer landet i praksis. Deng Xiaoping regerede også Kina i mange år på en lignende måde.
Putin har med sine ændringer lagt op til, at det russiske sikkerhedsråd skal have mere magt, og han kan meget vel have udset sig selv rollen som formand. Når præsidentposten er blevet svækket, kan Putin herfra nemt holde fast i magten.
Måske er det Putins plan. Vi ved det ikke, og det gør Ruslands elite heller ikke, hvilket er endnu vigtigere for Putin, eftersom det har sat de russiske tronranere ud af spillet for en tid. Vi ved, at Putin er ved at snyde os. Vi ved, at han ikke har planer om at lade magten ligge. Men hvad hvis vi ikke har regnet næste skridt ud og kun er i begyndelsen af hans Kansas City Shuffle? /Andreas T. Kønig