Østrigs politiske selvmodsigelse

Sebastian Kurz’ karriere var i lang tid lige så snorlige som hans jakkesæt. Den østrigske boy wonder var kun 30 år, da han i foråret 2017 overtog tøjlerne i det store konservative Østrigsk Folkeparti (ÖVP). Et halvt år senere trak han sig sejrrigt ud af det parlamentsvalg, han selv havde iscenesat ved at sabotere den socialdemokratisk-ledede storkoalition, som hans eget parti var en del af. Efter valget gik Kurz i stedet i regering med det stærkt højreorienterede Frihedspartiet i Østrig (FPÖ), og han kunne lade sig indsætte som verdens yngste statsleder.

Desværre er det sådan, at realiteterne rammer ekstra hårdt for unge mænd, der har gået problemfrit igennem deres ungdom i den tro, at de var udødelige. For nok var Kurz et politisk talent uden sidestykke, men politisk udødelig, det er han ikke. I maj sidste år blev Kurz’ vicekansler og koalitionspartner Heinz-Christian Strache taget i at ville bytte politiske tjenester for penge. For rullende (skjult) kamera forhandlede Strache lyssky aftaler i et luksussommerhus på Ibiza med, hvad han troede var russiske oligarker. Sagen åbnede en Pandoras æske af korruptionsanklager i FPÖ, Strache måtte gå af, regeringen væltede og et nyt valg blev udskrevet.

Kurz var ikke selv direkte involveret i skandalen, men den stillede alligevel spørgsmål ved hans dømmekraft. Havde Kurz været for dum, naiv – for ung? Han valgte trods alt at udpege en vicekansler, der uden tøven var villig til at gå i seng med russerne, og som i øvrigt havde et usundt misbrug af smartphone-spillet Clash of Clans, som Strache angiveligt brugte mere end 20.000 partikasse-kroner om måneden på at spille.

I første omgang tilgav vælgerne Kurz hans dårlige dømmekraft. Han trak sig sejrrigt ud af nyvalget, der blev holdt i september sidste år. Faktisk fik det konservative parti en pæn fremgang og endte på 37,5 pct. af stemmerne (i høj grad på bekostning af FPÖ). Alligevel kan Kurz ikke blive ved med at dumme sig. I en alder af 33 har han allerede været en del af to kuldsejlede regeringer, der endte i nyvalg, og den slags kan ikke blive ved med at gå. Ydermere havde Kurz mistet sin gamle regeringspartner. Kurz havde brug for et nyt projekt med en ny regeringspartner.

En politisk selvmodsigelse

Det oplagte valg var atter at henvende sig til Socialdemokratiet, som ÖVP tidligere har været i storkoalition med. Men som så mange andre europæiske socialdemokratier er de på vej mod total opløsning, og dermed kunne de hverken tilbyde Kurz stabilitet eller et positivt politisk projekt.

Tilbage stod Kurz med valgets anden store vinder: De Grønne. Umiddelbart lignede det ikke det ideelle samarbejde. De Grønne var blevet etableret som opposition til det etablissement, som Kurz i den grad var en del af. Ligeledes havde de i løbet af valgkampen langet hårdt ud efter hinanden, og på alle måder syntes et ægteskab mellem et grønt progressivt venstreparti og et indvandrerkritisk konservativt parti at være et dødfødt monstrum af et politisk projekt.

På den anden side kunne De Grønne give Kurz noget af det, han efterspurgte. Først og fremmest sender det et godt signal, at det er de to vindere, der sammen skal lede landet – ikke taberne. Samtidig ser den politiske fremtid unægteligt grøn ud, og et samarbejde med De Grønne vil måske give Kurz mulighed for at skabe et politisk projekt, der tilsyneladende er en modsætning, men måske netop derfor utroligt stærkt: at være progressiv og konservativ på en og samme tid.

Det grøn-konservative eksperiment

I Østrig har pressen kaldet den nye regering for et eksperiment. Det er det unægteligt også, og det er et eksperiment, der vil blive holdt godt øje med i hele Europa. For hvis det pludselig viser sig, at miljø- og klimapartierne kan indgå regeringssamarbejde med højrefløjen, så åbner det op for en helt ny flanke i moderne europæisk politisk.

I den østrigske regeringskoalition har de delt boet således, at FPÖ får lov til at beholde størstedelen af deres hårde immigrationspolitik, mens De Grønne i stedet har fået store indrømmelser på, ja, det grønne område. ”Vi er lykkedes med at samle det bedste af begge verdener,” sagde Kurz selv. ”Det er muligt at beskytte både klima og grænse.” Samtidig har Kurz-regeringen også vist sig som progressiv ved at have flere kvindelige ministre end mandlige.

Det interessante er, at samarbejdet muligvis kan lykkes. En stor gruppe europæiske vælgere har enten klima eller indvandrere som deres vigtigste enkeltsag. Det betyder, at hvis de får indrømmelser på den ene sag, så kan de muligvis godt leve med, at den anden ikke bliver, som de havde håbet på.

Projektet er i virkeligheden ikke helt ulig, hvad man har set i Danmark, hvor Socialdemokratiet har samlet dele af venstrefløjens politik med politikken fra det indvandrerkritiske højre. Det har, indtil videre, været en ubetinget succes.

Men meget vil også stå og falde med, om De Grønnes vælgere kan holde til primært kun at få indrømmelser på klimaet. For på venstrefløjen kan de hurtigt få en sur følelse af, at de kun er i regeringssamarbejdet for at ”grønvaske” ÖVP, der havde brug for at fremstå centristiske efter bruddet med den yderste højrefløj. /Andreas T. Kønig