Mette Frederiksen og Mogens Lykketoft trøster hinanden i Copenhagen Jazzhouse efter Socialdemokraternes nederlag ved valget.
Teleselskaber og mobilabonnementer hører vel til nogle af den industrialiserede verdens mest vitaminfattige samtaleemner. Det er ikke teknologien bag, som er irriterende, men teknologien i kombination med teleselskabernes evindelige, påtrængende mersalgskampagner. Indtil man har truet sit teleselskab med bål og brand, hvis ikke det holder op med at kontakte en (særligt telefonisk), bliver man opfattet som en lavthængende frugt. Det er ren supersize me, og det er svært at sige nej til de tomme kalorier.
Det bedste råd er: Find et teleselskab med et navn, der ikke er idiotisk. Men det er svært; er navne som Hallo, Velkommen og GladMobil i øjenhøjde, eller taler de ned til forbrugerne? 3 er vel det mest enkle navn, men hvorfor så ikke 1? Det gammeltestamentlige tal 7 ville også kunne et eller andet, men man ville nok altid være usikker på, om det var Gud, der var i den anden ende.
Takket være et åbenbart udmærket årsregnskab for 2019 har teleselskabet 3 her til morgen fundet vej ind i DR’s strøm af døgnets vigtigste nyheder – og det ligner sgu velanbragt reklame. ‘Kunderne strømmer til 3’, lyder overskriften. Det er ellers ikke mere end et par håndfulde år siden, at Niels Hausgaard turnerede med en sang, der var rettet mod 3’s uduelighed. Her synger han, at han aldrig er ”kommet igennem/ på telefonen til 3 Mobil”, og for at sætte det nederlag i perspektiv opridser han nogle af de ting, han faktisk har gjort: ”Jeg har set en hel ishockeykamp”; ”jeg har elsket med Margaret Thatcher”; ”jeg har spist foie gras uden at brække mig”; og ”jeg har læst en bog om Uffe Ellemanns ideer”.
Det var vel cirka deromkring, eller et par år senere, at Niels Hausgaard i et avisinterview blev spurgt, hvilken politiker han havde mest respekt for. Hausgaard svarede, at han for så vidt havde respekt for alle mennesker, der ”orker” at stille op: ”Selv Anders Fogh, der nok er den mest skadelige politiker, vi har haft i nyere tid, respekterer jeg. Jeg tror ikke, at han selv forstod rækkevidden af sine middelmådige udmeldinger. Det tror jeg i øvrigt kan siges om mange af os, han var bare så uheldig at blive statsminister.”
Det gælder også for Frederiksen
Det ville nok have overrasket mange dengang, men her otte år senere er det, som om de samme ord kunne være møntet på Mette Frederiksen. Altså – ”tak fordi du stiller op, men vi beklager rækkevidden af dine udmeldinger”. Fogh var nærmest undskyldt. Snusfornuft er værst, når den er ideologisk snæversynet, og det var det, han kom med. Der havde endda været blinkende advarselslamper tidligere, idet han allerede i 1992, ni før han blev statsminister, måtte trække sig som skatte- og økonomiminister fra Schlüter-regeringen på grund af, hvad vi venligt kan kalde kreativ bogføring. It’s a fact.
Med Mette Frederiksen forholder det sig anderledes. De ting, der kommer ud af munden på hende i dag, er mildt sagt forbløffende i betragtning hvem hun engang var, og hvad hun stod for. Det er holdninger, som synes at have sneget sig ind på hende i løbet af ganske få år. Senest udtalelsen: ”Der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen.” Det er jo, som om vi har fået en manchurisk kandidat på statsministerposten.
Når chefen for en virksomhed uden dokumentation finder det i orden at rette pegefingeren mod nogen på den måde, kan man ikke have høje forventninger til medarbejderne. Kulturminister Joy Mogensen (S) må være en af de ministre, som det efterhånden står klart, at man ikke skal regne med noget fra.
Forleden brokkede Dansk Folkepartis kulturordfører Pernille Bendixen sig i Berlingske over, at 15 ud af 24 fagfolk i Statens Kunstfond bor i hovedstaden. Det er jo ”noget københavneri”, som hun sagde. Avisen fik så fat i kulturministeren. Havde hun en kommentar til den sag. Jojo, og endda en lang en: Medlemmerne af kunstfonden ”skal repræsentere noget ekspertise, noget viden og noget erfaring, og så skal de måles på, hvordan de får det bredt ud. At sætte almindelige mennesker ind, det er fuldstændig at bryde med respekten for kunstnerne og ignorere, at almindelige borgere også har meget forskellig kunstsmag og meget forskellige forudsætninger for at gå ind i sådan en bedømmelse. Vi skal respektere, at der sidder nogle, der har noget viden.”
Det er så sandt, som det er sagt. Men: Man sidder på pinde og venter på seriøse udmeldinger om kulturlivet – bare to eller tre visioner – men må konstatere, at kulturministeren ikke agerer anderledes, end hvis hun var kulturordfører. Hallo! Velkommen! GladMobil! Lad os få noget flyvehøjde. /Oliver Stilling