Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og Skatteminister Morten Østergaard (R).
Det koster at lade De Radikale stå udenfor. Sådan har det været i generationer, hvor skiftende ledere af Det Radikale Venstre har kunnet true sig til realpolitisk indflydelse – og med mellemrum har skiftet side mellem enten borgerlige eller socialdemokratiske statsministre. Rollen som ‘kongemager’ har givet de radikale mandater flerdobbelt vægt.
Sådan drømmer Morten Østergaard om, at magtbalancen igen kan blive på Christiansborg. Derfor har han netop lanceret en modoffensiv mod statsminister Mette Frederiksen (S). Han er tydeligvis forbitret over, at De Radikale ikke blev inviteret med i regeringen, og nu vil han demonstrere, at det er – om muligt – endnu vanskeligere at have ham og de andre radikale uden for regeringskontorerne, frem for indenfor med ministerposter.
Morten Østergaards første frontalangreb på S-regeringen handler om Europa – og Mette Frederiksens hidtil manglende engagement i samme: ”Jeg er ikke i stand til at redegøre for, hvad regeringens europapolitik er,” siger Morten Østergaard: ”Det, jeg kan stykke sammen af den måde, man indtil videre har ført sig frem på, er, at Danmark er i en noget uvant rolle som den, der stikker en kæp i hjulet på udvidelsesforhandlinger og stemmer nej til budgettet. Hvis det får lov at fortsætte, tror jeg, at vores partnere vil have svært ved at kende os,” siger den radikale leder.
I sig selv er ordene ikke opsigtsvækkende, indrømmet. Det er trods alt ikke nyt, at De Radikale er mere pro-europæiske end sosserne. Østergaards taktiske spydighed ligger også gemt et andet sted: Han har fået Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen med på den regeringskritiske linje. EU-politikken er blevet en bro, hvor Morten Østergaard og Jakob Ellemann-Jensen kan møde hinanden, på tværs af S-regeringen.
”Det forum, hvor vores lille lands stemme kan blive hørt højt, er under pres, og det må og skal være førsteprioriteten for enhver dansk regering, at vi har et stærkt EU,” siger Ellemann-Jensen Junior i dagens Berlingske:
”For har vi ikke det, er der ikke nogen, der hører, hvad vi siger. Det er dér, jeg bliver bekymret, for jeg er ikke sikker på, at man hos regeringen deler den forståelse,” siger Jakob Ellemann-Jensen, som dermed forsøger at trække ind mod midten og væk fra de EU-skeptiske blå partier.
Morten Østergaard og Jakob Ellemann-Jensen kan tydeligvis se en fælles interesse i at søge tæt sammen: På den ene side vil det skræmme S-regeringen, hvis De Radikale rent faktisk gør ansatser til igen at skifte politisk side – nu hvor de alligevel ikke kan få indrømmelser af S-regeringen i udlændingepolitikken. Og på den anden side kan det give Jakob Ellemann-Jensen tiltrængt styrke, hvis han kan lokke Radikale med tilbage i den borgerlige blok og dermed ændre magtbalancen.
Morten Østergaard stopper heller ikke ved Europa-politikken. Her til morgen lancerede han samtidig en grøn offensiv: ”Jeg synes, regeringen nøler, og derfor sætter jeg nu dagsordenen op for, hvad jeg mener, de beslutninger bør være, i forventning om at regeringen så får indkaldt til forhandlinger, så vi kan komme i gang,” lyder det fra Østergaard. Han kritiserer S-regeringen for kun at snakke, når det gælder klimaet.
”Her er Socialdemokraterne ligesom håndsæbe. Så er de forpligtet på noget, og så løber det lidt ud i sandet,” siger han med henvisning til, at S-regeringen endnu ikke har taget hul på konkret klimapolitik.
Konkret vil Morten Østergaard have hurtige forhandlinger: Det skal gøres billigere at leve grønt og dyrere at leve sort, bl.a. ved hjælp af nye skatter og afgifter. Derudover vil Morten Østergaard straks have erstattet benzin med grøn strøm samt kræve at alle offentlige indkøb bliver grønne. Og så vil han også sikre grøn finansiering gennem brede økonomiske reformer.
Offensiven fra De Radikale er reel, men utålmodigheden skræmmer næppe for alvor Mette Frederiksen. Endnu. Indtil videre kræver Morten Østergaard ret beset kun, at indholdet i forståelsespapiret skal rulles hurtigere ud, og Socialdemokratiet står dermed på kort sigt i den gunstige position, at klimaminister Dan Jørgensen udelukkende presses til at gennemføre klima-tiltag, som partierne for længst er blevet enige om.
Opbruddet viser imidlertid, at Morten Østergaard ikke mener, at han skylder Mette Frederiksen noget som helst. Tværtimod. Dagens varselsskud kan derfor ses som den spæde begyndelse på et egentligt politisk vendetta, som De Radikale har ophobet over for sosserne. Det bliver ikke sidste gang, at Morten Østergaard og Jakob Ellemann-Jensen – også kaldet ‘de to rullekrave-sweatre’ – optræder som politisk par.
Denne analyse er hentet fra Lars Trier Mogensens nyhedsbrev /dkpol, som udkommer hver uge tirsdag og torsdag. Læs det og bliv klædt på i dansk politik (ud over det sædvanlige).