Kioskbasker. Netflix’ nyeste forsøg udi fantasygenren, tv-serien The Witcher, er egentlig noget makværk. Dialogen er mestendels tåkrummende, effekterne halvsløje, og plottet er mildest talt noget rod. På hovedrystende vis har seriens skabere valgt at arbejde med tre forskellige tidslinjer, uden rigtigt at forklare for seerne, hvornår der bliver sprunget i tid. Alligevel kan vi ikke få øjnene fra træmanden Geralt of Rivia, spillet af Henry Cavill, og dennes eskapader. For at være bundærlige har vi slugt det ene afsnit efter det andet, som en syndig McDonald’s-menu købt i en galopperende bajerbrandert på vej hjem fra en bytur. Heldigvis er vi dog ikke ene om det skamfulde binge: Serien er – i hvert fald ifølge Netflix selv – blevet et af streaminggigantens allerstørste hits, og sæson to er allerede bestilt. Netflix har fået sin helt egen Game of Thrones.
Fantasifuldt. For ja, vi kommer ikke rigtig uden om sammenligningerne med HBO’s genredefinerende fantasyserie Game of Thrones, der sammenlagt løb i otte sæsoner, og som blev afsluttet sidste år. Serien blev et usandsynligt stort hit for HBO og har efterladt et tomrum. Et tomrum, som Netflix altså nu forsøger at udfylde med en tilsvarende serie, der tilmed også bygger på et bogforlæg fra 90’erne. The Witcher-sagaen er skabt af den polske forfatter Andrzej Sapkowski og er sidenhen blevet udvidet med en række computerspil kreeret af det ligeledes polske spilstudie CD Projekt Red. Faktisk er fantasyuniverset en stor kilde til stolthed i den slaviske nation: Da Donald Tusk, der dengang var Polens premierminister, mødtes med Barack Obama i 2011, gav han simpelthen den amerikanske præsident et The Witcher-spil i gave.
Seriehyldest. Det er altså ikke et hvilket som helst univers, som Netflix nu har valgt at bringe til streaming-lærredet. Derfor lå det da også i kortene, at The Witcher ville blive en ubetinget seersucces, særligt med tanke på den store popularitet, som de vellykkede computerspil også har nydt (det seneste skud på stammen, The Witcher 3: Wild Hunt fra 2015, har solgt mere end 20 mio. eksemplarer). Deri ligger dog også seriens underfundige problematik: Selvom The Witcher officielt bygger på Sapkowskis bogserie, er det svært ikke også at se Netflix-serien som en hyldest til spillene, og sådan en hyldest kommer der altså ikke stor kunst ud af. I modsætning til Game of Thrones’ højspændte politiske intriger, rummer The Witcher mest af alt en god portion kampscener og en uovervindelig hovedperson, hvis handlinger mere er styret af seernes ønsker end af egne motiver. Serien taler direkte til id’et, som Freud ville sige det, og det er ekstremt forførerisk – på godt og på ondt. Vi glæder os allerede til næste sæson. /David Dragsted