A pro-Brexit protester stands outside the Houses of Parliament in London, Britain March 13, 2019. REUTERS/Hannah Mckay
Det er måske fløjet lidt under radaren, men en mindre katastrofe har nu i flere måneder været under opsejling i Aarhus.
I oktober blev rutebilstationen i Jyllands største by afspærret af frygt for, at den underliggende parkeringskælder ville styrte sammen. Siden da er situationen ikke blevet mindre dramatisk – særligt ikke hvis man skal tro TV2 Østjylland, der fredag kunne servere det, vi i branchen vil kalde en saftig rubrik:
”Fortsat kollapstrussel på rutebilstation: Soldater holder kælder på plads”, stod der øverst på tv-stationens hjemmeside. Vi må ærligt indrømme, at det gav et gib i os, da vi læste det. Stod det virkelig så grelt til i det østjyske? Ikke nok med, at hjemmeværnet har travlt med at beskytte vores ydre grænser, så skal militæret nu også hives ind for at forhindre et indre kollaps.
Lidt længere nede i artiklen kunne vi dog ånde lettet op. Soldater, viste det sig, er fagterminologi for nogle pælelignende afstivere, som Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har brugt i et stillads, der indtil videre holder ulykken fra døren. Ja, faktisk har de standhaftige soldater gjort det muligt for busserne at komme ”sikkert omkring falafelboden og ind og ud af rutebilstationen”, som Katharina Nyborg, ejendomschef i Teknik og Miljø, forklarer til TV2 Østjylland.
Men dermed ikke sagt, at en god gammeldags Aarhus-historie ikke fortsat ligger og ulmer. For Katharina Nyborg forklarer nemlig også videre, at der endnu går mindst tre måneder, førend man har fået svar på ”prøverne fra parkeringskælderen” og reelt ved, ”hvilken vej der er fornuftig at gå”. Buspassagererne må altså tage til takke med en midlertidig parkering. Og hvis alt går galt, kan det tilmed være, at hele rutebilstationen skal flyttes. Vi gyser allerede ved tanken – særligt når vi tager gennemsnitshastigheden i sådanne offentlige beslutningsprocesser i betragtning.
Brexit-soldaterne
Ak ja, det er i sandhed en anticiperende tid, vi går i møde. Se bare på Storbritannien, der nu officielt er trådt ud af EU, og som dermed også går og venter på deres helt egne ”prøver fra parkeringskælderen” for nu at oversætte det til aarhusiansk. Var EU og Storbritannien faktisk så gensidigt afhængige af hinanden, at alt nu vil ramle sammen? Eller er soldaterne – altså afstiverne, ikke militærpersonalet – faktisk på plads til at forhindre et kommende kollaps? Vi ved det simpelthen ikke. Men vi kan vel bruge tiden på at tage et smut forbi falafelboden med en god bog under armen.
Her kunne vi jo eksempelvis sætte os ned med den franske historiker og antropologiske filosof René Girards tanker om syndebukken og det såkaldt mimetiske begær. Som Girard udlægger det, viser det sig nemlig, at samfundet er bygget op omkring det grundlæggende vilkår, at vi mennesker har det med at gå rundt og begære det, som andre allerede har. Dette skaber en konfliktfyldt situation, som kun lader sig løse ved, at der til sidst bliver udpeget en syndebuk, der så får skylden for, at vores begær ikke lader sig indfri. Det lyder jo, når nu vi har Brexit frisk i baghovedet, mistænkeligt bekendt.
Tilsvarende kunne vi godt have Boris Johnson mistænkt for at være blevet lidt for glad for kirkefaderen Augustin på sine halvgamle dage. For hvis vi ellers husker Augustins Bekendelser ret, står der så ikke deri, at vi mister friheden ved at blive længslens træl og vice versa? Nu da Brexit er en realitet, har BoJo jo fået sit vildeste begær opfyldt og må dermed også føle sig som en fri mand … Men kan det egentlig passe? Kald os bare en bunke gemene pessimister; vi har ualmindeligt svært ved at tro på, at friheden skulle befinde sig i parkeringskælderens usikre dyb. /David Dragsted