Nyhedsanalyse

Ingen kan stoppe Liverpool

Soccer Football - Club World Cup - Semi Final - Monterrey v Liverpool - Khalifa International Stadium, Doha, Qatar - December 18, 2019 Liverpool manager Juergen Klopp celebrates with Adam Lallana after the match REUTERS/Corinna Kern

Rekordsluger. Liverpool F.C.’s dominans er total. Efter weekendens kampe i Premier League, hvor Liverpool komfortabelt vandt 4-0 på hjemmebane over Southampton, alt imens deres nærmeste rivaler Manchester City måtte se sig slået 2-0 mod Tottenham, har ”the Reds” udvidet føringen til 22 point. Det er intet mindre end den største føring i ligaens historie, og samtidig blot det nyeste billede på en sæson, hvor alt tilsyneladende er gået Liverpools vej. Ud af 24 ligakampe har Liverpool vundet hele 23 og kun spillet én enkelt kamp uafgjort, hvilket skete mod ærkerivalerne Manchester United i oktober. Faktisk skal man helt tilbage til januar sidste år for at finde Liverpools seneste Premier League-nederlag. Og på hjemmebane har holdet været endnu mere dominerende: sidste liganederlag på Anfield fandt sted helt tilbage i april 2017. Liverpool-fans kan slet ikke få armene ned. For første gang i hele 29 år står den traditionsrige klub på tærsklen til igen at kunne kalde sig engelske mestre.

Heavy metal. Under ledelse af den karismatiske tyske træner Jürgen Klopp, der tidligere har nydt stor succes i Bundesliga-klubben Dortmund, har Liverpool rejst sig til igen at være en magtfaktor i europæisk fodbold. Med sin gennemførte medietække og karakteristiske spillestil synes Klopp at have indgydet en helt særlig korpsånd i sine spillere, der udmønter sig i den ene sejr efter den anden. Holdet jagter hver eneste bold i et hæsblæsende tempo og er i stand til at straffe modstanderne på et splitsekund. Det er ikke for ingenting, at Klopp tidligere har omtalt sin stil som ”heavy metal-fodbold”. Bag kulissen har Liverpool samtidig formået at fintune selv de mindste detaljer, mens en ordentlig omgang datanørderi har været et vigtigt fokusområde. Det er alt det, der nu går op i en højere enhed.

Tung statistik. I 2010 blev Liverpool opkøbt af den amerikanske Fenway Sports Group, der blandt andet også ejer baseballholdet Boston Red Sox. Med Fenway som ejere har Liverpool blandt andet ansat den teoretiske fysiker Ian Graham som såkaldt ”research director”. Graham har haft til opgave at finde de bedste spillerkøb gennem matematiske modeller – stærkt inspireret af den såkaldte moneyball-tilgang, der netop kendes fra baseball. Tilsvarende har Liverpool som en af de eneste klubber i verden ansat noget så uhørt som en indkast-træner, nemlig danskeren Thomas Grønnemark, der også har trænet indkast i F.C. Midtjylland. Det hele synes ekstremt kalkuleret, men på forunderlig vis har Liverpool samtidig formået at implementere de mange tiltag, uden at resultatet forekommer mekanisk. Klubbens holdånd og spilfilosofi er uantastelig og viser sig endda hos de helt unge reservespillere. Da Liverpool i starten af januar skulle møde byrivalerne Everton i tredje runde af FA Cuppen, havde Klopp valgt at spare nærmest samtlige stamspillere som følge af et hårdt kampprogram. Alligevel formåede et Liverpool mestendels bestående af ukendte teenagere at hive en 1-0-sejr hjem mod Everton i stærkeste opstilling. Som sagt: alt går Liverpools vej i denne sæson, og fodboldfans vil komme til at snakke i varme vendinger om Klopps helte mange år frem i tiden. Lige nu er Liverpool kort og godt det bedste fodboldhold i verden. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12