Josephine Fock bliver interviewet efter stemmerne til 2. valgrunde er afgivet, da Alternativet holder ekstraordinært landsmøde, hvor partiet vælger ny politisk leder, i Amager Bio i København lørdag den 1. februar 2020. Den hidtidige politiske leder Uffe Elbæk meddelte 16. december, at han trækker sig fra posten 1. februar. Torsten Gejl, Sikandar Siddique, Susanne Zimmer eller måske Uffe Elbæk skal være Alternativets politiske ordfører, efter at Rasmus Nordqvist har trukket sig. Det skriver Ritzau, mandag den 3. februar 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Indre opløsning. Hun er ikke en samlende figur. Tværtimod. Valget af 54-årige Josephine Fock som ny leder af Alternativet har øjeblikkeligt udløst en negativ energi, som står i skærende kontrast til selvbilledet i det lille parti: Håbet er blevet slukket – og erstattet med mistro. På få døgn er drømmen om at ville og kunne føre politik på en ny måde gået i indre opløsning: De magtkampe, der straks er blusset op i Alternativet, har vist sig at være både gammeldags og ondartede. Tirsdag ved frokosttid mødtes folketingsgruppen for første gang siden weekendens ekstraordinært dramatiske landsmøde, og udadtil forsøgte alle at gøre gode miner til slet spil. Officielt blev 56-årige Torsten Gejl valgt enstemmigt som ny politisk ordfører, og den på alle måder uprøvede 59-årige Susanne Zimmer blev samtidig valgt som ny gruppeforperson. Dermed har Alternativet nu den ældste ledelse på Christiansborg, og Uffe Elbæks fratræden kan ikke ligefrem siges at have ført til et generationsskifte.
Mangler opbakning. Udskiftningerne i ledelsen i folketingsgruppen er en direkte konsekvens af valget af Josephine Fock, som jo ikke selv er folkevalgt, og den dominorække af personintriger, som hun nu har sat gang i. Hun er noget så sjældent som baglandets kandidat, der på den ene side vandt med 58 pct. af medlemmernes stemmer, men som på den anden side mangler opbakning fra stort set alle folketingsmedlemmer, ansatte og hovedbestyrelsesmedlemmer. Oppe fra toppen er Josephine Fock længe – men mest hviskende og bag hendes ryg – blevet kritiseret for at mangle et egentligt projekt og heller ikke engang at have en politisk position, som andre kan spejle sig i, endsige forstå. Focks valgparole om at ville flytte partiet tættere på S-regeringen opfattes i bedste fald som tom tale, da Alternativet allerede deltager i alle forhandlinger, som de inviteres med til.
Skarp stil, stor belastning. I Politiken skriver politisk kommentator Kristian Madsen: ”Mange centrale skikkelser oplever hende som enerådende, rethaverisk og smålig. Før valget af leder advarede en række tidligere medarbejdere mod at vælge Fock, men den offentlige kritik er ifølge centrale kilder blot toppen af isbjerget,” og han fortsætter: ”Alternativets centrale politikere har været fanget i partiets pæne girafsprog. I stedet for i klar tekst at advare mod Fock som leder eller støtte Nordqvist klart og fuldtonet, har de fleste udadtil været pæne og runde og talt om vigtigheden af medlemsdemokrati”. I Ræson skriver Thomas Rohden om Josephine Fock: ”Selv om hun står tilbage som medlemmernes foretrukne leder, kan hendes personlige skarpe stil overfor folketingskolleger og ansatte blive en så stor belastning, at den kommer til at udhule hendes interne legitimitet. Uden den fornødne legitimitet og med stærke fjender i toppen af partiet, vil hun konstant blive udfordret i sit daglige arbejde”. /Lars Trier Mogensen
Dette er en lettere opdateret analyse fra /dkpol, Lars Trier Mogensens nyhedsbrev om dansk politik, som udkommer to (2!) gange om ugen – og som du også har adgang til som Føljeton-abonnent.