Vi er virkelig kede af, at vi har været så USA-fikserede på pladsen her i den forgangne uge. For der sker jo andre ting i verden. Ikke sandt? Også i Danmark: Dansk Folkeparti har for eksempel i længere tid (for lang tid, vil nogle sige) gået og bakset med et lovforslag om et forbud mod klamme, livagtige børnesexdukker, og det bakkes nu op af et flertal i Folketinget. Både til de pædofile og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der har haft det her som en mærkesag i månedsvis, siger vi bare: Get a life!
Nej, bær over med os: Vi må tilbage til Amerika. Der bliver ved med at være unfinished business for os; hver gang vi lægger os til at sove, hober de uafsluttede forretninger sig op som Weekendavisen eller Information i et nordsjællandsk sommerhus. Og den amerikansk filmstjerne Kirk Douglas er død, 103 år gammel. Ham vender vi tilbage til om lidt.
Da Mitt Romney, den gudfrygtige republikanske senator og forhenværende præsidentkandidat, onsdag stillede sig op på talerstolen og holdt en lang tale om, hvorfor han ville stemme for at dømme præsident Donald Trump for magtmisbrug i rigsretssagen mod ham, var det en præstation – eller måske snarere en manifestation – af historiske dimensioner. Han var den eneste republikaner, der ikke fulgte the party line i rigsretssagen.
Romney talte om, at det var meget svært, men at det var hans ”moralske forpligtelse”. Og vel var det da det. Han snakkede om Hamilton, den mest toneangivende af USA’s Founding Fathers, og han talte om sin gud. De steder i talen, hvor mormonen Romney måtte samle sig, så hans stemme ikke knækkede over, var desværre kun der, hvor hans gud kom ind i billedet.
Gud er en underlig størrelse i amerikansk politik. Så ufatteligt mange afstumpede og dumme beslutninger træffes i guds navn, også når det er tydeligt for enhver, at det først og fremmest er Wall Street, den sorte energisektor eller våbenlobbyorganisationen National Riffle Association, som lovgiverne i Kongressen forsøger at please.
Man må give Mitt Romney, at han var ude med riven efter Donald Trump, allerede inden han blev valgt til præsident i november 2016. Romney mente, at Trump var decideret uegnet til embedet, og holdt taler om, at uærlighed var Trumps varemærke.
Men så husker man også det ydmygende foto af Mitt Romney sammen med Trump på en trestjernet Michelin-restaurant efter præsidentvalget, hvor de angiveligt talte om en eventuel ministerpost til Romney. Mens Trump smiler bredt og trumpsk, vender en let foroverbøjet Romney sig mod kameraet og ligner en kæmpe undskyldning for sig selv. ”Jeg har haft en vidunderlig aften med den kommende præsident,” sagde han bagefter. ”Vi havde endnu en diskussion om forskellige sager ude omkring i verden, og de diskussioner, jeg har haft med ham, har været oplysende og interessante og medrivende. Jeg har nydt dem rigtig, rigtig meget.”
Hvis det var jobbet som udenrigsminister i Trumps kommende regering, Romney fiskede efter dengang, var det spildt arbejde. Trump smed ham ud med badevandet lige bagefter. Sådan som Mitt Romneys ”moralske forpligtelse” åbenbart bølger frem og tilbage, er det lidt svært at se ham som en rigtig helt. Los Angeles Times spekulerer også i, om Romney stemte, som han gjorde, for at forsøge at opfylde en mormonsk profeti. Det skulle ikke undre os. Det skulle virkelig ikke undre os.
Kirk Douglas ønskede Rambo død
En anden amerikaner, der ikke var så meget religiøst pis med, er Kirk Douglas, født Issur Danielovitj. Nu er han død, den gamle filmstjerne. Han sagde i et interview i 2017, at han var en smule overrasket over, at han var blevet over 100 år gammel.
De siger, at han nåede at spille med i 90 film fordelt på syv årtier. Det er da noget. Kirk Douglas skulle forresten også have været med i First Blood (1982), den første i en lang og trættende serie af Rambo-film med Sylvester Stallone i hovedrollen. Kirk Douglas skulle have været Rambos mentor, oberst Trautman, og han havde øvet sig og alt muligt. Men da han dukkede op til indspilningerne, sagde han, at han havde nogle ideer til manuskriptet: Han mente, at det ville være bedre, hvis Rambo døde til sidst. Det viste sig at være et krav fra hans side, så instruktøren var nødt til at fyre ham og bruge en mere middelmådig skuespiller i stedet. Hvis Douglas havde fået sin vilje, ville verden være blevet sparet for meget. Hvis Mitt Romney havde været Michael Douglas, havde han måske været mindre skvattet. /Oliver Stilling