Rossen og Frederiksens effektive provinspopulisme

Rigspolitiet skal halveres. 660 årsværk bliver rykkket væk fra det centraliserede statspoliti for i stedet at blive flyttet ud til 20 nye nærpolitistationer, der skal oprettes rundt om i det ganske land. Farvel til de fjerne kontornussere og velkommen til de runde landbetjente. Statsminister Mette Frederiksen (S) har ladet tæppet falde til næste akt af et nyt egnsteater: Den ægte provins skal styrkes på bekostning af de forlorne storbyer. Folk flest skal i fokus – og akademikerne skal i baggrunden. Socialdemokratiets formand forsøger dermed at bruge det forestående politiforlig til at udfolde en fortælling, som efterhånden er blevet tærsket godt igennem i de seneste måneder: ”Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer. Noget er sket som led i en generel samfundsudvikling, vi ikke bare skal acceptere,” udtaler Mette Frederiksen til Berlingske. Decentraliseringen af Rigspolitiet skal kort sagt ske for at modvirke tendensen til, at de største byer vinder frem, og landets mindre provinsbyer samtidig sygner hen i stilstand, mismod og utryghed. Mette Frederiksen blæser således til en kulturkamp, og hun formår behændigt at placere sig selv på den folkelige side imod skrankepaverne, Djøf-vældet og alle de veluddannede storbytosser, for hvem det allervigtigste er at spise biodynamiske gulerødder og skamme sig over charterrejser. Slagsmålet om Rigspolitiet rummer en simpel symbolik: I dag har Rigspolitiet 2.048 ansatte, hvoraf kun 618 er betjente, og tilmed halvdelen heraf på politiskolen. Nu skal ressourcerne flyttes helt ud i hverdagen. S-regeringen vil have flere lokale panserbasser, som kan køre rundt på villavejene og dermed også kunne rykke hurtigere ud til bekymrede og ængstelige borgere. Det handler om tryghed, tryghed og tryghed.

Provinsens ærlige, ‘kloge’ hænder. Men S-regeringens kampagne handler også om noget andet: Statsministeren og hendes stabschef Martin Rossen har opfundet en ny form for populisme, der tydeligvis er mere populær og effektiv, end hvad andre socialdemokratiske partier i Europa har evnet at udfolde. Denne nye ‘provinspopulisme’ analyseres sjældent begavet af Jakob Esmann, som til daglig er public affairs- og pressekonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd: ”Overordnet set fokuserer hun på det brede flertal af arbejdende danskere og nævner det bemærkelsesværdigt ofte,” skriver Jakob Esmann og henviser til politologen Rogers Brubakers begreb ‘majoritarianisme’: ”Med sit fokus på Danmark uden for de store byer skaber hun et socialdemokratisk hjerteland, hvor de sande værdier og dyder findes: Det er hårdtarbejdende, ærlige ‘kloge hænder’, der dyrker de lokale fællesskaber; som nyder fritiden i kolonihaven, spiser frikadeller og ostemadder, mens kaffen drikkes fra termokander. Hermed skaber hun en provinsiel nativisme.” Som ét blandt flere overbevisende eksempler fremhæver Jakob Esmann den kongrestale, som Mette Frederiksen holdt tilbage i 2017. Her sagde hun, næsten som en kliché på ‘provinsiel nativisme’, altså på fortællingen om, at det ægte Danmark kun findes uden for Valby Bakke: ”For nogle uger siden var jeg i Køge sammen med vores borgmesterkandidat Marie Stærke. Vi mødte lokalbetjenten. Jens Peter. En stærk mand. Sådan helt fysisk. Jeg kan næsten stadig mærke hans håndtryk. Han kender alle rødderne. Han kender alle de kriminelle. Han kender familierne derhjemme. Hvorfor? Fordi Jens Peter har været betjent i samme område i mere end 20 år. Han er selv født og opvokset i Køge. Han er fodboldtræner. Og med sine egne ord; så kender han også alle skiderikkerne”.

Frederiksens joviale vokabularium. Jakob Esmann, der selv har været aktiv i DSU i mange år, fortsætter sin skarpsindige analyse: ”Frederiksen benytter virkemidler fra en populistisk stil: Hendes udpræget anekdotiske argumentationsform og direkte sprogbrug er et antielitært træk, idet hun dermed lægger afstand til et mere rationelt og intellektuelt paradigme. Den antielitære stil ses også i hendes grammatiske valg, hvor bl.a. løse sætningsemner skaber en hverdagsagtig, jovial og folkelig stil, der står i kontrast til en tung, rationel og svært tilgængelig kancellistil hos bureaukrater og akademikere”. Samlet set formår Mette Frederiksen at iscenesætte en ny form for socialdemokratisk provinspopulisme, som igen og igen kan projiceres over på konkrete og folkelige forandringer. Lige nu på politiet, men S-regeringen er i gang med samme manøvre på to andre store politikområder: den kommunale udligning og reguleringen af lejeboliger. /Lars Trier Mogensen