Taylor Swift symboliserer den moderne destruktion af det sande selv

Der er noget sært dragende ved Taylor Swift, og jeg har mærket det på egen krop.

Som en relativt ung mand i slutningen af 20’rne, der oftest styrer uden om de nyeste radiohits, ligger jeg langt væk fra Swifts målgruppe. Jeg ved det, fordi jeg sjældent har følt mig så malplaceret, som da jeg i 2018 indfandt mig på det store Wembley Stadium i London, hvor Swift spillede koncert på sin store stadion-tour. Her var det overvejende flertal feminint – ofte unge, ofte hvinende. Det minimale mandlige publikum var af mere flamboyant karakter, hvis det da ikke var triste britiske lads, der var blevet slæbt med af kæresten. Og så var der altså mig; med et udseende næsten lige så kedeligt som min seksualitet.

Hvordan ender sådan et borgerdyr med at blive swiftie (som fansene passende kalder sig selv)? Der er selvfølgelig musikken. I begyndelsen lyttede jeg med som et ironisk stunt, men da paraderne begyndte at falde, og ironien forduftede, gik det op for mig, at Taylor Swift helt ægte har revolutioneret den moderne popmusik. Melodierne, æstetikken og lyden hæver sig langt over den normale metervare på den amerikanske pophylde. Swift skriver kort og godt fantastiske sange med verdensklasse-melodier.

Men det er ikke derfor, jeg er så draget af Taylor. Jeg er draget af hende, fordi få personer synes at beskrive den tid, vi lever i, lige så godt som Taylor Swift. Hun er indbegrebet af den falske autenticitet, der fx finder sted på de sociale medier, og hun personificerer den moderne techno-kapitalismes destruktion af det sande selv.

Det bliver endnu engang tydeligt i den nye Netflix-dokumentar Miss Americana, hvor vi kommer med bag scenen og ser Swift arbejde med de usikkerheder, som en verdensstjerne også har. Det er en bidende kommentar til at være kvinde i showbizz, et menneskeligt indblik i kendislivet, og så er det første gang, vi virkelig kommer under huden på Swift. Eller gør vi egentlig … ?

Den moderne falske autenticitet

En stor del af Taylor Swifts musikalske forretningsmodel er hendes autenticitet. Tag bare hendes tekster. De lyder oftest som dagbogsnoter fra en ung kvinde. Deres litterære kvalitet er oftest også derefter, men for Taylor er det ikke det vigtige. Det vigtige er, at sangteksterne skaber en forbindelse mellem hende og de unge kvindelige fans, der lytter til musikken. De kan relatere til Taylor-universet, fordi det ikke stinker langt væk af at være skabt af 30 forskellige ældre mandlige sangskrivere, publicister og producere.

Derfor er det også ironisk, at når man blot kradser en smule i overfladen, så føles Taylor Swifts autenticitet som det mest falske i hele verden. Swift er en mester i at skabe personaer – i en sådan grad, at hendes plader næsten kan føles som konceptalbums. Hun har lavet countrymusik som en bonderøvspige fra sydstaterne, hun har lavet tyggegummipop som naboens pige, og hun har givet den som vred, emanciperet kvinde.

Hver gang er det blevet solgt som en autentisk fortælling, men det kan næppe være lige autentisk hver gang. Sagen er, at Swift først og fremmest er en gudbenådet forretningskvinde. Hun ved, hvordan man sælger et produkt, og det er hendes stærke storytelling og falske autenticitet, der (sammen med musikken) har gjort hende til verdens ukronede dronning af pop.

Tæppefald

Derfor var det spændende at se, om der endelig var tæppefald i den nye dokumentar. Om man her fik lov til at se den sande Taylor Swift. Ikke bare drømmen om den autentiske popstjerne, ikke personaen Taytay, men det virkelige menneske med de virkelig problemer.

Svaret er, at det gør man. Måske … For der er masser af virkelige øjeblikke i dokumentaren. Swift begyndte sin musikalske karriere med ambitionen om, at alle skulle kunne lide hende, og blev derfor tvunget psykisk i knæ, da hendes stjernestatus gjorde hende til et hadeobjekt i store dele af verden. Et seksuelt overgreb og den hårde tilværelse som kvinde i den mandsdominerede musikbranche fik hende til at bryde sin politiske tavshed og genopfinde sig selv som feministisk fortaler. Filmen er fortællingen om en Taylor Swift, der finder ud af, at hun ikke kan please alle. Det er et vigtigt budskab, måske netop fordi mange af Swifts problemer i dokumentaren fremstår universelle og ikke forbeholdt en stjerne.

Alligevel er der noget, som skurrer. For selvom budskabet er ægte og vigtigt, så sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at dokumentaren er endnu en brik i en af Swifts velorkestrerede personaopbygninger. Trods gråd og bekendelser fremstår Swift stadig frustrerende perfekt uperfekt i filmen. Alle ”hjemmevideoklip” efterlader en med følelsen af, at de snarere end tilfældige audiovisuelle registreringer er skabt til at blive brugt i en dokumentar. Nattøjet er krøllet på den perfekte måde og makeuppen er snorlige på alle tidspunkter.

Det er her, Swift viser sig som personificeringen af det moderne samfund. På sociale medier som Instagram er det blevet populært at være ”ægte”. Væk er de tidligere tiders billeder, hvor det hele skulle fremstå perfekt. Nu viser man gerne dellerne, de grimme smil og det tilfældige tøj. Men kun til en vis grad. For den virkelighed, man viser på nettet, er stadig en konstrueret virkelighed. De ”tilfældige” billeder er lige så opsatte som de ”perfekte” billeder, og billedet af en skæv tand buges til at konstruere aktivistiske fortællinger om det uperfekte. I sidste ende er målet det samme. At gøre sig selv til et brand, der i sidste ende kan sælge produkter som influencer.

Man bliver i tvivl om, hvorvidt Miss Americana er andet og mere end en reklamefilm for Swift, der nu vil tappe ind i det nye store aktivistiske segment blandt de unge. Måske er det stadig ikke den ægte Swift, vi ser i filmen. Der foreligger også den mulighed, at der slet ingen ægte Swift er. At hun er den persona, hun skaber, og at autenticiteten ikke er andet end en forretningsmodel. Måske er det sådan for os alle.

Eller også er dette endnu en artikel skrevet af en mand, der tillægger Taylor Swift de værste motiver, fordi hun er en kvinde. I så fald rammer hendes budskab i dokumentaren plet. /Andreas T. Kønig