Kultur- og Kirkeminister Joy Mogense. Social- og Indenrigsminister Astrid Krag og Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen og ordførere fremlægger kommissorium for en historisk udredning af eventuelle svigt mod borgere i statens varetægt i perioden 1933-1980 som opfølgning på undskyldningen til Godhavnsdrengene, i Social- og Indenrigsministeriet tirsdag den 28. januar 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
”Vi lever i en brydningstid.”
Dette lidet kontroversielle udsagn leverede kulturminister Joy Mogensen (S) fredag i sin åbningstale til den nye Anna Ancher-udstilling på Statens Museum for Kunst. Museet var pakket med mennesker, måske fordi der var gratis bobler til de første 1.000 gæster, men helt sikkert fordi der var gratis adgang til alle udstillinger. Folk stod som sild i en skulpturgade, og en ældre dame hviskede til sin veninde: ”Hvad siger hun?” Veninden svarede, at ”hun sagde, at ‘vi lever i en brydningstid’”, hvorefter damen himlede med øjnene. Hvornår har vi ikke gjort det? kan man spørge sig selv.
Hvad havde Joy Mogensen ellers på hjerte til det store publikum? At Anna Ancher ikke behøvede at se til udlandet, det hjemlige og velkendte var inspirerende nok, og at alle hver især kan forme vores fælles skæbne.
Talen var fin og rund som en havartiost, der var ikke noget, som gav udtryk for en holdning eller stak ud, ikke noget der knaste som en saltkrystal eller havde skarphed og bid, der var udtryk for en personlig smag. Fint, men forglemmeligt. På den måde skriver Joy Mogensen sig ind i en tradition, hvor kulturministeren efterhånden er mere en kustode end en kurator. Man holder kulturen i live og siger nogle floskler om, at den er vigtig, mens man varmer taburetten til den næste, der skal få en ministerkabale til at gå op.
Hun udspringer ellers af en stolt tradition; det var socialdemokraten Julius Bomholt, som blev landets første kulturminister, han oprettede Statens Kunstfond, opfordrede til ”farlig radio”, dvs. radio hvor flertallet ikke nødvendigvis var enige, og skrev om ”kulturen for folket”. Det var vel at mærke ikke ment som folkelig kultur, men hele folkets adgang til kultur. Da kunststøtteordningen blev vedtaget, udtalte han: ”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.”
Hvad vil Bomholts partifælle Joy Mogensen så med sit ministerium for det livsnødvendige? Hun vil ikke have kønskvoter, fordi det er ”firkantet, bureaukratisk og mærkeligt”. Okay. Men hvad vil hun så? Der bliver vi dig svar skyldig, kære læser. Hvis man ser på politikernes nye yndlingsplatform, Instagram, er kulturministerens profil fyldt med glimmer, julesokker og Jurassic Park. Hyggeligt. Vi har dog fundet ud af, hvad hun mente om kulturen, før hun blev minister, da hun til den socialdemokratiske netavis Pio kom med dette Ga-Jol-pakkecitat: ”I kulturen har vi alle værdi, fordi vi er.”
Kulturrengøring
Er hvad? Den tygger vi stadig på. Mht. kulturforbrug fortæller hun, at hun er glad for klassisk musik. ”En ekskæreste lærte mig, at opera gør rengøring til en fornøjelse, og det må jeg indrømme er rigtigt. Så min støvsuger har dirigeret mangt en arie.” Vupti blev opera reduceret til rengøringsbaggrundsmusik. Hvis vi kan bruge kulturen til noget, er det godt, hvis ikke er det formålsløst, og hvad skal vi så med det? Det lader til at være den gængse opfattelse i Kulturministeriet: kulturen har ikke værdi, fordi den er, men fordi den kan bruges til noget – billigt, selvfølgelig.
Kulturpolitik bliver for det meste reduceret til en diskussion om økonomi og om eliten vs. folket. Sidstnævnte var Henrik Sass Larsen med til at opdele, da han til radioprogrammet Slotsholmen på P1 udtalte, at elitens kultur såsom Det Kongelige Teater og bibliotekerne (!) var for de få og dermed for dyrt. Folkets kultur var linedance, revy, country og bingo.
Vi ville gerne være en flue på væggen, hvis Sass skulle diskutere det med den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsen, der har udtalt til Berlingske: ”Hvis vi ikke tør kæmpe for det elitære, får vi en middelmådig kulturpolitik” og ”kulturpolitikken i Danmark er død … næste offer er vores identitet”. Vi troede aldrig vi skulle sige det, men vi er enige med Brian Mikkelsen.
Så, kære Joy, du har sagt, at hvis du skulle omdøbe Kulturministeriet, skulle det hedde Ministeriet for Mod. Vi mangler at se modet. Genopliv kulturpolitikken. Tal om andet end økonomi, husk på Bomholts ord om, at kunst ikke er luksus men livsnødvendig – også selvom den ikke vinder en Oscar. Lad brydningstiden komme til Gammel Strand og sæt fut i fejemøget, Joy – du kan jo sætte en opera på, mens du gør det. /Lise Benthin Præstgaard