Pete Buttigieg er den unge kandidat, men de unge hader ham

Oldtidsrevolution. I USA skriger de unge på forandring. De er ved at koge over med indignation, fordi de føler, det gamle politiske system har ladt dem i stikken. Klimakampen og den stigende ulighed har givet den såkaldte millennial-generation følelsen af at stå tilbage med tømmermændene og oprydningsarbejdet efter den fest, som forældrenes generation har holdt. Derfor er det ikke underligt, at mange unge kræver, at der skal vælges en revolutionær præsidentkandidat ved det igangværende primærvalg i USA. Til gengæld er det langt mere mærkværdigt, at de unge har udset sig to oldtidslevn til at lede den kamp. Favoritkandidaterne er Bernie Sanders og Elizabeth Warren på henholdsvis 78 år og 70 år. Hvorfor har de unge ikke valgt en af deres egne, når der faktisk er en sådan i kandidatfeltet? Oven i købet en, der ser ud til at kunne vinde. 38-årige Pete Buttigieg trak sig sejrrigt ud af primærvalget i Iowa, og hans målinger ser tilforladelige ud. Problemet er bare, at de unge i USA afskyr ham i en sådan grad, at sølle to pct. af vælgerne under 35 støtter ham. Hvad har stakkels mayor Pete dog gjort galt?

Generationsforræder. Om gammelkloge børn siger man ofte, at de har et gammelt sind i en ung krop. Sådan har den progressive venstrefløj i USA det også med Pete Buttigieg. Han er blevet kaldt ”en boomer i millennial-tøj,” ”den mest modbydelige form for millennial” og en ”Build-a-Bear for de midtersøgende demokrater.” Den unge venstrefløjs problem med Pete Buttigieg synes i høj grad at være, at han er skåret fuldstændig efter den gamle skabelon for, hvordan en kandidat skal se ud. Han har en flot uddannelse fra eliteuniversitetet Harvard, og han modtog det prestigefyldte Rhodes Scholarship, der giver adgang til studier på Oxford Universitet. Derudover har han været reserveofficer i US Navy, og så har han været konsulent for de onde kapitalister i McKinsey. Han har nærmest formet sit liv efter at blive præsident, og måske er det problemet. Den unge generation tror ikke på, at Pete Buttigieg har noget andet politisk projekt end at gøre Pete Buttigieg til præsident.

Fokusgruppemand. For i virkeligheden skal de unges afsky ved Buttigieg nok ikke overtænkes. I sidste ende hader de ham, fordi han ikke er socialist, fordi han ikke er midtersøgende, og fordi hans valgkamp er strategisk snarere end ideologisk. Buttigieg er endvidere flere gange blevet taget i at ændre mening på helt centrale politikområder som fx sundhedsvæsnet. Det taler ind i den forestilling, mange har, om at han er en ung ambitiøs fyr, der er klar til at sige alt for at nå til tops. Den tidligere modstander i den demokratiske valgkamp Beto O’Rourke udtrykte nok bedst: ”Jeg synes han [Pete Buttigieg] repræsenterer den slags politik, der er fokuseret på meningsmålinger og drevet af fokusgrupper og triangulering og at lytte til konsulenter.” /Andreas T. Kønig