Djøficeringen er en utømmelig åre af følelser

Da vi i sidste uge langede lidt kærligt ud efter mellemledere og Djøf’ere i et par nyhedsbreve, ramte vi vist en følelsesfuld åre. Vi troede ærlig talt, den var tømt for længst, og at man efterhånden havde vænnet sig til tanken om medarbejderseminarer, tillidsøvelser og MU-samtaler, men det var som at hælde iskoldt vand på en pande med kogende olie. Læsere fra hele landet reagerede ophidset og også med en smule tristesse, kunne vi fornemme. Som for eksempel denne kommentar:

»Kære Føjleton, tak for spændende artikler, begavet og humoristisk følgeskab på den daglige pendlertur. Kan I ikke holde op med den ensidige hakken på DJØF’ere, det er jo træls og unuanceret. Det passer da ikke til jer.«

Andre var omvendt mere opildnet af vores behandling og opfordrede os til at gå i dybden med emnet for at ændre en syg verden:

»Jeres fokus på kontrol og mellemledere i det offentlige bør I grave mere i og følge op på,« skrev en anden læser til os og fortsatte.

»Jeg er socialrådgiver og min kone pædagog. Begge mangeårigt ansat i det offentlige. Det er grænsende til det sindssyge, hvad langt de fleste af disse totalt overflødige mellemledere finder på af ødelæggende foranstaltninger i socialcentre, jobcentre og daginstitutioner – og det koster en formue. Ikke mange tør sige noget af angst for at blive fyret. Desuden er kontrollen og kontrollen af kontrollen helt ude på det paranoidt vanvittige overdrev. Hvis man fyrede stort set samtlige mellemledere (ofte djøf-folk uden den mindste forstand på det arbejde, de skal lave) og afskaffede over 90% af kontrollen og havde tillid til, at både socialrådgivere og pædagoger sagtens kan tilrettelægge deres eget arbejde og passe det på forsvarlig vis, så ville der kunne spares rigtig mange penge, sygefraværet ville falde drastisk og kvaliteten af arbejdet ville væsentligt forøges.«

Find en ekspert

Sådan kørte det nogle dage, så vi besluttede os for at lade det vokse lidt på os og sætte en føljeton igang med mellemlederen i fokus. For da vi så os om, stod det hurtigt klart, at djøficeringen stadig var et brandvarmt emne på landets debatsektioner, til politiske idéudviklingsseminarer, ja selv i start up-kulturen. Da vi samtidig opdagede, at én af teaterscenens største succeser de seneste ti år var komedien Djøf med løg(n), og at der netop i disse dage er premiere på en allerede udsolgt to’er, begyndte det at ligne et mønster. Det blev endnu mere underfundigt af at selve faderen til hele New Public Mangement-bølgen Christoffer Hood i en ny bog har konkluderet, at de senere års modebølge af pseudo-markedsgørelse og præstationsledelse kun har haft to effekter på den offentlige sektor i den vestlige verden: »Højere omkostninger og flere klager.« Han lagde det, han selv havde bygget op i graven.

Nå, men hvor skal man dog starte, og hvad skal man gribe til med så stort og følelsesladet et emne. Vi bad som en begyndelse Jesper Juul udlægge teksten for os. Udover at være familieterapeut og forfatter har han et langt livs erfaringer som både ansat, konsulent, borger og patient, så vi anser hans positions for at være vægtig.

Slut med socialt arbejde

Sidst i 1980’erne troppede Jesper Juul op til et møde med to af datidens store innovatorer og skandinaviske profiler indenfor teori og praksis i socialt arbejde, forklarer han. Det var lektor Lis Kaiser og lektor Lis Hilgaard, og de to lektorer sad i bogstaveligste forstand og græd, da han mødte dem.

»Nu er det slut med social arbejde,« sagde den ene lakonisk uden nogen fandt anledning til at uddybe det.

Årsagen var, at Aalborg Kommune netop som en af de første kommuner i landet havde ansat en cand. polit som socialdirektør.

»Der gik nogle år, før det blev tydeligt for mig, at de havde ret. Jeg var dengang chef for Kempler Instituttet, som beskæftigede 40 konsulenter, som efteruddannede og superviserede i kommuner og amter fortrinsvis omkring arbejde med børnefamilier, daginstitutioner og intern ledelse og samarbejde. Vi servicerede dermed hundredevis af fagfolk og ledere hvert år og et bredt udsnit af kommunerne. Her erfarede vi følgende uden at vide, at der lå en bestemt ideologi bag.«

Jesper Juul remser det op i punktform, som vi har sat op i vilkårlig, men nummeret orden:

Som patient

På alle disse områder betaler først og fremmest fagfolkene på gulvet og derfor i sidste ende borgerne og patienterne prisen, mener Jesper Juul og bringer sig selv som både patient og borger i spil.

»Som indlagt patient gennem 18 måneder og i mit tilfælde handicappet, men selverhvervende, oplever man hver eneste dag offentligt ansatte, som ikke har lov til at levere deres ydelser på en tilfredsstillende kvalitetsniveau. Det stresser medarbejderne – både fordi de skal løbe stærkere, men endnu vigtigere, fordi de mister deres faglige stolthed og professionelle integritet,« forklarer Jesper Juul.

»Jeg var indlagt på et sygehus i 18 måneder og har ikke tal på de gange, medarbejderne stod over min seng med flakkende blik og som et mantra bare gentog: ‘Jeg kan kun beklage’ eller ‘vi gør det bedste vi kan.’ De bedste af dem fik selv en dårlig smag i munden – de øvrige var bare iskolde og afvisende. Disse arbejdsforhold skaber enormt mange skader på medarbejderne – rygskader, muskel og ledsmerter, kronisk hovedpine, søvnproblemer, tilbagevendende depressioner, store familiære problemer, mange sygemeldinger. Sundhedssektoren sparer dermed penge på en måde, som skaber sociale, psykiske og somatiske problemer hos medarbejderne, som selv på en ti- til tyveårig horisont skaber mange flere udgifter end de ubegavede påtvungne besparelser. Dertil kommer selvfølgelig den utilstrækkelige behandling patienterne må leve med eller dø af.«

Det korrekte vs. det rigtige

For Jesper Juul er det ret klart, hvad problemerne har været i dette forløb, og hvorfor det kan overføres til stort set alle områder af servicesektoren.

»Den korteste og mest præcise beskrivelse udspringer af bureaukratiets bærende værdiforestilling: at alle borgere skal behandles lige og korrekt, hvilket jo er et fornemt træk ved et civiliseret samfund,« forklarer han.

»Der skal ikke herske tvivl om, at det store flertal af os får en korrekt behandling, men afstanden mellem den korrekte og den fagligt rigtige behandling er blevet så stor, at ingen politikere eller chefer mere kan huske, hvad det rigtige er. De sidder med andre ord ikke særligt ofte og vejer den korrekte handling op imod den rigtige, som tilfældet var for tredive år siden. De tror desværre på, at den korrekte er den rigtige blandt andet, fordi medierne og Folketingets partier kun kommer efter dem, når de ikke er korrekte.«

Og det er det, der bekymre Jesper Juul.

»De samme medarbejdere og faglige mellemledere – daginstitutionsledere, ledende ergo- og fysioterapeuter, psykologer, afdelingssygeplejersker, plejehjemsledere – er i høj grad med til at opretholde den herskende politiske illusion om, at vores system fungerer og stadig forbedres. De går på meget barske kompromisser med deres egen faglighed og moral, når de skal levere alibier for at øge antallet af børn på stuerne, i klasselokalerne, nedsætte antallet af hjemmebesøg i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen og den slags. Det samme gør deres fagforeninger et langt stykke ad vejen. De bliver ofte sekunderet af den siddende regerings håndplukkede og håndtamme akademiske eksperter og forskerehvis indsigt og viden er stærkt selektiv – Niels Egelunds rolle i skolereformen er et fortræffeligt eksempel.«

Angsten for fejl

En af de centrale bureaukratiske værdier er ensartethed og absolut fravær af fejl, forklarer Jesper Juul videre. Dette står overfor en af de vigtigste professionelle værdier – uanset om det gælder sygepleje, kirurgi, journalistik, forskning eller madlavning – som er, at der skal eksperimenteres og leges og dermed er fejl uundgåelige.

»Dette er hovedårsagen til, at vi gang på gang ser chefer, ledere og mellemledere og ikke mindst politisk ansvarlige, som enten hårdnakket benægter systemfejl med henvisning til, at alle procedurer er overholdt, lyver eller fem gange i samme interview giver menings- og respektløse ‘Go’dag-mand-økseskaft- svar’. Denne adfærd opleves af borgere, klienter, patienter som nedladende, fremmedgørende og direkte krænkende. På medarbejdersiden skaber den en kultur, hvor enhver kritisk bemærkning om institutionens eller forvaltningens manglende kvalitet mange steder stemples som manglende loyalitet, som er fyringsgrund. Dette skaber sammen med manglen på arbejdspladser en syg kultur, hvor alle – inklusiv samfundet – ender med at tabe troværdighed, etisk integritet og ikke mindst penge.«

En syg kultur

I følge Jesper Juul, er der hundredevis af andre eksempler på, at fraværet af faglige værdier gør vores velfærdssamfund og dets ydelser meget dyrere, end det behøver at være. Mere overordnet afspejler eller påtvinger det beslutningstagere af enhver art og på ethvert niveau et samfundssyn, »hvis menneskesyn enten er ikke eksisterende (det er i hvert fald ikke formuleret nogen steder) eller ekstremt kynisk. Enhver meningsdanner, debattør og politiker, som tillader sig at fremhæve begreber som dialog, empati og individualitet bliver benhårdt ekskluderet som romantikere,« som Jesper Juul udtrykker det og påpeger at skaberen af NPM selv fordømmer sit værk og at den allernyeste forskning viser at ”målstyring” er en ekstremt uproduktiv model og filosofi.

»Nogle politikere har forsøgt at slå til lyd for flere ”varme hænder” og selv om det er sympatisk er det også for sentimentalt.«

De sidste ti år er der dukket mere og mere forskning op, som dokumenterer, at al behandling og pleje fungerer op til 80% bedre, hvis der kan opbygges relationer mellem fagfolk og deres patienter, elever eller hvad det kunbe være, forklarer Jesoer Juul. Den seneste fund er gjort af at tyske forskere har påvist at både autentiske medicinske præparater og placebo fungerer op til 60% bedrr, hvis lægen udvider sig repertoire fra kun at spørge ”Hvad er der galt?” med ”Og hvordan er det for dig” og så herfter bruger 10 minutter på at lytte på svaret.

»Somme tider spiller forskningen den meget nyttige rolle at den bekræfter de, de fleste mennesker allerede ved. Jeg behøver næppe at slå fast, at NPM ikke aner hvad mellemmenneskelige relationer er og hvad de betyder for folkesundheden på godt og ondt.«

»Hvad skal vi gøre ved det? Det kan jeg ikke svare på, men jeg ved så meget, at det kræver et regulært paradigmeskifte, hvor fagligheden tages alvorligt og styrkes. Det bliver en lang proces, som kræver politisk mod og ikke mindst vilje til at skære alt det overflødige administrative fedt væk.«