Kære læser

Først sportshaller, så højhuse – Danmark er et land i rivende udvikling

Hvis der er noget, danskerne har et forhold til, så er det haller. Sportshaller med badmintonbaner, der ligger på tværs af håndboldbaner – med små huller i gulvet, som er dækket af bunddæksler af aluminium, der ofte sidder løst. Og tilstødende cafeterier med cowboytoasts, kakaomælk og mørke gulvtæpper, som minder om, at der fandtes et Danmark før rygeloven af 2007. Haller er status, haller er konge. Borgmestre i bysamfund uden sportshaller går rundt med halen mellem benene, når de er til konferencer med andre borgmestre.

I det lille Fuglebjerg Sogn på Sydsjælland har arkæologer fra Museum Østdanmark opdaget en 40 meter lang hal, som de mener stammer fra år 500. Arkæologerne er sitrende af fryd; det er ikke hver dag, man falder over noget i den størrelsesorden og slet ikke fra den periode.

Men begejstringen synes at række langt ud over arkæologcirkler, for hvis det er rigtigt, hvad de siger – at hallen kan have været sæde for en lokal høvding, som måske var en af Sjællands mægtigste mænd – så vender det op og ned på en masse ting. Pludselig er Fuglebjerg ikke bare et vedhæng til Næstved Kommune, der ikke har andet at byde på end muligheder for ”gode naturoplevelser” ved Tystrup-Bavelse-søerne.

Næ, Fuglebjerg er sgu noget i egen ret. Her boede en høvding, kongen af fucking Fuglebjerg, og han styrede egnen, som Cæsar styrede romerriget. Det er ren psykologi. Mon ikke det for eksempel har været nemmere at være græker under de seneste års ydmygende græske finanskrise, når man havde i baghovedet, at ens hjemstavn var firstmover på en masse fede ting, man i dag forbinder med et oplyst demokrati?

Silkeborg er med på noderne

Men hvad gør man som bykonge, hvis der simpelthen ikke er plads til flere statusinducerende sportshaller i ens kommune? Uden byggeprojekter er det svært at give omverdenen indtryk af, at man er ”en by i rivende udvikling” (ligesom fx Storvorde og Albertslund). Så bygger man opad. De gør det i København, og de gør det på Herning-egnen, og hvis ikke det ligner lort, så ligner det Saurons tårn i Ringenes Herre.

Også i det gode gamle midtjyske Silkeborg (som en lokal taxachauffør engang fortalte os, er det den by i Danmark med flest bordeller pr. indbygger) er den gal. I januar stod et højhus på 70 meter klar, og nu vil de så opføre en skyskraber mere i midtbyen. Den bliver 23 etager høj og næsten ti meter højere end den første.

”Det er en pænt stor katastrofe,” udtalte en borger ved navn Laila Sølager til TV 2 Østjylland ved et borgermøde om sagen tidligere på året. Og onsdag aften kunne tv-stationen fortælle, at kommunen har modtaget 1.200 indsigelser og underskrifter fra silkeborgensere, der vil have sat en stopper for projektet.

Det lader ikke til, at de som sådan har noget imod højhuse og fremdrift; de synes bare ikke, at der skal bygges så højt midt i Silkeborg. At huset så (vanen tro for mange højhusprojekter i Danmark) også er grimt, synes pudsigt nok at betyde mindre.

”Jeg ved godt, at der er mange, som ikke synes det ville være særligt flot med sådan en bygning,” har Silkeborgs Venstre-borgmester Steen Vindum udtalt, ”men vi skal vise, at vi er i udvikling, og at vi kan omdanne de gamle bygninger. Ellers ender vi med at komme til at ligne en spøgelsesby.”

Silkeborg som spøgelsesby? Måske har borgmesteren fat i noget. Lad os lige tænke ud af boksen et øjeblik. Regionen mangler jo noget je ne sais quoi, der siger spar 2. Måske kunne en helt død by, der ser ud, som om den lige er blevet forladt, virke tillokkende på både tyske og norske turister? En anden mulighed er at grave det nye højhus ned med det samme. Når arkæologer så finder det om tusind år, vil de tænke, at her boede en mægtig mand – og den mand kunne sagtens hedde Steen Vindum. Tænk lidt over det. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12