Protestkunst i det 21. århundrede er en vanskelig disciplin. Det er der flere årsager til. For meget moderne kunst er der først og fremmest sket det, at historien har efterladt det i et minefelt af klicheer og banaliteter. I 1961 proppede den italienske kunstner Piero Manzoni på berømt vis sin egen afføring i 90 konservesdåser, der siden blev udstillet. Værket tolkes ofte som en kritik af kunstverdenens absurde kapitalistiske mekanismer, og siden da har et væld af kunstnere skidt og pisset på mangt og meget, ofte som en protest mod dette og hint. Fælles for størstedelen af den efterfølgende fækalkunst er, at den fremstår som en kliché. Vi har set det før. Når en kritik gentages nok gange på den samme måde, bliver den i bedste fald banal, i værste fald latterlig.
Men protestkunsten, især den der kritiserer kapitalismen, har det også hårdt, fordi kommunismens forbrydelser og senere kollaps efterlod verden med den overbevisning, at kapitalismen er det eneste gangbare sociale og økonomiske system. Den britiske tænker og kulturteoretiker Mark Fisher (1968-2017) kaldte det ”kapitalistisk realisme”. Fisher mente, at det ganske enkelt er nemmere at forestille sig jordens undergang end enden på kapitalismen. Kapitalismen er så gennemtrængende i hele vores økonomi, kultur og samfund, at den har begrænset vores tænkning i en sådan grad, så vi simpelthen ikke er i stand til at forestille os et alternativ til det nuværende system. Når protestkunstnere kritiserer kapitalismen, kan det derfor hurtigt komme til at fremstå ligegyldigt. Eller, ja, latterligt.
Kurt, Maggie og Scandinavian Star
Så meget desto mere imponerende er det, at den 32-årige forfatter Asta Olivia Nordenhof for lidt mindre end en måned siden udgav en roman, Penge på Lommen, der er noget så sjældent som et rendyrket vellykket stykke kapitalismekritisk protestkunst. Nordenhof falder ikke i de skrækkelige klicheer. Hun laver ikke lort på dåse, men skriver derimod fremragende og lader kritikken komme til udtryk eksplicit såvel som implicit, uden at den i nogen af formene bliver kvalmende.
Måske er bogen så god, fordi Nordenhof lader fortællingen ske inden for rammerne af den kapitalistiske realisme. Hovedpersonerne Kurt og Maggie synes om nogen at være fanget af kapitalismens ideologiske begrænsninger. Deres historier med vold, ydmygelser, overgreb og ensomhed fremstår ikke som en åbenlys direkte konsekvens af det økonomiske system. Deres liv går ikke til grunde, fordi en Mads Skjern kommer til Korsbæk og udkonkurrerer dem. Deres ulykke, såvel som deres kortvarige lykkelige øjeblikke, er snarere et sammensurium af samfund, tidsånd, relationer og tilfældigheder. Alt sammen viklet ind i den kapitalistiske realisme, som ingen af os kan undslippe.
Der er den subtile kritik, men der er som sagt også en mere eksplicit. For på et tidspunkt vender romanens fortæller sig mod den virkelige historie om branden på krydstogtskibet Scandinavian Star i 1990. På papiret var det et uheld, men der har været vedvarende anklager om, at dødsbranden var resultatet af forsikringssvindel.
”Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en idé,” lyder det fra fortælleren. ”Nogen og noget kan blive nødt til at dø for, at andre kan vinde. Det er ideen.”
Skab noget farligt
Men der er også en tredje årsag til, at det i dag ikke er let at være protestkunstner. Når en forfatter, musiker, maler, eller hvad det måtte være, forsøger sig med samfundskritik, skydes de ofte ned med forskellige variationer af ”skomager, bliv ved din læst”. Det så man fx, da forfatteren Jonas Eika ved sin modtagelse af Nordisk Råds Litteraturpris beskyldte Danmark for ”statsracisme”.
Det er ikke noget nyt, at kritiske kunstnere bliver bedt om at holde deres kæft. Men det behørige svar på, hvorfor kunstnerisk kritik er fuldstændig essentiel, har ligeledes mange år på bagen. Nu lader til at være et godt tidspunkt at genopfriske det på, for det synes mere relevant end nogensinde.
I 1980 opsummerede forfatteren Chinua Achebe det ganske fremragende: ”De, der siger, ‘put ikke for meget politik ind i din kunst’, er ikke ærlige. Hvis du ser godt efter, vil du opdage, at det er de samme mennesker, som er ganske tilfredse med den nuværende situation … Hvad de egentlig siger er, ‘lad være med at forstyrre systemet’.”
Mere end 20 år inden Achebe nåede frem til den konklusion, holdt den franske filosof og forfatter Albert Camus en forelæsning efter at have modtaget Nobels litteraturpris. Emnet for forelæsningen var netop, hvordan kunstnerens ansvar er at skubbe samfundet fremad ved at forstyrre systemet. Til fare for samfundet såvel som for kunstneren selv.
”Hvad skal kunst da tale om? Hvis kunsten tilpasser sig det, som flertallet i samfundet ønsker, så bliver det en meningsløs fritidsaktivitet. Hvis den blindt afviser samfundet, altså hvis kunstneren beslutter at søge tilflugt i sine drømme, vil kunsten ikke udtrykke andet end fornægtelse. Det fører til værker skabt af entertainere eller grammatikere, og i begge tilfælde fører det til kunst, der er afskåret fra den levede virkelighed.”
For Camus er kunst først meningsfuld, når den relaterer sig til den verden, vi lever i. Det kan den kun gøre, når den er kritisk og tager stilling, og på den måde udsætter kunsten både samfundet for fare (i form af kunstens kritik) og kunstneren for fare (i form af modkritikken rettet mod kunstneren). Derfor er Camus’ konklusion, at det at skabe er at skabe noget farligt; create dangerously, som forelæsningen hedder.
At skabe fare er kunstnerens pligt. Asta Olivia Nordenhof har skabt fare. For hun har skabt en fuldstændig overlegent god bog. /Andreas T. Kønig