Lørdag d. 2. april 2016 blev tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) bisat fra Grundtvigs Kirken på Bispebjerg. Mette Frederiksen (S) med kæresten Bo Tengberg ankommer til kirken. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2016)
Hvis du nogensinde støder på en bejler, der i et forsøg på at forføre dig sagte nynner ”alt, hvad jeg har brug for, er dig”, så skal du tage dig i agt. Ikke fordi at ”alt, hvad jeg har brug for, er dig” er en sang af dansktop-bandet Klaus & Servants. Vi tror sådan set, det kan være ret fint at indgå i et romantisk forhold med en schlager-fan. De holder gode fester, har vi set på TV 2 Charlie. Nej, problemet er, at det er løgn. Han eller hun har brug for andet end dig. Og man skal som bekendt passe på folk, der lyver.
Hvis du ikke tror på os, så tro på den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow. Det er ham med behovspyramiden, der kort sagt illustrerer, hvilke behov der er vigtigst for mennesket. De nederste behov i pyramiden er de vigtigste. Her finder man fx de fysiske behov som mad, vand, søvn og den slags. Når de er opfyldt, kan man bevæge sig videre op ad pyramidens fem trin. Andet trin fra neden er sikkerhed, så kommer sociale behov (det er dette trin, Klaus og Servants overvurderer), så kommer behov for anerkendelse og til sidst selvrealisering.
Behovspyramiden gælder for det enkelte individ, men man kunne godt være forfalden til at tro, at der også findes en behovspyramide med en lignende struktur for hele samfund: Et samfund har først og fremmest brug for en mæt befolkning, der er i sikkerhed. Først når disse meget håndgribelige behov er opfyldt, kan vi begynde at tænke på de mere abstrakte behov som demokrati og frihedsrettigheder.
Det lyder plausibelt, men vi vil vove at påstå, at det også er en forsimpling – endvidere at det er en farlig forsimpling, der lige nu flere steder i verden bliver benyttet af populistiske partier og personer til at retfærdiggøre tilbagerulningen af liberale principper. I Danmark er det regeringsbærende socialdemokrati også ved at lave Maslow-fejlslutningen, og det kan ende med at blive en Maslow-forbrydelse.
Mafiametoder
En Maslow-forbrydelse er, når et regeringsparti eller en statsleder forsøger at overbevise sin befolkning om, at det er nødvendigt at ofre demokratiske rettigheder til fordel for socialpolitik. Argumentet er, at socialpolitikken ligger nederst i samfundets behovspyramide, fordi man gennem socialpolitikken sørger for at opretholde alle borgeres fysiske behov. Demokratiske rettigheder er mere abstrakte og bliver iscenesat enten som et luksusgode, man ikke har råd til, eller endda et behov, der direkte modarbejder den nedre del af pyramiden.
De gør det i Polen. Her har man indført store sociale reformer, der kommer den fattigste del af befolkningen til gode. Tilgengæld har man også slået hårdt ned fx på de frie medier og den dømmende magts uafhængighed.
I Danmark er det også blevet socialdemokraternes salgstale, at de øvre dele af pyramiden må vige for de nedre. Socialdemokratiet har, sikkert med rette, slået sig op på at være en regering, der vil styrke velfærdsstaten og hjælpe samfundets svageste (så længe de er etnisk danske i hvert fald). Men det er også ved at udkrystallisere sig i en metode, hvor ”målet helliger midlet.” Ræsonnementet synes at være, at så længe det overordnede mål forfølges, er det moralsk korrekt at benytte sig at lyssky metoder, der normalt ikke hører hjemme i en liberal retsstat.
Det seneste uhyggelige eksempel bliver afdækket i Berlingske i dag. Avisen kan fortælle, at da adjunkt ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen gik i medierne for at kritisere dele af regerings udlændingepolitik, blev han efterfølgende udsat for en undersøgelse af netavisen Pio, der har tætte bånd til Socialdemorkatiet. Netavisen søgte aktindsigt i Lemberg-Pedersens ansøgning til et dansk forskningsråd samt i projektets lønbudget. Berlingske har i går ligeledes fortalt, hvordan topfolk i Socialdemokratiet har kontaktet og lagt pres på uafhængige forskere og organisationer, der har kritiseret partiets politik.
Socialdemokratiet står fortsat stærkt i meningsmålingerne. Det skyldes måske, at de lytter til dem, der ikke har meget, og det skal vi være glade for. Men når Socialdemokratiet forsøger at bilde os ind, at man kun kan lytte til de fattige, hvis man udhuler de liberale retstatsværdier, så skal vi tage os i agt.
For samfundets behov er ikke en pyramide. Demokratiets rettigheder og socialpolitik er en vekselvirkning, der sammen bliver til det gode samfund. Det er ikke byggebrikker, hvor den ene kan smides væk og den anden beholdes. Mad på bordet retfærdiggør ikke mafiametoder. /Andreas T. Kønig